Gratis eksperthjælp skal styrke Ebeltofts butikker i lavsæsonen
Hana Franova er en af de butiksejere i Ebeltoft, der får gratis hjælp til markedsføring og forretningsstrategi i samarbejde med erhvervsenheden hos Syddjurs Kommune. Kommunens erhvervsenhed forsøger at hjælpe de erhvervsdrivende til at klare lavsæsonen.
»Det har været et hjerteprojekt at lave de her flødeboller, og vi har virkelig kæmpet. Men vi blev ramt af, at vi ikke har kigget på det her som en forretning, der skal tjene penge,« fortæller Hana Franova, der ejer butikken Usædvanlige Flødeboller i Ebeltoft.
De ser dig, og så hjælper de
Når sommersæsonen er ovre, og badegæsterne forlader sommerhusene, kan det ses på gågaden i Ebeltoft og dermed også på butiksejernes regnskaber. I værste fald kan det resultere i, at butikkerne i gågaden lukker.
Derfor takkede Hana Franova ja til et tilbud fra Syddjurs Kommune, da de henvendte sig i efteråret, så hun kunne optimere sin butik, også selvom butikken overordnet set har et sundt forretningsgrundlag, er vinteren stadig udfordrende.
Tilbuddet indebar sparring og hjælp til at udvikle sin forretning i samarbejde med professionelle konsulenter.
»Det har ikke kun været marketing og sociale medier. Vi har også haft en workshop, ’Boost din butik’. Henover tre forskellige aftener, har vi fokuseret på strategi, AI, medarbejdere, og hvordan man skaber gode resultater. Det har været virkelig, virkelig godt og fantastisk input. Med en lille bitte sætning eller tip, kan det fuldstændig ændre måden, man tænker forretning på,« fortæller Hana Franova.
Christina Busk er leder for Erhvervsenheden i Syddjurs Kommune, der på nuværende tidspunkt skal køre projektet i 2025. Alle i kommunen med et CVR-nummer er velkomne til at ringe og bede om samme slags hjælp.
Selv fortæller Christina Busk om projektet:
»Vi ønsker selvfølgelig at hjælpe dem til at tænke mere strategisk omkring butiksudvikling, men der kommer også i løbet af efteråret hjælp til at forbedre sin butiksoplevelse. Hvordan skal der dufte i min butik, se ud, hvordan skal belysningen være?«
Christina Busk forklarer at webhandel, men også et ændret adfærdsmønster hos forbrugere er med til at presse detailhandlen, selvom mange butikker kan klare sig. Det er bare vigtigt, de fortsætter med at holde åbent, for detailhandel er vitalt for både en bys økonomi og image.
Indtil videre har Christina Busk og Erhvervsenheden ikke præcise tal på effekten. Butiksejeren Hana Franova har heller ikke kunne mærke den store forskel på salget af flødeboller endnu. Alligevel mener Hana stadig, at dagligdagen har ændret sig i takt med, at hun har fået nye redskaber:
»Jeg har for eksempel hele tiden været på LinkedIn, men jeg har ikke været så tryg ved at være der, for jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle skrive til alle de her kloge mennesker, selvom jeg burde gøre det for at ramme de større firmaer med flødebollerne. Men de her eksperter har hjulpet mig til at til at ramme større firmaer, der kan være potentielle kunder.«
Resultater i andre turistbyer
Men kigger man vest på i stedet, kan der måske findes et svar på, hvor effektivt initiativet faktisk er.
De seneste otte år har Ringkøbing Kommune arbejdet med mange lignende tiltag med henblik på at hjælpe detailhandlen gennem byens Handelsråd. Det har ført til et stigende antal butikker i byerne, der også kæmper i vinterhalvåret grundet faldet af turister.
De har blandt andet forsøgt sig med én-til-én dialog, hvor butiksejerne har været i jævnlig kontakt med Ringkøbing Fjords Handelsråd. Det har de blandt andet gjort i tæt samarbejde med byens formænd for handelsstandsforening. Formændene har her gjort benarbejdet lokalt i byen, hvor de har informeret butikkerne om de forskellige tilbud fra Handelsrådet, som har været mere effektivt end at sende en upersonlig kommunemail, ejerne ofte ikke klikker på.
Blandt andet har de også tilbudt hjælp til markedsføring, strategi, økonomi og sociale medier, ligesom Syddjurs Kommune nu giver Hana Franova fra Usædvanlige Flødeboller.
Et nyligt eksempel hos Ringkøbing Kommune, er, at de netop hyret en specialist i driftsøkonomi til at rådgive butiksejerne. Det fortæller direktør for rådet, Jacob Muldkjær Rasmussen:
»Det kan være, man brænder for at sælge sko, og det er rigtig godt, men at de har god økonomi forståelse er også vigtigt for os. Vi spurgte butiksejerne, og det var der mange, der gerne ville have hjælp til.«
Troen på langt sigt
Der er ingen tvivl om, at initiativet fortsætter hos Ringkøbing Fjord. Men selvom butikslivet i Ringkøbing har udviklet sig positivt, har der også været tab undervejs.
»Der er selvfølgelig butikker, der er lukket undervejs, men de er blevet erstattet af nogle andre. Så selvom detailbutikker lukker, kan vi få en ny restaurant eller Café, der erstatter dem.«
Hana Franova fra Usædvanlige Flødeboller, er glad for sin nye viden og taknemmelig over at få hjælp fra professionelle, der under normale omstændigheder ville koste mange penge at hyre:
»Jeg kan mærke, at jeg føler mig mere stærk. Det er for tidligt at spørge til ændringer, men der er ændringer hos mig. Jeg tænker anderledes, snakker mere med kunderne. Og nu tør jeg også række ud og spørge om feedback. Det gjorde jeg ikke før.«
Hana Franova vil også opfordre andre butiksindehavere I Ebeltoft til at sige ja til tilbuddet eller kontakte kommunen for at få samme hjælp, også selvom man ikke nødvendigvis er lukningstruet:
»De ser dig, og så hjælper de. Og måske ville en lille butik vil aldrig have råd til at betale sådan nogle professionelle. Men gennem det her, så har du mulighed for at møde virkelig stærke navne, som hjælper dig virkelig godt på vej.«