Stjerneryttere overtager rideskole på landet: »Vi håber at give dem noget at se op til«
Kombination af drøm og profession driver parret til køb af Favrskov Ridecenter. De ønsker at vise de unge, hvad sporten kan tilbyde.
1. april overtog Camilla Vincents og Thomas Kolborg Johansen Favrskov Ridecenter.
De er begge professionelle springryttere med international erfaring og kun 26 og 27 år gamle, så hvad får dem til at købe en ganske almindelig rideskole på landet?
»Vi lever af at arbejde professionelt med ridesporten, men den interesse er jo født et helt andet sted. Fra steder som det her, hvor konkurrencerne fylder mindre og bredderidning lever i bedste velgående.«
Den er Camilla Vincents og Thomas Kolborg Johansen store fans af.
Hun begyndte selv at ride som fireårig på Nordsjælland, hvor hun er vokset op, mens han startede hjemme på gården hos sin mor og far, som havde heste.
»Det her har været vores drøm i flere år, så at vi ovenikøbet kan leve den ud på min hjemegn, kunne ikke være bedre,« siger Thomas Kolborg Johansen, som er vokset op i Hammel.
»Ved at kombinere driften af vores virksomhed og ridecentret håber vi at kunne vise de børn og unge, der kommer her på rideskolen, at man kan mere med sporten. At vi giver dem noget at se op til og stræbe efter,« siger Thomas Kolborg Johansen, og Camilla Vincents tilføjer:
»På den måde er vi jo også med til at fremtidssikre ridesporten ved at hjælpe rytterne på rette vej og i de rigtige rammer. Der skal være noget at se op til.«
Deres virksomhed hedder Kolborg Equestrian. Her tilbyder de professionel træning, salg og uddannelse af primært springheste samt undervisning på alle niveauer, for det er netop den disciplin, de begge har udmærket sig i.
Thomas Kolborg Johansen er udlært berider i udlandet og har redet mange nationale og internationale stævner og har blandt andet opnået en guldmedalje ved Weser-Ems Meisterschaft og ved Jysk Mesterskab i 2020.
Camilla Vincents har tidligere været ansat som rytter i fire år i udlandet, blandt andet i Sverige og Tyskland, og har i sine ungdomsår været på landsholdet for U18 og U21 og redet flere nationale og internationale stævner. Blandt andet har hun vundet guldmedalje ved DM for junior.
Som en familie
I den sidste weekend af marts rykkede parret deres heste fra Nørre Snede, hvor de indtil nu har lejet sig ind i en stald, op til ridecentret lige udenfor Hadsten.
Her er stalde, folde og ride- og springbaner vævet ind imellem hinanden i et grønt smørhul med skov og sø som ramme.
Nu ejer de de 17 hektar og stuehuset, som de vil flytte ind i, når det er blevet istandsat, og oveni det har de lejet 100 hektar skov i forlængelse af ejendommen.
»Det er godt at have noget skov at ride i.«
De har 13 heste med, hvoraf halvdelen er deres egne, mens resten er nogle, de rider for andre ejere. På ridecentret står der lige nu omkring 55 heste, som enten ejes af private, der betaler for en opstaldning, eller af rideklubben, som driver rideskolen.
Udenfor lugter der af maling, for ridecentrets frivillige har været i gang med at male springene i farvestrålende farver inden stævnet i påsken.
En rytter øver dressur på ridebanen, andre er på vej ud på folden for at hente rideskolens heste ind og gøre dem klar til dagens første hold, og inde i stalden spørger to piger Thomas, om de må strigle en af hans heste. Det må de gerne.
»Vi kommer ikke til at lave en masse om. Nu ser vi lige tiden an, og selvfølgelig kommer vi til at sætte vores præg på stedet, men rideskoleeleverne skal ikke være bange for, at der sker store ændringer.«
Camilla Vincents og Thomas Kolborg Johansen fornemmer, at stedet fungerer godt.
»Det virker som om, her er ret mange gode frivillige kræfter, så det er vi selvfølgelig glade for. En rideskole skal helst være lidt som en familie. Et sted, hvor man kan komme efter skole og bare hænge ud og føle sig godt tilpas blandt heste og kammerater.«
Stor forandring på vej
Ridesport behøver ikke at være hele livet for alle, men det er det for parret.
»Det er hele vores liv. Både arbejde og hobby, og vi er nok ikke supergode til at tage fri. Hestene kommer i første række, og de er jo ret tidskrævende.«
Det er primært Thomas Kolborg Johansen, der står for den daglige drift af Kolborg Equestrian. For to år siden brækkede Camilla Vincents nemlig ryggen.
»Derfor kan jeg ikke holde til at ride lige så mange timer som tidligere, så jeg har et job ved siden af som digital marketingkoordinator.«
I gennemsnit rider Thomas Kolborg Johansen 8-10 heste om dagen. Når Camilla Vincents kommer hjem fra arbejde, rider hun også lidt, og for at det hele hænger sammen, kommer Thomas Kolborg Johansens mor også tit og hjælper til.
Og den hjælp får de muligvis brug for endnu mere af.
Camilla Vincents er nemlig gravid, og om et par måneder kommer en lille ny til verden.