85-årige Ulla Jensen er en berejst kvinde med mange oplevelser i rygsækken: »Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle blive ensom«

Ulla Jensen tager et sug af sin cigaret. Pakken, der blev åbnet i morges, er allerede halvt tom. Formiddagssolen bager på terrassen, og hun mærker solens varme mod sine sorte bukser. Selvom kalenderen kun siger marts, har hun bare en strikcardigan over sin sorte bluse.

En gang imellem kommer en hundelufter gående på stien uden for hendes terrasse. Men ellers er der stille. Meget stille.

»Det kan ikke vare længe, før fuglene rigtig begynder at komme,« siger Ulla, mens hun med cigaretten peger op på en stribe af fuglekasser, der er placeret på det offentlige græsareal foran hendes terrasse.

»Der er allerede flyttet nogle ind i de øverste. Men de to nederste vil de ikke bo i,« konstaterer hun undrende.

Hun tager et hiv mere af cigaretten. På terrassen står krukker, hvor roserne inden længe vil begynde at skyde. Normalt er terrasserne på plejehjemmet kun halvt så store, men Ulla har betalt for at få udvidet sin.

For hun har altid elsket blomster, at holde have og at være udenfor. I sine yngre dage havde hun hus med stor have, hvor blomster i alverdens farver stod sirligt indrammet i velholdte bede.

»Ja, der var engang - er det ikke sådan, man synger,« spørger Ulla retorisk.

Nu må hun nøjes med de beskedne krukker. Ulla har gigt i knæene og er afhængig af sin rollator. Hun er 85 år og har boet på plejehjemmet i halvandet år nu. Hun klarer det meste selv og får kun lige lidt hjælp til bad - mest for tryghedens skyld, fordi hun frygter at falde.

Et par gange om ugen kommer datteren Trine på besøg. Men ellers snakker Ulla ikke rigtigt med nogen. Plejepersonalerne er søde og giver hende god mad, og de husker også hendes medicin. Men de har ikke tid til meget andet end de daglige fornødenheder.

På de mest tomme dage ryger hun en pakke cigaretter om dagen. Så føler hun sig beskæftiget med noget.

Et indholdsrigt liv, der pludselig bliver tomt

Ulla har aldrig før følt sig ensom. Hun har været gift to gange. Hun er uddannet kosmetolog, har haft sit eget parfumeri og arbejdet som sælger og eventarrangør hos kosmetikfirmaet Revlon og senere hos Christian Dior.

Hun har rejst meget. Boet i Sri Lanka og Grønland. Hun havde altid travlt. Arbejdede meget, overnattede på hoteller, spiste ude. Og der mødte hun mange mennesker på sin vej.

Men i 2013 blev hun skilt fra sit andet ægteskab. Det var fint. For Ulla har aldrig villet være afhængig af nogen. Så flyttede hun til Grenaa, for der boede datteren Trine.

Vennerne faldt fra. Nogen døde, andre mistede hun kontakten med. Sådan sker det, når man bliver skilt og flytter. Det vidste Ulla fra sit berejste liv.

Men hvad hun ikke vidste var, hvor svært det ville være at skabe sig en omgangskreds i den alder.

»Det er ikke det samme, som da jeg var gift, arbejdede og rejste. Der mødte jeg mennesker naturligt. Jeg er ikke typen, der bare lige går ud og møder folk bare for at møde folk. Det skal ske naturligt.«

Da Ulla flyttede på plejehjem, var det også i håb om, at der ville være flere at tale med. Men heller ikke det viste sig at være let.

»Mange her er demente, og der er ikke lige nogen, jeg synes, jeg kan have en samtale med, og som jeg har noget til fælles med.«

Ulla beskriver ensomheden som en tom følelse. Hun savner nogen at dele sin tanker med. Men samtidig er hun også taknemmelig for det liv, hun har haft.

»Jeg har haft et så godt liv med et fantastisk spændende arbejdsliv, mange rejser, og jeg har nok oplevet mere end de fleste. Så jeg har ikke noget til gode. Men det er en stor kontrast at gå fra sådan et liv til det her stille liv. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle blive ensom. Det er så tomt.«

Nok lidt vanskelig

Klokken 11.35 begynder Ulla at se på sit armbåndsur. »Nu varer det ikke længe.«

Hun triller ud i fællesrummet med sin rollator. Sætter sig. De er otte beboere til bords til dagens frokost.

En metalskål bliver sat ved Ulla. Hun kigger skeptisk på maden. »Hvad skal vi have til? Er der ingen kartofler?«

»Der er deri, Ulla. Det er blandet sammen. Det er kinakål,« får hun at vide af personalet.

Hun rynker brynene, men øser alligevel en god portion op. Det glider ned uden problemer, og Ulla forsikrer hurtigt de andre om, at det altså smager virkelig godt.

Gaflerne klirer mod tallerknerne.

»Der er ikke en vind, der rører sig i dag,« siger en mandlig beboer, der sidder over for Ulla.

»Men vinden er kold,« svarer Ulla.

Gafler klirer videre.

En af plejerne forsøger sammen med en beboer at balancere metalskålen med mad på saltbøssen. Nogen griner lidt. Men ikke Ulla.

Så er der is. Blommeis. Også det roser Ulla til skyerne. Hun er ikke engang halvt færdig, før hun spørger, om der kan blive til en portion mere. Og det kan der godt.

Næste højdepunkt er kaffen klokken 14.30. Indtil da er det tid til en middagslur. Med rollatoren foran sig triller hun tilbage til sin lejlighed. På væggene hænger malerier, der forestiller blomster. Dem har Ulla malet. På et lille staffeli står et ufærdigt kunstværk.

»Jeg har ikke lysten mere. Den der gnist, den er væk.«

På plejehjemmet er der dagligt aktiviteter. Gymnastik, sang, omsorgsklub. Men Ulla er sjældent med. For andre kan det måske være svært at forstå, hvorfor hun ikke deltager og tager imod de tilbud, der er, når hun jo føler sig alene.

»Jeg er nok lidt vanskelig. Men det føles unaturligt.«

Vil gerne have en besøgsven

Ulla har ønsket sig en besøgsven. Men det er svært, når hun ryger. Ældre Sagen og Røde Kors i Grenaa er endnu ikke lykkedes med at finde en besøgsven, der vil komme i et rygerhjem.

Og det forstår hun da godt. Men cigaretterne er noget af det eneste, der giver hende glæde og beskæftigelse i hverdagen.

»Jeg er 85 år. Hvis jeg har lyst til at ryge, så vil jeg ryge. Sådan er det.«

Men hun tror måske også, at det kunne blive lidt kunstigt at blive sat sammen med en besøgsven. For det var ikke sådan, hun fik venner før i tiden. Så hun ved faktisk ikke helt, hvordan ensomheden kan blive mindre.

Ulla er glad for datteren Trines besøg flere gange om ugen. Men hun ønsker ikke, at hun skal føle sig forpligtet til at komme oftere. Hun skal leve sit liv. Ligesom Ulla har gjort.

I morgen er der spilleklub på plejehjemmet, hvor de skal spille Whist. Det har Ulla faktisk spillet meget i sit liv.

«Hvis jeg kan tage mig sammen, så tror jeg, at jeg vil ned at se, hvem der er der. Måske skulle jeg prøve at være med,« overvejer Ulla for sig selv.