Fortsæt til indhold

Sød musik fra Ebeltoft Harmonikaklub gennem fyrre år

Ebeltoft Harmonikaklub har 40-års jubilæum i år.

Samfund
Anette Bonde

Man kan ikke færdedes i Ebeltoft ret længe uden at være stødt på sprøde toner fra Ebeltoft Harmonikaklub. De gæve musikere lader sig gerne overtale til at spille op, når der kaldes.

Denne mandag aften besøger Ebeltoft Folketidende harmonikaklubben på deres faste øveaften i Aktivitetshuset.

Det er nemt at finde øvelokalet, man går blot efter lyden. Indenfor sidder ni harmonikaspillere og en enkelt fløjtenist i en kreds og spiller nummeret til ende. Så lyder det ”Velkommen, kom indenfor”.

Inden kaffepausen findes noderne til Renato Buis smukke stykke ’Promenade Parisienne’, på dansk kaldet ’Pariser Bummel’. Da musikerne sætter i gang, er man pludselig hensat til en forårsaften ved Seinen med poesi og liflig musettespil.

I pausen kommer kaffe og kage på bordet, og så går snakken.

Solnedgang og Ebelfestival

Ebeltoft Harmonikaklub spiller som nævnt viden om. Om sommeren lyder tonerne ud over vigen, når solen hver tirsdag aften i juli spilles ned fra udendørspladsen Horisonten.

Mandag eftermiddag om sommeren flytter harmonikaklubben sit øvelokale udenfor og spiller på Fregathavnen. Musikerne stiller op ved efterårets Ebelfestival, og så har de flere gange spillet på plejehjemmet Søhusparken i Ebeltoft, ligesom beboerne på kommunes øvrige plejehjem og aktivitetscentre har nydt godt af deres musik.

Harmonikaklubben får stillet øvelokalet til rådighed af Syddjurs Kommune kvit og frit, og efter ansøgning til kommunens Kultur og Fritid får de to gange årligt bevilget penge til en ekstern underviser. Til gengæld spiller de gratis på ældrecentrene og aktivitetscentrene.

Listen er lang over de steder udenfor kommunen, hvor de også har optrådt. De har spillet til Havnekoncert i Ry, i Blåhvalen i Hevring, Mariehaven i Ansager, Tirsdagsklubben i Hadsten, Stationen i Hinnerup, Optimisterne i Thorsager og mange andre steder.

Tit når de er ude at spille, medbringer de et sanghæfte, så publikum kan synge med.

De fleste af musikerne spiller også i andre sammenhænge. Det kan være som duo, trio eller med flere musikere, hvor de som frivillige underholder på plejehjem og aktivitetscentre, spiller til folkedans og andet.

Seks år i træk, fra 2012 til 2018 arrangerede klubben harmonikatræf over to dage for harmonikaspillere, der kom myldrende til fra hele Jylland. Cirka 100 mødtes i det tidligere Kulturministeriet i Ebeltoft. Selv drager de også ud på træf, og de har blandt andet været i Videbæk, Viborg, Horsens, Galten og Grenaa.

Spilleglæde og fællesskab

Drivkraften er ikke penge, men spilleglæde og det gode fællesskab. Alle indtægter går til harmonikaklubben, og så bruges de til koncertbilletter, til spisning og forplejning, når medlemmerne drager til harmonikatræf, eller til andet fælles bedste.

»Nå ja, vi får da også en gewesen ind imellem,« lyder det fra Søren Madsen.

Kirsten R. Pedersen tilføjer:

»Vi er ret gode til de gode liv.«

»Nå ja, og hvis vi synes, at vi fejler noget, tør vi ikke sige det højt, for så kommer Ulla med nålene,« siger Søren Madsen med et hint til Ulla M. Laigaard og hendes evner for akupunktur.

»Nej, vi fejler aldrig noget her,« smiler Grethe Pedersen.

»Det er en god gruppe, hvor man slapper af og føler sig godt tilpas,« konkluderer Ulla M. Laigaard.

Har nogen brug for en hånd, træder de andre til. Det gælder hjælp i en snæver vending for eksempel med pakning af bil, og også med reparation af instrument. Da Kirsten R. Pedersens harmonika sagde en mærkelig lyd, tog Bjarne Thestrup den med hjem og reparerede den, og i aften har hun en ekstra harmonika med til Ulla M. Laigaard, der så kan låne den, mens Bjarne Thestrup reparerer hendes egen.

Underviser ikke, men hjælper hinanden

Medlemmerne af harmonikaklubben har alle spillet i en lang årrække, og det er da også et indforstået krav, at man ikke skal være total nybegynder for at kunne starte.

»Vi underviser ikke, vi hjælper hinanden,« forklarer Kirsten R. Pedersen. Hun har selv spillet i 15 år.

De øvrige denne aften er Grethe Pedersen, der har spillet i 15 år, Ulla M. Laigaard i 40 år, Jette Larsen har spillet fløjte i 20 og spiller også klarinet og harmonika, Bent Jensen, der også spiller klaver, har spillet harmonika en årrække men har først fået bas-hånden med i de seneste tre år, Bjarne Thestrup har spillet harmonika i 25 år, Søren Madsen i 46 år, Børge Madsen, der også spiller bas, har spillet harmonika i 35 år og Frede Lysdal i samfulde 70 år. Derudover er der en violinspiller, en på savblad, og en, der bor på Sjælland og dukker op, når han er i området.

Mange af musikerne bor i Ebeltoft, men en del skal køre et stykke vej for at komme til øvning, blandt andet fra Foldby, Aarhus, Rønde, Ugelbølle og Mørke.

Alle medlemmer af harmonikaklubben har i tidens løb kommet med ønsker, og repertoiret er derfor også meget blandet. Det består af 300-400 numre med alskens musik indenfor slagere, gårdsangerviser, svensk og norsk folkemusik, tysk og fransk, musicals med mere.

Nu er kaffepausen slut, og musikerne indtager deres plads og finder instrumenterne frem igen. Det er blevet tid til ’Fredagsstemning’ af Lundum Andersen.