Fortsæt til indhold

Kommune lagde stilen om - Nu er sygefraværet faldet med 25 fuldtidsstillinger

Skanderborg Kommune har gennem længere tid arbejdet på at nedbringe sygefraværet. De seneste tal viser, at indsatsen bærer frugt.

Samfund
sas

En aktiv indsats mod sygefraværet i Skanderborg Kommune har båret frugt. Fra 2023 til 2024 er det gennemsnitlige sygefravær faldet fra 6,3 procent til 5,5 procent. Det svarer til cirka 25 fuldtidsstillinger eller omkring 6.700 sygefraværsdage, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

»Det viser, at vores sygefraværsindsats gør en reel forskel. At vi har fundet den rigtige balance mellem en central fælles HR-indsats med fokus på data og værktøjer og en indsats på den enkelte arbejdsplads, hvor fokus er på relationen mellem leder og medarbejder. Og det er klart, jo færre sygedage, vi har som organisation, des bedre service kan vi levere til borgerne,« konstaterer kommunaldirektør Lars Clement.

En model ændrer ikke noget i sig selv, men vi har skabt en kultur, hvor det er naturligt at tale om sygefravær
Lars Clement, kommunaldirektør

Systematik og kulturændring

På arbejdspladserne i Skanderborg Kommune arbejdes der systematisk med tidlig dialog, langtidssygefravær og hyppigt fravær. Et af værktøjerne er 3-7-14-modellen, hvor lederen følger systematisk op på medarbejdere med sygefravær – blandt andet ved at tage kontakt til medarbejderen efter tre, syv og 14 sygedage og holde opfølgende samtaler ved gentagne eller længere sygeforløb.

»En model ændrer ikke noget i sig selv. Men vi har skabt en kultur, hvor det er blevet naturligt at tale om sygefravær. Tidligere kunne det være følsomt, hvis en leder spurgte ind til det og ville arbejde med en plan for at få medarbejderen tilbage på arbejde. I dag er det en naturlig del af den daglige dialog, og de fleste medarbejdere oplever samtalerne som en støtte,« siger Lars Clement og tilføjer:

»Alle er enige om, at et lavt sygefravær er et tegn på god trivsel: At man har overskud til sit arbejde, men så sandelig også til alle de andre ting, der er vigtige i livet. Sygefraværssamtalerne handler jo dybest set om, hvordan man i fællesskab, når derhen.«

Udover den systematiske opfølgning på sygefraværet arbejdes der på de enkelte arbejdspladser med fleksible mødetider, aflastning og forebyggelse af stress, bedre samarbejde og meget andet.

For nylig var der kick off på 'Sammen om mere nærvær' et 2-årigt sygefraværsprojekt for mere end 1.000 medarbejdere på 0-6-års området. Projektet er støttet med ca. 2,5 mio. kr. fra den statslige STAR-pulje. Foto: Skanderborg Kommune.

Fokus på 0-6-års området

Et af de områder, hvor sygefraværet fortsat ligger i den høje ende er på 0-6-års-området. Her er projektet ’Sammen om mere nærvær’ netop sat i gang, godt bakket op af ca. 2,5 mio. kr. fra den statslige STAR-pulje.

Alle medarbejdere i kommunens 42 børnehuse og i dagplejen – i alt mere end 1.000 medarbejdere – deltager over de næste to år i det fælles projekt. Målet er at få bragt det gennemsnitlige sygefravær for hele området ned fra 7,2 pct til 6,1. pct.

»Sygefravær har sjældent én enkel årsag. Vi ser på arbejdets tilrettelæggelse, ergonomi og håndtering af fravær i hverdagen. Det handler om at skabe rammer, hvor medarbejdere trives og kan holde til et langt arbejdsliv, og at vi skaber en tryg hverdag for de børn, vi har ansvaret for,« siger chef for dagtilbud og sundhed i Skanderborg Kommune, Helle Klinge.

Tendensen på landsplan er, at sygefraværet falder blandt landets kommuner.

Faldet i Skanderborg Kommune er højere end det gennemsnitlige fald på landsplan. Skanderborg Kommune ligger på en 17. plads ud af de 98 kommuner målt på gennemsnitligt sygefravær.