Bjørn var ikke i tvivl, da han så de døde dyr på marken: »Vi kan ikke fortsætte med en ulv i baghaven«

Selvom det er søndag, og der er forår og fuglekvidder i luften, har Bjørn Gaarden en underlig fornemmelse i kroppen, da han søndag på vej til kirke nærmer sig den mark nær Såby i »grænselandet« mellem Horsens og Skanderborg Kommune, hvor han har sine får gående.

Allerede på afstand bliver han klar over, at noget er rivende galt. Hvor der burde have været små 200 græssende får, er der nu kun en tredjedel tilbage. Resten har søgt tilflugt i naboernes haver.

Et øjeblik senere står han over for et makabert syn: tre døde får med struben flået over.

»Fårene går på 15 hektar, hvor vi har delt dem op med cirka 65 får i hver sin fold. Der var omkring et par hundrede. I hver fold er der et område med lidt mere kuperet terræn, og hvert af de steder ligger der et dødt får. Da er jeg faktisk slet ikke i tvivl om, at det nu er blevet vores tur til at opleve et ulveangreb,« fortæller Bjørn Gaarden.

»I alle de 22 år, jeg har haft får, har jeg aldrig nogensinde før oplevet, at fårene er kommet uden for folden. De har stor respekt for eltråden i hegnet, men ulven har simpelthen presset dem gennem hegnet.«

En enlig hanulv kan komme langt omkring på et døgn, og derfor beslutter Bjørn i første omgang at genne fårene tilbage i folden og lade dem blive der.

»Vi taler lidt om, hvad vi kan gøre, og bliver enige om, at ulven sikkert allerede er over alle bjerge.«

Ulven kom igen

Men der tager Bjørn og hustruen Ingrid Løgstrup fejl. Natten til mandag er ulven tilbage i fårefolden.

»Da jeg kigger til dem mandag morgen, er der igen et får, der er jaget gennem indhegningen. Det er bidt i både struben og bagi. Det og fire andre får er så skambidte, at de må aflives.«

»Der er også et får, der er helt forsvundet. Jeg tror, det ligger ude i søen – at ulven har jaget det derud, altså presset det fremad, indtil det til sidst er gået ud i søen for at slippe væk, og så er det druknet,« gætter Bjørn.

Søndag er der ikke det store at mærke på fårene, men efter endnu en omgang natlige rædsler med ulven er det mandag morgen tydeligt, at fårene er mærket af oplevelsen.

»Vi var overraskede søndag over, at fårene ikke var mere kuldrede, men mandag kunne vi tydeligt mærke, at de var angste. De holdt hovederne højt og klumpede sammen, noget, de ellers aldrig gør. Normalt går de spredt over hele marken,« fortæller Bjørn.

Mandag beslutter Bjørn at rykke fårene til en mark ved Dørup, men med blandede følelser, for hvis ulven er ved Såby, kan den i princippet også lige så godt være ved Dørup.

»Vi har set opslag om, at folk har set ulve ved Sukkertoppen. Den kan jo nemt gemme sig i skovene,« indskyder Ingrid.

Da de første følelser får lagt sig, er det vreden, der sidder tilbage i Bjørn.

»Jeg bliver så harm«

»Ulven har jo ikke engang slået fårene ihjel, fordi den er sulten. Havde den slået et får ihjel og ædt det, så var det til at forholde sig til. Men her tager den livet af tre får og skambider fem andre. Kun et får har ulven spist af – og jeg tror ikke engang, at den har spist et kilo,« konstaterer han.

»Vi har aldrig nogensinde forestillet os, at ulven ville komme så tæt på os. Jeg har altid sagt, at hvis først vi begyndte at se ulve her, så er det slut med at avle får. Vi er fåreavlere på hobbyplan og bruger utrolig meget tid på det. Der skal ikke så meget til, før det ikke kan betale sig økonomisk,« tilføjer Bjørn.

Men et er ulven. Den er kun et dyr, og det er dens natur at jage. Det, der mest af alt gør Bjørn vred, er følelsen af, at mens der holdes en hånd over ulven, så er det fåreavleren, der sidder i saksen.

»Jeg bliver så harm, det må jeg indrømme. Det her kommer til at give os en masse ekstraarbejde. Vi er ikke ulvefjendske. Ulven er et spændende dyr. Men vi kan bare ikke fortsætte som fåreavlere med en ulv i baghaven. Selvom vi kan få tilskud til ulvehegn, så er det stadig en kostbar investering, som slet ikke kan svare sig for os økonomisk. Desuden kræver det rigtig meget arbejde at få det etableret. Der er i forvejen meget arbejde med fårene, og der er jo bare os to til at gøre arbejdet. Og selv hvis vi investerede i et ulvehegn, så er det jo ikke nogen garanti for, at ulven ikke slipper ind alligevel. Det hører vi igen og igen fra andre fåreavlere,« konstaterer han.

Stod det til Bjørn, burde fredningen af ulven ophæves, så det var tilladt at skyde den.

»Men det kommer jeg næppe til at opleve i min tid. Der er jo også noget EU i det,« tilføjer han. Danmark kan nemlig ikke bare selv beslutte at ophæve fredningen af ulven, fordi den siden 1992 har været fredet i henhold til EU’s habitatdirektiv.

»Jeg synes, folk i Skanderborg skal vide, at nu er der også en ulv her. Efter min mening så er Danmark for lille til, at der både kan være fåreavlere og ulve. Jeg sidder lidt med en følelse af, at det kommer til at gå os, som det gik minkavlerne. Os kan man også sagtens undvære.«

Et dyrt bekendtskab

Bjørn og Ingrid er ikke i tvivl om, at ulveangrebet kommer til at koste dem dyrt, selvom de får kompensation for de dræbte dyr. Ud over de otte døde dyr og det ene, der er forsvundet, frygter de nemlig, at mødet med ulven vil påvirke antallet af læmninger til august.

»Det er kort tid siden, at fårene blev parret. Det er en kendt sag, at fårene ikke må stresses, mens de er drægtige. De skal have så rolige omgivelser som muligt i den periode. Stressede dyr kan absorbere deres fostre. Vi er bange for, at de ikke vil få det samme antal lam, som de plejer, og det bliver dyrt for os,« forklarer Ingrid.

Både søndag og igen mandag kontakter Ingrid Naturstyrelsen. Vildtkonsulenten, der kommer forbi begge dage, er Christian Qvortrup fra Naturstyrelsen i Søhøjlandet.

Til Bjørn og Ingrid forklarer han, at det er et atypisk tilfælde, men at det kan handle om en ung hanulv, der først er ved at lære at jage.

»Ifølge vildtkonsulenten havde mange af fårene stopbid. Det er bid, hvor den tager fat i bagparten på fåret og bider en luns af. Hvis den så bliver distraheret, måske fordi der kommer andre får tonsende forbi den, så slipper ulven og bider fat i et andet får. Derfor var der så forholdsvis mange stopbid. Det er med til at indikere, at det er en ulv,« forklarer Ingrid.

Selvom Christian Qvortrup finder det sandsynligt, at det er tale om et ulveangreb, kan han ikke fuldstændig udelukke, at fårene er blevet angrebet af en stor hund. Derfor har han taget prøver fra de døde får til dna-analyser.

»Det første, jeg kigger efter, er bidsår, og om der er blødninger i vævet efter bidsårene. Det er der her, og derfor kan det udelukkes, at der er tale om selvdøde dyr. Der er forskellige kendetegn ved ulv og ved andre dyr, for eksempel hund. Fordi jeg ikke er 100 pct. sikker på, at det er en ulv, der har angrebet, har jeg taget prøverne til dna-analyse, og derfor kan jeg først om seks uger sige med sikkerhed, om det er en ulv, der har angrebet fårene,« forklarer Christian Qvortrup til Din Avis Skanderborg.