Havde sat lejligheden til salg - nu venter de på, at den kollapser: »Jeg er fandeme knust«

Det begyndte som en ganske almindelig morgen.

Gurli Nielsen og hendes mand, Poul Erik Christensen, var på Christianshavn, hvor de opholdt sig for at hjælpe og støtte deres syge søn.

Kort før klokken 09 torsdag den 3. april lyste så et ukendt nummer op på telefonen.

»Er du, din mand eller nogen andre oppe i jeres lejlighed i Ryesgade,« ville politimanden i røret vide.

»Det var vi jo heldigvis ikke,« fortæller Gurli Nielsen, der hurtigt fandt ud af, hvorfor politiet spurgte til ægteparrets elskede Aarhus-lejlighed.

Søndre Palæ, en ikonisk ejendom fra 1888, som parret bor i toppen af, var pludselig delvist kollapset. Et betondæk mellem stuen og førstesalen var styrtet sammen, og nu kæmpede redningsmandskab for at sikre, at ingen blev fanget i den nedstyrtningstruede bygning.

»Det var lidt underligt, for jeg var selvfølgelig meget rystet, men hvis man har et barn, som er sygt, så er alt andet ikke vigtigt. Det vigtigste i vores liv er vores børn. Men efterfølgende, hvor det er gået op for mig, at lejligheden nok er tabt, har jeg da været utroligt ked af det, fordi jeg holder meget af mine ting,« forklarer 70-årige Gurli Nielsen en uge senere.

»Jeg har mistet alt«

Nu er tingene kommet lidt på afstand, men pensionist-ægteparret befinder sig stadig i stor uvished.

Det skyldes ikke mindst, at strøg-lejligheden var sat til salg for godt syv millioner kroner hos liebhavermægleren Lilienhoff. Når den var solgt, skulle Gurli Nielsen og Poul Erik Christensen flytte til hovedstaden. Der er de så permanent indlogeret nu.

»Alt, vi har af værdi, står i Aarhus. Jeg har mistet alt. Her i København har jeg ligegyldige loppeting, som bare skulle smides ud, når alle de pæne ting kunne komme over fra Aarhus på et tidspunkt,« siger Gurli Nielsen og fortæller, at ingen siden har været i lejligheden, og ingen må komme i nærheden af den.

»Man skal selvfølgelig ikke sætte sit liv på spil for at redde mine ting, men det er jo en kæmpe sorg. Jeg er fandeme knust. Jeg har ikke engang et billede af min mor. Intet af værdi. Vi har gennem et langt liv samlet alt det, der betyder noget for os - det har stor affektionsværdi.«

Et spørgsmål om tid

Hun taler meget definitivt om lejligheden og inventaret. Det kan måske undre, nu hvor bygningen er blevet stabiliseret, og offentligheden indtil videre har fået at vide, at blot et enkelt betondæk er kollapset.

Men det er værre end som så, forklarer hun.

»Stuens, førstesalens og andensalens gulv er faldet ned. Tredje sal, vores gulv, er ikke faldet ned, men vi venter, for det kommer det til, siger de. Det er sunket ti centimeter, så jeg tror ikke, at tæpperne passer mere,« griner hun tragikomisk og fortsætter:

»Og den afsindigt tunge, store skorsten midt i vores stue trækker angiveligt gulvet nedad. Når det falder ned, så trækker det formentlig taget med.«

Hvem har du fået det at vide af?

»Jeg har snakket med entreprenøren og bygherren, og de har meget skånsom prøvet at sige til mig, at det står skidt til, fordi de ved, at jeg står i en utrolig vanskelig situation. Første gang lød det, at jeg nok ikke skal regne med at få noget ud. Nu siger de, at jeg ikke får noget ud. Det er et spørgsmål om tid, før de ringer og siger, at lejligheden er styrtet ned.«

Hovedentreprenør JDN Byg bekræfter overfor avisen, at flere af betondækkene er faldt sammen.

Ligesom så mange andre ved Gurli Nielsen ikke, hvad der er gået galt. Hun og ægtemanden bemærkede intet usædvanligt op til ulykken.

»Det er jo en bygning fra 1888, så det er en gammel dame, man skal håndtere varsomt. Det er også mit indtryk, at de har gjort det. Men et eller andet er selvfølgelig gået galt. Jeg har intet at udsætte på ejerne. De er selvfølgelig dybt berørte og skal nok tage deres ansvar. De har brugt to millioner kroner af egen lomme for at afstive bygningen. Det er der jo ingen forsikringsselskaber, der vil påtage sig, når man ikke ved, hvad der er sket.«

Hvem tager regningen?

Gurli Nielsen og Poul Erik Christensens inventar bliver forventeligt dækket af indboforsikringen. Så meget er der styr på. Men hvordan ægteparret er stillet i forhold til den usolgte lejlighed og værdien af den, er fortsat uafklaret.

»Den offentlige vurdering er på 8,5 millioner kroner, så vi ved ikke, hvad der skal dækkes. Men vi kan jo ikke sælge en lejlighed, der mangler loft og gulv. Vi skal ikke bygge den op, så jeg forestiller mig, at en kommende køber kan få stor indflydelse på, hvordan lejligheden bliver, og så er det forsikringen, der betaler. Men hvem der endegyldigt tager regningen, ved jeg ikke.«

Forventer I et tab?

»Nej. Det synes jeg ikke vil være rimeligt, når nogen andre ødelægger den. Så må de jo i min verden betale. Men måske er jeg bare naiv...«

Bygningen er delvist ejet af kommanditselskabet ’K/S Ryesgade 1/Sønder Alle 10. 8000 Århus C.’, som har fem personer i ejerkredsen og en egenkapital på ca. 21,5 millioner kroner. Det var dette selskab, der var bygherre på byggeriet i kælder og stueetage.

Vidar Ejendomme, der tidligere har været nævnt som ejer, drifter blot ejendommen.

Adspurgt, om hun frygter, at selskabet kan gå konkurs, så der ikke er nogen til at dække parrets tab, siger Gurli Nielsen.

»Den slags har man set mange grimme eksempler på, men det vil jeg ikke mistænke ejerne af huset for. Dem vil jeg ikke sige noget negativt om, for det har jeg intet at have i. Vi har samarbejdet siden 1980, hvor vi købte den skønne lejlighed, og der har aldrig været problemer.«

»Jeg håber, at dem, der har ansvaret, tager det på sig, så vi ikke skal igennem et langt tovtrækkeri med advokater. Vi har jo i hvert fald ikke gjort noget forkert,« konkluderer hun.

Selvom alt er oppe i luften og usikkerheden stor, så kan Gurli Nielsen dog godt finde overskud til at reflektere over det positive, der trods alt er at tage med fra ulykken.

»Det, der holder mig oppe, er at tænke på, at ingen kom fysisk til skade. Der er jo arbejdere, som tilsidesatte deres egen sikkerhed for at hjælpe de 13 mennesker, der var i lægeklinikken, som stod på det gulv, der styrtede sammen. Det er ret enestående. Jeg håber, at der bliver taget godt hånd om de håndværkere, som satte eget liv på spil for at hjælpe andre.«