Fortsæt til indhold

Kvinden der gik sin egen vej: »Jeg har ikke styr på, hvor mange gange jeg er blevet spurgt, hvad min mand så laver i virksomheden«

Mangel på trivsel og lyst til at hjælpe andre fik Margit Sejerkilde til at springe ud som selvstændig kvinde i en benhård mandsdomineret it-verden. Fem år senere sidder hun på 4. etage i Kielberghus med 30 ansatte og nyder udsigten til fremgang med en anderledes ledelsesfilosofi og vægt på stærke kvindelige værdier.

Samfund

Ingen ville nogensinde gætte på, at karrierekvinden bag skrivebordet med det alenlange cv inden for it-verdenen og et imødekommende, men knivskarpt blik engang drømte om at blive biolog.

Den uddannelse lagde Margit Sejerkilde på hylden for mere end 20 år siden for i stedet at forfølge nye drømme i den fagre nye digitale tidsalder. Gennem 22 år gjorde hun karriere i en mandsdomineret it-branche, steg i graderne, indtil den dag hvor hun måtte konstatere, at lysten bare ikke var der længere.

Klar til at sadle om igen tog hun en coachuddannelse, sagde jobbet op og var godt på vej ud ad døren mod en ny fremtid som selvstændig, da en flok kolleger og kunder fik hende på andre tanker.

Når jeg ser mig omkring, så er der virkelig mange vingeskudte mennesker derude, som ikke passer ind i det samfund, vi har opbygget. På det arbejdsmarked, vi har i dag, er der virkelig mange mennesker, som ikke trives.
Margit Sejerkilde, direktør, Key2Quality

»Jeg var nået dertil, hvor jeg skulle prøve noget nyt. Jeg trivedes ikke længere. Jeg havde taget en coachuddannelse, så jeg sagde mit job som afdelingschef op og begyndte at lede efter lokaler, hvor jeg kunne starte op som coach,« fortæller Margit.

Så langt kom hun dog aldrig.

»Jeg var så sindssygt privilegeret, at jeg både havde medarbejdere og kunder, der spurgte, hvorfor jeg dog ikke startede en it-virksomhed op selv, for så ville de faktisk gerne med. Det var et drømmescenarie.«

I dag er hun direktør for 30 medarbejdere i Skanderborg-virksomheden Key2Quality, der på fem år er gået fra idestadie til at blive en markant aktør på markedet inden for softwaretest, it-kvalitet og projektledelse.

Alt for mange vingeskudte

»Fra start har jeg haft den holdning, at jeg gerne vil gøre det anderledes. Jeg vil skabe en arbejdsplads med et menneskeligt perspektiv på ledelse, hvor en stærk kultur med stærke værdier skaber grundlaget for vores succes,« forklarer Margit.

»Vi har på mange måder skabt et samfund, hvor mennesker skal tilpasse sig rammerne i stedet for, at vi skaber rammer, der passer til menneskerne. Når jeg ser mig omkring, så er der virkelig mange vingeskudte mennesker derude, som ikke passer ind i det samfund, vi har opbygget. På det arbejdsmarked, vi har i dag, er der virkelig mange mennesker, som ikke trives. Mange går ned med stress og depression og har svært ved at komme tilbage. Nogen kommer aldrig tilbage. Det er ikke bæredygtigt for os som samfund,« uddyber hun.

Det kan godt være, der er opgaver, vi går glip af, fordi der er en mandeklub i branchen, men der er i hvert fald også opgaver, vi får, fordi vi tænker anderledes og ser tingene i et andet perspektiv
Margit Sejerkilde, direktør, Key2Quality

»Og det er også helt unødvendigt. Når det nu er os, der skaber rammerne, hvorfor tilpasser vi dem så ikke til de mennesker, der skal fungere i dem? Det må vi simpelthen gøre anderledes. Derfor har det fra start været en kongstanke, at Key2Quality skulle være en værdibaseret arbejdsplads, hvor mennesker kommer før bundlinje. Ordentlighed, faglighed og glæde er helt centrale værdier, som vi udlever hver dag. Og ja, glæde betyder faktisk rigtig meget for os.«

Hos Key2Quality er fokus på ordentlighed, faglighed og glæde. De værdier er i spil i alt, hvad virksomheden og dens medarbejdere beskæftiger sig med. Pressefoto

Feminine værdier i spil

Køn spiller en vigtig rolle her. Ikke sådan at forstå at det ene køn er bedre end det andet, men i en branche der er så præget af maskuline værdier, har en alternativ tilgang til ledelse vist sig at være en af kilderne til succes.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, det er en fordel for mig i dag som virksomhedsejer at være kvinde. Kvinder ser anderledes på ledelse, på at drive virksomhed og på strategi. Det gør, at vi lidt har skabt vores egen niche,« konstaterer Margit.

»Det kan godt være, der er opgaver, vi går glip af, fordi der er en mandeklub i branchen, men der er i hvert fald også opgaver, vi får, fordi vi tænker anderledes og ser tingene i et andet perspektiv. Vi har et større fokus på processen. Vi er nærværende, måske lige lidt mere nysgerrige og lyttende. Vi driver virksomhed på en anden måde, og det er der mange, der godt kan lide.«

Det gælder ikke kun kunderne. I en branche der sukker efter nye medarbejdere, har Margit aldrig oplevet, at det var svært at tiltrække nye ansatte.

»Jeg er i den privilegerede situation, at vi altid får rigtig mange ansøgere. Og vi får mange ansøgninger fra kvinder. Hver gang et nyt job bliver slået op, har vi mange flere kvindelige ansøgere end mænd. Jeg er overbevist om, at det er fordi, de ser, hvordan vi gør det her. De ser en kultur, som de gerne vil være en del af. For det er jo bare sådan, at som kvinde er vi udsat for lidt af hvert i den her branche,« konstaterer hun.

Kvinder skal yde ekstra

Margit lægger ikke skjul på, at hun gennem sine mange år i it-branchen både som ansat, som leder og nu som direktør i egen virksomhed igen og igen har oplevet, hvordan der er forskel på at være mand og kvinde i it-verdenen.

»Både det at være kvinde og især at være virksomhedsejer er atypisk inden for it. Det er en mandsdomineret branche. Som kvinde skal du hele tiden yde ekstra. Sådan er det bare,« konstaterer hun.

For mig at se viser sådan et spørgsmål, at der stadig er fastgroede fordomme om, at der må stå en mand bag, som har hjulpet med at skabe succesen her. Og det kan gøre mig virkelig vred
Margit Sejerkilde, direktør, Key2Quality

»Jeg kan give dig et godt eksempel fra dengang, jeg stadig var ansat. En leder sagde til mig, at han ikke kunne give mig mere i løn, fordi jeg var den højst lønnede kvinde i virksomheden. Den lader vi lige stå et øjeblik, ikke? Hvad har det, at jeg er kvinde, lige med løn at gøre? At han overhovedet tænker det – at fordi jeg er kvinde, kan jeg ikke få mere i løn. Det siger noget om, hvor stor forskel der er på at være mand og kvinde i branchen.«

En anden episode, hvor hendes køn fik stor betydning, oplevede Margit på et lederseminar i Finland med mange deltagere, hvor hun var eneste kvinde. Her fulgtes alle ad hele dagen, men da man hen under aften nåede til det mere sociale, blev hun ekskluderet.

»Her trækker ham, der står for arrangementet, mig til side og siger, at nu skal de i sauna, og så må jeg lige lave noget andet imens. Jeg siger, at jeg gerne vil med i sauna, og at de vel kan tage et håndklæde omkring livet, men nej. Så der, hvor de andre har det sjovt og ”bonder”, der blev jeg ekskluderet. Det var jo ikke bare den time, de var i sauna, vel. Det var også hele den snak, de havde haft imens, som kørte videre i dagene derefter, hvor jeg som kvinde stod alene udenfor.«

Det er ikke få gange, Margit har mødt fordomme som kvindelig iværksætter. Det, der for alvor kan gøre hende gal, er, når folk spørger, hvad hendes mand laver i virksomheden. Pressefoto

Fastgroede fordomme

Forskelsbehandlingen stopper måske nok, når man som Margit bliver selvstændig, men kønsdiskrimineringen fortsætter ad andre veje.

»Jeg har så mange eksempler på, hvad det vil sige at være kvinde i en mandsdomineret branche. Det her eksempel er fra så sent som i sidste uge. Det kan ikke tælles på en hånd, hvor mange gange jeg er blevet spurgt, hvad min mand så laver i virksomheden – hvor meget han har med virksomheden at gøre. Jeg bliver lige paf hver gang. Så nu er jeg simpelthen begyndt at spørge tilbage – for lige at få folk til at tænke over, hvad det egentlig er, de spørger mig om – om de også spørger mænd om, hvor meget deres koner har haft at gøre med succesen i deres virksomhed.«

»Det er alle mulige forskellige folk, der kommer ind i vores virksomhed, som kan finde på at spørge om det. For mig at se viser sådan et spørgsmål, at der stadig er fastgroede fordomme om, at der må stå en mand bag, som har hjulpet med at skabe succesen her. Og det kan gøre mig virkelig vred, at det stadig er sådan.«