Fortsæt til indhold

Nyt uddannelsestilbud til elever der bor hjemme

Fra næste skoleår tilbyder Djursland Fri Fagskole til dagelever, det vil sige elever fra lokalområdet, der bor hjemme i stedet for at bo på skolen.

Samfund
Anette Bonde

I august sidste år åbnede Djursland Fri Fagskole, hvor eleverne bor på skolen i Femmøller. Fra næste skoleår optages elever, der hellere vil bo hjemme og samtidig deltage i de aktiviteter, som Fri Fagskole byder på.

Fire hjemmeboende elever

Djursland Fri Fagskole deler adresse med Femmøller Efterskole. I dag er der 28 elever på Fri Fagskole, men fra næste skoleår kan også hjemmeboende unge blive optaget. Den øvre grænse for disse er 15 procent af elevtallet, det vil sige at fire unge fra lokalområdet kan komme ind.

»Det er fint at have elever, som kommer i dagtimerne og får undervisning og er med i livet på skolen,« siger forstander Maria Vinding, og tilføjer:

»Mange unge er sårbare i dag, og nogle kan ikke overskue at være sammen med mange mennesker hele tiden.«

Maria Vinding regner med, at nogle af dem efter nogen tid gerne vil flytte ind på skolen og deltage i kostskolelivet.

»Det vil være rigtig rart at få hjulpet dem så meget, at de kan overgå fra dagelever til kostskoletilbuddet. Det vil give flow og give plads til nye dagelever.«

Styling, grafisk design, tekstil og cyber security

Djursland Fri Fagskole udbyder i dag tre forskellige fag. Det er Styling, Grafisk design og Tekstil design.

Undervisningen i styling lægger vægt på frisør-faget, kosmetologi, makeup-artist og negleteknik. Linjen for grafisk design fokuserer på designmetoder, proces og kommunikation. På linjen Tekstil Design arbejdes med syning, hækling, farvning, visible mending og broderi.

I skoleåret 2025/26 udvider skolen sit linjeudbud med Cyber Security, der vil fokusere på IT-sikkerhed, forebyggelse og opsporing af cyberkriminalitet.

10 klasse eller et erhvervsrettet år

Undervisningen er tilrettelagt, så eleverne forberedes bedst muligt til en erhvervsuddannelse indenfor deres fag. Der er mulighed for at vælge 10. klasse eller den erhvervsrettelse klasse, der fokuserer på iværksætteri, projektledelse og kommunikation. Målgruppen for en fri fagskole er derfor både de helt målrettede unge, der har gjort op med sig selv, hvilken uddannelse, som de gerne vil ind på, og bare gerne vil hurtigt i gang med deres fag. Men målgruppen er også unge, som er i tvivl, og gerne vil bruge et år på at undersøge et fag og finde ud af, om det er den rigtige vej.

Med denne nye mulighed håber skolen at kunne imødekomme flere unge fra nærområdet, der ønsker en alternativ skoleform med fokus på kreativitet og erhvervsrettet læring.

Særlige vilkår

Sidder der et unge menneske, som har interesse inden for et af de tre brancheområder, står Djursland Fri Fagskole klar til at tage imod dem og give dem et skoletilbud på særlige vilkår, fortæller Maria Vinding.

Der er flere forskellige redskaber i værktøjskassen. Hvis man har brug for at komme ud og være i trygge rammer sammen med andre unge, kan skolen tilbyde en mentorordning, der hjælper dem ind i fællesskabet og hjælper med svære ting i hverdagen.

Skolen har også en psykoterapeut ansat, som i øvrigt også er fysioterapeut. Denne arbejder med trivsel med de unge mennesker individuelt og underviser også i faget ”Vi gror”, der tager udgangspunkt i mental sundhed.

Hvis nogle elever har brug for ekstra pauser, lægger dette ind i deres skemaer. Endelig kan eleverne få løftet deres faglige niveau i almindelige skolefag.

Under samme tag

Djursland Fri Fagskole deler som nævnt adresse med Femmøller Efterskole. At de to skoler ligger under samme tag er en stor fordel, fortæller formand for bestyrelsen Peter Korsbjerg.

»Vi har kunnet indrette nogle fede faglokaler med professionelt udstyr, og har heldigvis nogle engagerede lærere, der er virkelig dygtige indenfor deres fagområde.«

Forstander Maria Vinding fortæller, at eleverne fra de to skoler tilsammen er med til at skabe et fagligt miljø, hvor de gør hinanden dygtigere.

»Jeg glæder mig meget til at tage imod dagelever på vores skole. Vi vil gerne være med til at bidrage til det lokale liv her, hvor vores skole ligger.«

Maria Vinding forklarer, at man som dagelev vil være en integreret del af skolens dagligdag, deltage i undervisningen på lige fod med de øvrige elever og nyde godt af skolens inspirerende miljø.

Der er gode busforbindelser fra både Ebeltoft og Rønde.