Der er fuld gang i forberedelserne inden prinsessens fødselsdag: »Flere troede, at invitationen var spam«
Den 11. april bliver prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag afholdt på Aarhus Rådhus. Det kræver planlægning af både Aarhus Kommune og Østjyllands Politi.
Når prinsesse Isabella fylder 18 år og skal fejres på Aarhus Rådhus fredag den 11. april, er det ikke kun en stor dag for kongehuset. Det er også en omfattende opgave for Aarhus Kommune og Østjyllands Politi, som skal få tingene til at gå op i en højere enhed.
Til fødselsdagen er der inviteret omkring 300 deltagere. Af dem er der blevet udtrukket 70 unge aarhusianere, som alle har fået lov til at tage en ven med.
Ligeledes kommer også 100 unge fra forskellige organisationer som blandt andet Aarhus Ungdommens Fællesråd. Derudover er der inviteret 100 aarhusianere fra ungdomsuddannelserne i Aarhus, og resten af deltagerne er folk fra byrådet.
Det vil sige, at to tredjedele af gæsterne er unge i aldersgruppen 17-19 år.
Aarhus Kommune er i gang med forberedelserne til den store dag, som kræver god planlægning. Det er Charlotte Kirk Elkjær, som er eventchef hos Aarhus Kommune, og hun står for den overordnede planlægning af fødselsdagen.
»I forbindelse med at der er blevet udtrukket 70 aarhusianere, der skal med til prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag, har de unge aarhusianere fået et telefonnummer, som de kan ringe til, hvis de har nogle spørgsmål. For nogle unge er det måske første gang, at de skal til sådan en slags fest,« siger hun.
Udover det har Aarhus Kommune fået lavet en særskilt hjemmeside, hvor de unge, der er udtrukket til fødselsdagen, kan blive informeret om selve dagen og få svar på eventuelle spørgsmål.
»Vi prøver at tage dem i hånden, i forhold til at de kan ringe til os med deres spørgsmål eller tjekke op på hjemmesiden. Det er der mange, som har gjort brug af. I starten ringede flere ind og spurgte, om det kunne passe, at de var blevet udtrukket som vindere, fordi de troede, at det var spam. Der er også mange, som har ringet og spurgt ind til, hvordan man tolker den dresscode, der står på hjemmesiden.«
Underholdning i øjenhøjde med prinsessen
»Det er primært unge mennesker, som skal underholde den unge prinsesse. Det er min opgave, at hele programmet spiller og er præcist de to timer, det skal vare,« siger Charlotte Kirk Elkjær.
Gæsterne til prinsessens fødselsdag kan blandt andet se frem til, at der bliver serveret kager lavet af unge fra Aarhus Tech. Der kommer dansere fra ESAA, der er elitesportsudøvere i Aarhus. I forhold til musik har Spot Festival været med til at udvælge musikalske indslag til fødselsdagen.
»Vi har flere samarbejder i forbindelse med fødselsdagen. Blandt andet har vi også et samarbejde med VIA University College og Lifestyle & Design Cluster om bæredygtigt fashion.«
Hun understreger, at programmet bliver forholdsvis let, nu hvor det ikke varer så lang tid.
»I forhold til at prinsessens fødselsdag bliver afholdt på Aarhus Rådhus, skyldes det, at kongehuset henvendte sig til kommunen med en høflig forespørgsel. Det er vi meget glade for, og vi sagde med det samme ja til at fejre prinsessen.«
Sikkerhed og overblik før den royale dag
Østjyllands Politi er også i fuld gang med at forberede det kongelige besøg.
»Vi er i fuld gang med planlægningen af den politimæssige opgave under arrangementet. Vi udarbejder blandt andet en trusselsvurdering og er i dialog med de andre aktører som f.eks. Aarhus Kommune og PET, så vi kan sikre, at fejringen forløber godt og trygt for alle deltagerne. Vi kommer både til at være synligt til stede, men der vil også være nogle, man ikke ser, men som er i området,« siger Brian Voss Olsen, der er politiinspektør ved Østjyllands Politi.
Han fortæller, at de glæder sig til opgaven, og de har god erfaring med kongeligt besøg i Aarhus.
»Det er først og fremmest en festlig dag, og det vil selvfølgelig også afspejle sig hos betjentene, hvor nogle måske møder op med det hvide overtræk på hattene, som bruges til særligt festlige lejligheder.«
De har sat ekstra bemanding og bruger lidt flere ressourcer, end de plejer, den pågældende dag.