Midttrafiks pendlere skal skifte til Rejsebillet
Fra 26. maj vil det ikke længere være muligt at købe et pendlerkort i Midttrafik app.
Fra 26. maj vil pendlerkort ikke længere være tilgængelige i Midttrafik appen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
For de omkring 17.000 kunder, der i øjeblikket køber deres pendlerkort gennem appen, betyder det, at de fremover skal bruge Rejsebillet appen i stedet. Skiftet påvirker hverken prisen eller brugen af pendlerkortet, men kræver, at kunderne downloader Rejsebillet appen og opretter en konto.
Naturlig udvikling
Ændringen er en del af Midttrafiks plan om at udfase billetterne i Midttrafik appen og i stedet fokusere på landsdækkende løsninger som Rejsebillet og Rejsekort.
Denne proces vil strække sig over 2025 og 2026, og allerede fra november 2024 har kunderne haft mulighed for at købe stort set de samme billetter i Rejsebillet appen. Mange har allerede taget skridtet og skiftet app.
Midttrafik har allerede erfaring med at udfase billetter i deres app. Da ungdomskortet blev udfaset 31. marts 2025, oplevede Midttrafik, at skiftet mellem de to platforme forløb uden problemer for langt de fleste kunder. Omkring halvdelen havde allerede skiftet til Rejsebillet inden skæringsdatoen, og de øvrige kunder skifter over, når deres ungdomskort skal fornys.
Skiftet til Rejsebillet er således en naturlig udvikling for pendlerne, der kan se frem til en endnu nemmere og mere samlet rejseoplevelse i fremtiden.