Vissing slubrer den grønne omstilling i sig: De planter æbler på kirkegården – og drømmer om most til alteret

Vissing er en landsby, der slubrer den grønne omstilling i sig.

Bag byskiltet har udviklingen, eller afviklingen om du vil, sat sine spor, og skoler og butikker er for længst lukkede, ligesom de er i mange andre landsbyer, men her er alligevel masser af liv og virketrang, når man lige løfter lidt på græstørven.

Et eksempel på dette er byens nyeste projekt. Det sidste nye skud på (æble)stammen, som vi vender tilbage til om lidt.

Hele året rundt foregår der forskellige arrangementer, ikke mindst fra byens middelalderkirke, for her har man en vældig moderne tilgang til det at forbinde sig til både tidens ånd, byens andre foreninger og de nye familier, der flytter til.

I Vissing sætter de deres egen dagsorden i erkendelse af, at verden ændrer sig. Det gælder både klimaet, begravelsesritualer og demografien i landsbyen.

Guds skaberværk

Både Frank Iversen og Karin Esmann Knudsen sidder i menighedsrådet i Vissing, og de arbejder intenst med at trække den lille kirke med ind mod midten af det 21. århundrede.

Ikke mindst i forhold til biodiversitet og bæredygtighed.

Det har de faktisk gjort i flere år, og Favrskov Provsti er måske nok et af de mest fremsynede og grønne i det kirkelige Danmark, når det kommer til lige netop det.

I Vissing har menighedsrådet blandt andet reduceret kirkens CO2-udledning med 67 procent, og der er blevet plantet store bælter med vilde blomster.

Da det ikke bare er verden omkring dem, men også begravelsesritualerne, der ændrer sig (flere vil gerne finde sidste hvile på havet eller i skoven), så har de tilpasset den nu overskydende plads på kirkegården til at plante hjemmehørende arter, der kan øge artsrigdommen af insekter og andre dyr, mens blomsterne kan bruges til at pynte op i kirken, så de ikke skal ud at købe dem.

Som det første og vist nok eneste sted i landet har Vissing Kirke et permanent udealter. I dag er det omdrejningspunktet for gudstjenester, koncerter og andre arrangementer ved kirken i sommerhalvåret.

»Det er på én og samme gang et forsøg på at udvide rammerne og holde kirken nutidig og samtidig hylde og være i ét med Guds skaberværk, når vi sidder på tæpper på græsset i naturen, mens bierne fra de fyldte blomsterbede summer om hovederne på os,« siger Frank Iversen.

Kirken er med på den grønne trend, og det er Vilde Vissing også.

De dødes most

Vilde Vissing er en lille selvbestaltet gruppe, der sætter initiativer i gang for at udbrede den grønne omstilling på landsby-, gade- og haveniveau.

Den har som sådan intet med kirken at gøre, men både Frank Iversen og Karin Esmann Knudsen er også medlemmer her.

Karin Esmann Knudsen har faktisk forsket i netop haven som kulturhistorisk fænomen og har skrevet bogen ”Paradis på jord - havernes kulturhistorie”, hvor hun giver et perspektiv på haven.

Hvordan den er gået fra at være et udtryk for kontrol af kaos til i dag at skulle være vild med vilje - et paradigmeskift. Præcis som på kirkegården.

Men skiftet giver plads til nye ting. For eksempel æbletræer. Og så er vi tilbage ved nyeste skud på stammen.

Det er lykkedes Vilde Vissing at skaffe penge fra kommunens grønne pulje til at indkøbe og pode 61 æbletræer.

Det er også lykkedes dem i samarbejde med kommunen at få lov at plante træerne på offentlige arealer rundt omkring i hele Vissing, så der snart sagt vil være et lille æbletræ på hvert et ledigt græsstykke i fremtiden. Hvis altså podningen er lykkedes.

For nylig samledes flere borgere fra Vissing nemlig, for med hjælp fra en mand, der kalder sig Karsten Kortbuks, at pode træerne med 61 forskellige sorter.

Lige nu står de små og sårbare stammer i krukker fordelt i folks private haver, mens deltagerne nysgerrigt går og holder øje med, om der mon kommer skud.

Det har Karsten Kortbuks forsikret dem om, at der nok skal gøre, og når de er blevet store og stærke, skal de plantes ud og skabe glæde for både by, borgere, bier og blomster.

I Vissing har man allerede hvert år en tradition for at lave æblemost på en fællesejet stor frugtsaftpresser. Folk afleverer deres æbler, og udbyttet fordeles ligeligt bagefter mellem alle bidragsydere. Sidste år blev det til 300 liter.

Hvis podningen af de 61 træer er lykkedes, så bliver der meget mere most i fremtiden.

Også til kirkegården.

Her er nemlig afsat et stykke jord tæt på våbenhuset, hvor der er plads til tre æbletræer.

Og det er jo ikke en hvilken som helst frugt.

Det er jo netop den, der spillede en hovedrolle i fortællingen om, hvorfor vi mennesker måtte gå fra Edens Have til den verdslige jord, som vi nu er godt i gang med at ødelægge.

»Så vi må gøre noget,« tænker de i Vissing. Og derfor planter de.

Æblerne på kirkegården kommer til at gro takket være næring fra de kære, som borgerne i Vissing begraver i mulden ved kirken, og hverken menighedsråd eller præst ved kirken afviser tanken om, at mosten fra netop disse frugter i fremtiden kan bruges som erstatning for den traditionelle vin under gudstjenester ved udealteret.