»Grete havde ikke andre i den her situation. Men der var nogle der trådte til«

Der var kun et tyndt lag skyer på en lyseblå himmel, og derfor havde solen nærmest ingen modstand onsdag eftermiddag.»«

Den lyste hele kirken op. Gav genskin i de gyldne lysekroner, mens et enkelt strejf landede på den hvide kiste midt i rummet.

Langt de fleste sæder var fyldt op i Ebeltoft Kirke.
Nogle sad i grupper. Andre for sig selv. Det de fleste af dem havde til fælles er, at de ikke kendte den døde kvinde i kisten. De fleste her i kirken kendte ikke Grete Jungløv. Det var derfor, de var her.

Ingen skal alene af sted

Grete Jungløv døde mandag 31. marts. 87 år gammel. Mæt af dage og ikke bange for at dø. Det har hendes hjemmehjælpere fra Svane Pleje fortalt.

De var hendes nærmeste i den sidste tid, for Grete Jungløv var en kvinde, der vidste, hvad hun ville og havde truffet bevidste valg, som ikke indebar stiftelse af familie.

Derfor var det også hjemmehjælperne, hun fortalte sit sidste ønske til, for Grete Jungløvs valg i livet resulterede også i, at hun ikke havde nære pårørende.

Godt nok var hun i livet en aktiv kvinde, men de seneste år var hun plaget af sygdom, og hun mistede synet. Omgangskredsen blev mindre.

Til hjemmehjælperne fortalte hun, at hun ønskede sig at blive begravet fra en fyldt kirke. Et umiddelbart svært ønske, tænkte plejepersonalet, men ikke et, de ikke ville forsøge at opfylde.
Dertil var det medmenneskelige budskab for tungtvejende, og i samarbejde med Ebeltoft Kirke spredte hjemmehjælperne Gretes sidste ønske via sociale medier.

»Vi ville have gjort det for enhver borger uden pårørende. Ingen fortjener at skulle af sted alene. Men Grete havde bestemt gjort et stort indtryk. Hun var virkelig krøbet ind under huden på os og fyldte meget i vores hverdag. Særligt i den sidste tid,« fortalte gruppen fra Svane Pleje.

En målrettet kvinde

Grete Jungløv var en bemærkelseværdig kvinde, konstaterede sognepræst Heidi Bisgaard i kirken.

Selv om hun ikke havde nær familie formåede hun at røre mange mennesker. Således også på sin vej ud af livet, noterede præsten.

»Gretes ønske har mange hørt. Det har rørt mange, og mange har taget det til sig. Tanken om at dø uden nogen omkring sig, den bryder vi os ikke om. Eller at komme herfra, uden nogen opdager det, det strider imod noget dybt inden i os. Sådan skal det ikke være, og derfor har mange af jer fundet vejen herind i dag,«

Heidi Bisgaard kendte heller ikke den 87-årige kvinde, men havde igennem samtaler med plejepersonalet og naboer stykket et billede sammen af hende.

Grete Jungløv blev født i 1937 i Randers. Hun var enebarn og havde igennem hele livet en stærk tilknytning til sine forældre.

Dem vendte hun gang på gang tilbage til, for hun blev også en berejst kvinde, der nåede at bo i Norge og Boston i USA. Ja, og Gentofte.

Grete Jungløvs far Heinrich var en af de fremmeste sølvsmede i Randers og omegn. Det samme var hendes bedstefar. Gretes mor Dagny blev også en del af familiens gravørvirksomhed.

Men den unge Grete ville noget andet. Hun forlod Randers og uddannede sig som laborant i København.

Den profession dygtiggjorde hun sig i i en sådan grad, at hendes chef tilbød hende en forskerstilling i udlandet. Grete Jungløv rejste først til Norge og siden til Boston med sit arbejde. Det var det, der fyldte hos hende. Vielsen til karrieren fremfor til en mand og børn var et aktivt valg, som hun stod ved livet igennem.

Men betød ikke, at hun glemte, hvor hun kom fra. Da hun flyttede til Gentofte kørte hun hver weekend fra hovedstaden til Randers for at besøge sine forældre.
De var også årsagen til, at Grete Jungløv endte sine dage i Ebeltoft. Her flyttede hun til, da hendes far døde for netop at være tættere på sin aldrende mor, som opnåede at blive 100 år gammel.

I Ebeltoft deltog Grete Jungløv i de aktiviteter, der interesserede hende. Det var golf og særligt bridge. Kortspillet i en sådan grad, at da hun mistede synes, så fortsatte hun med at spille bridgepartier og lægge kabaler inde i hovedet.

Forbundet som medmennesker

De sidste år af Grete Jungløvs liv var hun svagelig, og det var i den tid hjemmehjælperne var dem, der kom tættest på hende.

»Jeg ryger alt det, jeg kan på én dag,« sagde Grete til hjemmehjælperne til sidst, for hun var parat til at komme herfra.

Det var derfor så naturligt, at det var hendes nærmeste fra Svane Pleje, der bar hende ud af kirken på sin sidste rejse.

De mange fremmødte fulgte hende til fods efter rustvognen på den korte tur fra kirken og ad Kirkegade til Ebeltoft Kirkegård.

En del unge mennesker i konfirmationsalderen var også mødt op. Da rustvognen drejede fra mod kirkegården og Grete Jungløvs sidste sidste hvilested fortsatte de ligeud og ud i solskinnet.

Ved graven påtog hjemmehjælperne sig også opgaven med at stede hende til hvile og rundt om forsamlede de fremmødte sig. De sang ’Altid frejdig når du går’ og kastede blomster i graven.

Kirsten Marie Pors Geertsen var en af dem. Heller ikke hun kendte Grete Jungløv, men hun ville gerne gerne deltage for at hylde det initiativ, som hjemmehjælperne havde taget for at opfylde det sidste ønske.

»Det er meget smukt, det de har gjort. Det viser medmenneskelighed, og det synes jeg, man skal tænke mere over. Vi er på en eller anden måde forbundet til hinanden, og selv om vi har travlt i vores egne hverdage og liv, så skylder vi vores medmennesker opmærksomhed. Det synes jeg, der er blevet vist her i dag,« sagde Kirsten Marie Pors Geertsen.

Sognepræst Heidi Bisgaard var også ganske overvældet over, at budskabet i Grete Jungløvs sidste ønske havde rørt så mange mennesker.

»Det vækker et spørgsmål i mig, om vi har råd til ikke at have en familie? Jeg synes, Grete har en fantastisk fortælling, og hun har levet et spændende liv, hvor det var hendes valg ikke at stifte familie. På den måde er det jo ikke synd for hende. Men jeg synes også, at det her er en fortælling om, at vi har brug for fællesskaberne. Familier kan jo være vildt besværlige, men vi har bare brug for de fællesskaber, hvor der en gang imellem er nogen, der træder til i vores liv.«

»Grete havde ikke andre i den her situation, men der var nogle mennesker, som trådte til, og på den måde blev alle vi, der var her i dag, den familie, som Grete ikke havde. Det er der noget meget eksistentielt i,« vurderede Heidi Bisgaard.

Familien fik sit farvel

Ved graven var Merete Lindegren og hendes mand Per de sidste, der sagde farvel til Grete Jungløv.

Da hjemmehjælperne og kirkens opslag blev delt viste det sig nemlig, at der var fjerne slægtninge.

Merete Lindegren er datter til Grete Jungløvs kusine, og indtil for få år siden havde de to jævnligt kontakt.

Den stoppede pludseligt, da Merete Lindegren ikke længere kunne ringe Grete Jungløv op. Hun forsøgte at spore hende igennem blandt andet opkald til diverse plejehjem, men til sidst konkluderede hun, at Grete Jungløv måtte være død.

Derfor fik Merete Lindegren sig en gevaldig overraskelse, da hun hørte om en 87-årig kvinde fra Ebeltoft, som havde det sidste ønske at kunne fylde kirken til sin begravelse.

»Jeg kiggede bare på min mand og sagde, ’det kan da kun være Grete’,« fortæller Merete Lindegren.

Hun og hendes mand var derfor heller ikke et sekund i tvivl om, at de skulle tage turen fra Thy, hvor de bor, for at tage ordentlig afsked.

»Nu fik jeg lov at sige farvel. Jeg ville da gerne have taget afsked, inden hun sov ind, men på den her måde, har jeg fået sat et punktum. Hun var den sidste i den generation i vores familie, så for mig var det meget smukt at få muligheden for at kigge ned i graven og sige ’farvel, du fik det som du ville have det. Og solen skinner. Jeg synes, det er meget smukt.«