Drop cortadoen – her får du filterkaffe, fred og fællesskab i særklasse

Der er en helt sagte brise, som giver små krusninger i overfladen på søen i Agri.

Her er formiddagssolen brudt igennem tågen, der dækkede Mols Bjerge fra morgenen, og det kvitterer de forårskåde fugle med i en ustoppelig serenade til årstiden.

Altså - på skalaen for landsbyidyl er vi i dette øjeblik helt deroppe, hvor vi bare venter på, at Poul Reichhardt slentrer fløjtende forbi med sin vadsæk over skulderen.
Men det er altså sådan her ser ud ved den hvidkalkede gamle gård i svinget. Derfor tror man også på Anne Kristine Munk Mouritsen, når hun siger, at:

»Det er det her, folk kommer for. Så sætter de sig her i stolene ud mod vandet. En time. Nogle gange to timer. Og det er som om, de bare kigger og falder helt ned. I starten havde vi nogle gynger ude på græsset, for vi skulle også lige finde ud af, hvem vi gerne ville være, og hvem vores kunder er. Vi fandt ud af, at de skulle simpelthen væk. Folk de vil simpelthen bare sidde her. De vil have fred.«

Keep it simple

Hun serverer sort kaffe. Filterkaffe forstås. Det er det, man får her ’På Toppen - Café og Herberg’.

Anne Kristine Munk Mouritsen når at spørge, om der skal noget i kaffen, inden hun kaster sig ud i en beretning om, at hun sidste år - vist lidt uhøfligt - kom til at grine ad en kunde, som gerne ville have en cortado.

Anne Kristine Munk Mouritsen fornemmede, at der var tale om en kaffevariant, men altså ikke lige en, hun kunne honorere gennem det rødmalede luge i gavlen på gården.

»Det var mest mig selv, jeg grinte af, fordi jeg ikke vidste, hvad det var - selv om jeg nok også synes, det er lidt optimistisk at spørge efter en cortado i en landsby midt i Mols Bjerge. Så jeg holder fast i min filterkaffe. Jeg er jo også kun mig selv til at klare det, så keep it simple,« konstaterer Anne Kristine Munk Mouritsen.

Det er nemlig det simple folk, som hun gerne vil tiltrække. Ikke i den negativt ladede forstand. Men de mennesker, som sætter pris på enkle ting som naturen og at vandre og at cykle op ad Porskærvej bare for at blive belønnet med hjemmebagt citronmåne.

Anne Kristine Munk Mouritsen og familien flyttede ind i huset i svinget i 2002, og da Mols Bjerge blev nationalpark i 2009 kom der gradvist flere og flere mennesker i området.

»Så vi jokede lidt med, at vi ville begynde at sælge is,« fortæller Anne Kristine Munk Mouritsen.

Vittigheden blev dog til virkelighed for seks år siden, da der røg et vindue i gavlen og et ’Is på Toppen’-skilt i indkørslen.

»Og så har det bare grebet om sig siden,« konstaterer Anne Kristine Munk Mouritsen.

Vandrende fællesskab

Forrige år renoverede hun og hendes mand gårdens gamle lade til det rum, de i dag kalder ’Katedralen’, fordi en tømrer blev så imponeret over lofthøjden og lysindfaldet, at han blev ramt af kirkelige associationer.

Der er dog ikke som sådan noget fast forankret bibelsk over rummet, ud over at det er her fællesskabet fødes for de vandrere og cyklister i Mols Bjerge, som vælger at benytte sig af vandreherberget i Agri.

Inspirationen kommer fra Caminoen, hvor de interimistiske herberger langs ruterne giver husly til de mange vandrere, som går pilgrimsruten i Spanien.

Øverst i ’Katedralen’ er derfor indrettet fælles sovesal, og sengene fordeles efter først til mølle-princippet.

»Vi har selv vandret en del, og vi kan bedst lide at komme ind på de her små herbergssteder, fordi det er her, du møder folk. Når man går, er det jo sådan en ensom vandring hele dagen ude i bjergene, og når man så kommer ind, så er det fedt at møde nogle andre, som man kan tale med. ’Hvor har du gået henne, og hvor er du fra.’ Det gør man ikke på samme måde på et hotel,« siger Anne Kristine Munk Mouritsen.

Det er også grunden til, at hun holder fast i, at det er et herberg, man finder i Agri. Selv om det ind imellem fører til misforståelser.

»Der er nogle gange, hvor folk fra byen spørger, om der kommer mange hjemløse. Der må jeg jo sige, at dem har vi ikke så mange af her. Men det er altså et herberg. Det hedder det også, når man kommer ned igennem Europa, og det ved vandrerne godt,« fortæller Anne Kristine Munk Mouritsen med et grin.

Stille liv

Hun har af samme årsag ikke gjort et særligt stort væsen af sig i forhold til at promovere sit sted. I et tidligere år havde hun egentlig slået det op på på bookingportalen Booking.com, men fordi hun opererer med nogle nærmest rørende billige priser, så tiltrak det også overnattende gæster, som Anne Kristine Munk Mouritsen ikke lige umiddelbart ser som sin primære målgruppe,

»Det må køre fra mund til mund, og ligesom da vi åbnede for caféen, så har flere og flere fundet frem til os. På Booking.com kan jeg ikke afvise nogen, og på den her måde kan jeg bedre bestemme, hvem jeg siger ja til. Sådan skal det være, så når man som vandrer kommer her, så er det som regel også andre vandrefolk, man møder. Så gider man jo ikke ligge sammen med et håndværkersjak, der skal op klokken fire om morgenen,« noterer hun.

Anne Kristine Munk Mouritsen er landinspektør af profession. Hun har også tidligere drevet sin egen virksomhed. Den lukkede hun for et par år siden, da hun egentlig havde besluttet, at hun ville hellige sig caféen og herberget i Agri.

Nu har hun dog sagt ja til et job med temmelig fordelagtige vilkår, hvor hun mere eller mindre kan arbejde, når det passer hende. Og ikke mindst når det passer med mængden af gæster, der kommer vandrende eller cyklende til Agri, for det er Anne Kristine Munk Mouritsens projekt, og hun har ingen intentioner om, at der skal ansættes folk eller stedet skal vokse.

Det skal bare leve sit stille liv i landsbyen.

»Vi har også nogle hensyn at tage til naboerne, at det ikke bliver for overvældende. Og så skal vi selv kunne følge med. Det skal være sjovt,« fastslår Anne Kristine Munk Mouritsen..