Fortsæt til indhold

Brunt Aarhus-værtshus er gået konkurs og holdt trist sjatfest

Allé Caféen er gået konkurs og havde sidste åbningsdag søndag, oplyser ejerne.

Samfund
ksa

Sidste kapitel i Allé Caféens historie er skrevet, da det brune værtshus på Frederiks Allé lukkede i søndags klokken 18.

Det fremgår af Allé Caféens Facebook-gruppe, som den ene ejer, Dorthe Schneider Sørensen, har skrevet.

Sammen med Jaya K. Johansen har hun drevet værtshuset på Frederiks Allé siden august 2023.

»Jeg tænker, at alle efterhånden har hørt rygtet om, at Alléen lukker. Dette er desværre korrekt. Jaya og jeg er frygteligt kede af det, men det har simpelthen ikke været muligt at forsætte driften,« skriver hun.

I weekenden blev der holdt en »trist sjatfest«.

I Facebook-opslaget forklarer Dorthe Schneider Sørensen, at rygter om, at værtshuset er solgt ikke er korrekte.

»Da det er en konkurs, kan der ikke ske et salg, før boet er gjort op. Men vi håber naturligvis på, at ”Alléen” åbner op igen. Jaya og jeg takker uendeligt meget, for den opbakning I har givet os, og vi beklager af hele vores hjerter, at vi er endt der. Vi elsker jer sgu hele bundtet,« skriver hun.

Allé Caféen lukker. Foto: Google Maps