Borgmester glæder sig over projekt i sin "baghave" - men borgerne skal ud på alternativ rute
Borgerne bliver ledt ud på en alternativ rute, mens der anlægges en sti langs Gudenåen ved Ulstrup.
Favrskov Kommunes borgmester, Lars Storgaard, bor privat i Ulstrup. Han kan derfor ved selvsyn følge med i anlæggelsen af en sti langs Gudenåen fra Hovedgaden i Ulstrup til vejbroen over Gudenåen i Åbro ved Langå.
Lige nu er der ved at blive anlagt flere hundrede meter træsti og hævet grussti på denne strækning. Anlægsarbejdet er en del af projektet ”Gudenåstien – fra kilde til fjord”, der går ud på at skabe en forbedret og sammenhængende vandrerute hele vejen fra Gudenåens udspring i Tinnet Krat i Vejle Kommune til åens udløb i Randers Fjord.
»Det er ikke nogen nem opgave, vi har sat os for med at skabe 170 km sammenhængende sti på tværs af otte kommuner. Det kræver en hel del koordinering og en stor portion velvilje fra de mange lodsejere, der er berørt af projektet. Men når det hele står færdigt i 2026, så har vi til gengæld en helt unik naturoplevelse, som både turister og vores lokale borgere kan få gavn af,« fortæller borgmesteren i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.
Lige nu betyder arbejdet, at man skal ud på en alternativ rute, hvis man planlægger en vandretur langs Gudenåen på strækningen mellem Ulstrup og Åbro. Det skyldes, at den sædvanlige sti langs åen er lukket for færdsel, mens arbejdet står på. Den alternative rute går syd for den normale rute langs Gudenåen og er markeret med skilte i marken.
På oplevgudenaa.dk kan man følge med i anlægsarbejdet og se kort over de alternative ruter.