»Få tjekket din altan«: Fejlmonteret altan styrtede ned - Nu advares om, at det kan ske igen
En altan på en ejendom i Aarhus styrtede sidste år ned, mens en flok unge mennesker opholdt sig på den. Nu advarer Skanderborg Kommune om, at det samme kan ske igen.
Ved et mirakel kom otte unge mennesker kun lettere til skade, da den altan, de befandt sig på, rev sig fri af væggen og styrtede 3,5 meter ned. Ulykken skete i en ejendom i Peter Sabroes Gade i Aarhus i september sidste år.
Årsagen til ulykken viste sig at være en fejlmontering af altanen. Firmaet, der monterede altanen, er det nu konkursramte . Efterfølgende er det kommet frem, at Ødum Smede- & Maskinfabrik også står bag fejlmonterede altaner på andre ejendomme i Aarhus.
For et par dage siden opfordrede Teknik og Miljø i Aarhus ejere af ejendomme med altaner til at få tjekket deres altaner. Samtidig gjorde de Skanderborg Kommune opmærksom på, at Ødum Smede- & Maskinfabrik også har monteret altaner på en ejendom her i kommunen.
Hvis man har en altan, som er monteret af Ødum Smede- & Maskinfabrik, anbefaler vi, at man får foretaget en vurdering af en fagpersonKaren Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø
Fagfolk er i gang med at kontakte ejerne af ejendommen, men samtidig går Skanderborg Kommune nu ud med en opfordring til alle ejere af ejendomme med altaner om at få tjekket, hvem der har monteret dem – og få dem gennemgået af fagfolk, hvis det viser sig at være det konkursramte firma Ødum Smede- & Maskinfabrik.
»Hvis man har en altan, som er monteret af Ødum Smede- & Maskinfabrik, anbefaler vi, at man får foretaget en vurdering af en fagperson. Det gælder både bolig- og erhvervsejendomme,« understreger Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune, i en pressemeddelelse.
Kommunen har ikke identificere andre byggerier, hvor firmaet har stået for monteringen, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er sager. Firmaet kan eksempelvis have været underleverandør i byggerier og så fremgår navnet ikke nødvendigvis i sagsmaterialet i en byggesag.
Derfor opfordres ejere til selv at tjekke dokumenterne på deres ejendom i byggesagsarkivet, og om nødvendigt kontakte en byggesagkyndig.
»Det er ejers ansvar, at en altan er forsvarligt monteret og sikker at bruge. Derfor er altid det en god idé at gennemgå dem med mellemrum – uanset hvem der har sat dem op,« tilføjer Karen Margrethe Høj Madsen.
Som ejer af en ejendom kan du i mange tilfælde se i kommunens byggesagsarkiv, hvem der har udført arbejdet på ejendommen. Du kan se Kommunens byggesagsarkiv på skanderborg.dk - søg på byggesagsarkiv.