Er flyttet til den eneste by i kommunen, der vokser: »En by, hvor folk smiler til hinanden«

Auning giver os det hele. Og der er nogen at blive gamle med

Sif Frostholm, 28 år. Flyttede til Auning med sin kæreste Nikolaj. Sammen har de børnene Leo og Carla.

Jeg flyttede til Auning med min kæreste Nikolaj og vores to børn i maj 2022. Vi boede i en lejlighed i Randers, men med en lille dreng på vej og kun 80 kvadratmeter, kunne vi mærke, at vi havde brug for noget andet. Vi ville have hus, have og luft.

Nikolaj er fra Hornslet-området, og selv er jeg fra Sjælland, så det gav mening at finde noget i nærheden af hans forældre. Jeg gad godt have boet helt ude på landet. Det tror jeg ikke nødvendigvis Nikolaj havde et ønske om, og jeg havde også det krav, at det skulle også være med institutioner og indkøbsmuligheder, som er relativt tæt på.

Auning gav på en måde det hele: tæt på familie, både institutioner og indkøbsmuligheder. Og det gav økonomisk mening.

Vi købte vores hus for 1,8 millioner kroner. Skulle vi have haft det samme i Hornslet, havde det nok kostet over tre millioner. Det siger lidt om forskellen.

Det var også vigtigt for os, at byen ikke var alt for stor. Jeg ville gerne have lidt landsbyfølelse, og selvom vi bor på Vestergade, hvor der er en del trafik, så er der stadig ro og grønne områder tæt på.

Auning er en by, hvor folk smiler til hinanden, når man går forbi. Det føles som et fællesskab. Jeg kendte ingen, da vi flyttede hertil, men gennem børnene i institutionen har vi lært flere at kende. Vores venner er endda flyttet hertil efter os, fordi de gerne ville bo tæt på os, og det synes jeg også, der siger meget om byen.

Der sker faktisk en del. Vores søn går til fodbold i Auning IF, og vi bruger svømmehallen. Vi er ikke superaktive i foreningslivet, men vi bruger det. Og vi kan mærke, at der er en energi og vilje til at få ting til at ske i byen.

Noget af det, jeg virkelig værdsætter, er, at Auning ikke føles som en soveby. Der er liv i gaderne, især om eftermiddagen, når folk henter børn, handler og møder hinanden. Vi handler lokalt – både i Netto, Brugsen og de små butikker. Det gør en forskel, og det er hyggeligt, at man kan gå en tur i Tøjeksperten, når Nikolaj mangler en t-shirt.

Der er mange gode initiativer, som for eksempel Auningløbet, sommerfesten og sankthans. Jeg kunne dog godt ønske mig, at man i højere grad tænkte alle med. Når sankthans først starter klokken ni, så er det svært for os med små børn. Og en sommerfest, hvor man både skal betale entré, selv tage mad med og købe drikkevarer, bliver hurtigt en dyr fornøjelse.

Det er ikke, fordi vi ikke vil bakke op. Vi vil nemlig rigtig gerne. Det handler bare om, at man rammer bredere og gør det mere tilgængeligt.

Vi kan sagtens se os selv blive boende i Auning. Vi har, hvad vi skal bruge, og i og med at vi kender flere og flere, så er der også nogle at blive gamle sammen med. Der er jo også seniorgymnastik – vores ven er endda blevet overtalt af naboen til at gå til det, selvom han er den eneste unge der.

Det betyder noget at bo et sted, der vokser. Ikke eksplosivt, men stille og roligt. Det er ikke en by, der dør ud, og det føles trygt for os og for vores børn.

Jeg savner Pindstrup – men Auning var den rigtige beslutning

Hans Christian Baltzer, 82 år, tidligere borgmester i Midtdjurs Kommune og medlem af byrådet i Syddjurs, bor på Akacievej sammen med sin kone.

Jeg er født og opvokset i Pindstrup, og der har jeg boet det meste af mit liv. Jeg har været borgmester, fabriksarbejder og aktiv i foreningslivet i mange år. Og ja, mit hjerte banker stadig for Pindstrup – men for et år siden tog jeg og min kone beslutningen om at flytte til Auning. Det var ikke let, men det var rigtigt.

Min kone begyndte at få det dårligere. Hun kunne ikke længere klare haven og huset. Jeg kunne heller ikke. Så vi måtte finde noget, der passede bedre til vores behov. Vi fandt et mindre hus i Auning – tre værelser, stue, køkken og et godt badeværelse. Jeg skulle have mit eget rum. Min hule, som jeg kalder det. Et sted til mine papirer, idéer og mit skriveri.

I alle mine år som politiker kæmpede jeg for, at der skulle bygges flere og bedre boliger i Pindstrup. Men ingen boligforeninger ville investere. De små boliger på Toftevejen var for trange til os. Og nu kan jeg se, at mange andre ældre også flytter herhen til Auning – fordi mulighederne simpelthen er bedre.

Jeg har brugt biblioteket i Auning i årevis. Også før jeg flyttede. Jeg var med til at lave pop-up bibliotek i Brugsen i Pindstrup, men der er nu noget særligt ved at gå ind i et rigtigt bibliotek. Jeg elsker bøger. Har gjort det siden jeg var dreng. Nu bor vi tættere på det – og tættere på alt det andet, man har brug for, når man bliver ældre: apotek, læge, butikker. Det giver tryghed.

Vores datter er også flyttet til Auning – hun arbejder i hjemmeplejen og havde alligevel sin gang i byen. Nu bor hun tæt på os, og det betyder mere, end jeg troede. Hun kommer og hjælper, og vi ser hinanden meget mere. Det giver ro i maven at vide, at hun er lige i nærheden.

Auning har meget, men jeg mener stadig, at vi mangler et erhvervsgymnasium eller en håndværkeruddannelse i byen. Vi har masser af lokale håndværksvirksomheder i Auning, men de unge skal rejse væk for at tage en uddannelse. Det er ærgerligt. Vi kunne holde på flere, hvis de kunne uddanne sig her.

Og så mangler vi noget så simpelt som en byggemarkedsbutik. Når jeg skal bruge fire skruer, skal jeg køre til Rønde eller Grenaa. Det er da tosset. Der burde være en lokal løsning. Vi har jo nogle ledige lokaler, så det kunne jo blive til et sted, hvor man kan bestille sådan nogle ting til, og så hente dem her.

Flytningen var ikke nem. Det gør stadig lidt ondt. Jeg er Pindstrupmand med hud og hår, og det vil jeg altid være, så selv om den fysiske afstand ikke er lang, så var det et stort mentalt skridt. Men vi er faldet godt til i Auning. Folk er venlige, og jeg kender mange i forvejen fra mit politiske arbejde og mit liv i foreningslivet.

Vi kunne ikke blive boende i det gamle hus. Og så er Auning heldigvis et godt sted at blive gammel.