Distriktsrådet får nyt medlem: Erfaren vejingeniør træder ind
Lars Bonde, mangeårig vejingeniør og projektleder ved først Syddjurs Kommune og før da Rønde Kommune, ny mand i Rønde Distriktsråd, hvor han afløser formand siden dannelsen i 2011, Carsten Skivild.
Denne havde ingen set komme forud for generalforsamlingen i Rønde Distriktsråd, men til mange af de henved 50 fremmødtes overraskelse blev der fundet en afløser for Carsten Skivild, markant formand for distriktsrådet siden dets dannelse i 2011.
Lars Bonde, mangeårig vejingeniør og projektleder ved først Syddjurs Kommune og før da Rønde Kommune, rakte efter lidt summen hånden op og annoncerede, at han var interesseret i at tage over.
Så sådan blev det.
Bestyrelsen konstituerer sig 28. april.
Afgåede Carsten Skivild, en central skikkelse i Rønde, havde meddelt, at han trådte ud af bestyrelsen på grund af alder. Skivild har haft en imponerende karriere som filialdirektør for Danske Bank i Rønde og formand for Rønde Handelsstandsforening.
Han vil fortsat være engageret i Røndes udvikling som repræsentant for Rønde Distriktsråd i det udvalg, der skal lave et oplæg til en svømmehal i Rønde.
Ros til nyindretning
Lars Bonde var en af de Rønde borgere, som Din Avis Syddjurs bad om en kommentar fra, da Syddjurs Kommune i november 2023 inviterede til borgermøde om et nyt look til Hovedgaden forud for det projekt, som er på nippet til at starte og som involverer både spildevand i form af Aqua Djurs og Syddjurs Kommune.
I modsætning til mange af de øvrige borgere mente Lars Bonde ikke, at trafikmængden på Hovedgaden er det store problem:
»Trafikmængden på Hovedgaden er ikke det store problem. Den er fortsat den samme som for fem år siden på trods af, at vi er blevet flere borgere og trafikanter. Det er et udtryk for, at mange automatisk vælger motortrafikvejen. Jeg synes også, at trafikanterne generelt kører ordentligt.«
»Men der er nogle ting, der skal løses, f.eks. når du skal svinge til venstre ud på Hovedgaden ved Kaløtorvet og ved Busterminalen. Så skal der være nogle flere overgange, tre i min optik, også fint nok med træer ude i kanten. Vejbanen er bred nok til det. Træerne har ingen betydning for trafiksikkerheden, men vil give Hovedgaden et smukkere udtryk.«
Lars Bondes synspunkter om Hovedgadens fremtid stemmer godt overens med de planer, der er ved at blive realiseret.