Fortsæt til indhold

Før var de to bag rattet - nu kører Bjarke solo i nyt autoværksted

Bachmanns Autoservice: Nyt autoværksted i Ebeltoft

Samfund
Anette Bonde

Efter at have haft autoværksted i Ebeltoft i ni år sammen med en makker, åbnede Bjarke Bachmann 1. marts sit autoværksted i egne rammer, Bachmanns Autoservice, ligeledes i Ebeltoft.

Han inviterer til en uformel åbningsreception fredag 2. maj fra klokken 12, hvor man er velkommen til at kigge indenfor, se værkstedet og få lidt mad og drikke.

I tidligere autoværksted

Beliggenheden er A. Knudsensvej 9A, og mange bilejere vil nok kende adressen, idet der har været autoværksted tidligere. Det lukkede i november 2024, og heldigt nok for både den tidligere ejer og for Bjarke Bachmann var der en del udstyr og værktøj, som Bjarke Bachmann kunne overtage.

»Et næsten fungerende værksted,« fortæller han.

Det er nu fuldt kørende i kraft af at Bjarke Bachmann også selv havde lidt med fra sit tidligere værksted, og han havde i forvejen samlet til huse. Desuden har han investeret i nyt udstyr, blandt andet diagnoseudstyr.

På ønskelisten fremover er flere p-pladser på udearealet samt en ladeboks.

Både nye og gamle kunder

Der er plads til fire biler ad gangen. Ud over Bjarke Bachmann vil man kunne møde en automekaniker, der har være i branchen i tyve år, og som i Bachmanns Autoservice vil arbejde på flextid. Med på holdet er også skolepraktikant Mads Emil.

Indtil videre har ordrebogen været godt fyldt op.

»Det er ret nemt at få kunderne indenfor. Det er jo en lille by, så nyheden om at jeg er startet her, går fra mund til mund,« smiler Bjarke Bachmann.

Han ser både nye og gamle kunder. Det er selvfølgelig flest fra Ebeltoft og Mols, men nogle kører også en længere tur for at få bilen på værksted hos Bjarke Bachmann. Han har blandt andet en kunde fra Randers, som har fået anbefalet værkstedet af sin datter.

Vild med motorer og biler

Bjarke Bachmann har altid været vild med motorer og biler. Som helt lille legede han med de små legetøjsbiler matchboxes, og som dreng og ung var det knallerter, scootere og biler, han skruede i og kørte rundt i. Som voksen har han også kastet sig over veterankøretøjer i form af en gammel Folkevognsboble fra 1969 og Puch- og Yamaha-knallerter.

Når han kan få det passet ind sammen med familielivet og hans og kærestens tre børn på halvandet, fem og syv år tager han til Padborg Park sammen med venner og kører løb for sjov. Med tiden har han også fået tyske venner, som han kører med nogle gange om året på Padborg Park.

»Jo, det hele går op i biler og motorer,« konstaterer han.