Grenaa blev lidt smukkere med vilje
Der stod forårsrengøring på dagsorden da Handel Grenaa sammen med en række foreninger og borgere gjorde rent i byens gader.
Under overskriften “Smuk Med Vilje” gik Handel Grenaa sammen med Ren Grenaa, de unge drenge fra GIF U14, Djurslands Bank og friske borgere for at samle blade, affald, cigaretskodder og snusposer fra byens torve og gågader, skriver Handel Grenaa i en pressemeddelelse.
Norddjurs Kommune havde stillet udstyret til rådighed, og sammen blev der gjort forårsklar i byen.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da de mere end 70 friske hjælpere deltog i hovedrengøringen af byen. Djurslands Bank havde stillet med deres flotte kaffebil, Havnebageren havde bagt kage, og Kvickly leverede sodavand til de mange deltagende, som blev udstyret med koste, skovle, river og affaldsposer, inden de blev sendt ud i byen med en tildelt opgave i hånden.
Handel Grenaa var glade for at se så mange bakke op om arrangementet.
»Det er en fælles opgave at holde vores by flot og ren. Kommunen gør selvfølgeligt deres, men vi skal alle bakke op så vi kan være stolte af at byde borgere og turister velkommen i Grenaa,« lyder det fra Handel Grenaa.
De mange fremmødte fik alle udstukket en opgave og gik derefter til værks på byens torve-arealer og gågader, hvorfra der blev samlet mere end 50 store affaldssække med blade og affald, og byen blev efterladt skinnende ren og klar til forårets og sommerens mange aktiviteter.
Efter endt arbejde tændte Djurslands Bank for grillen, og der blev serveret grillpølser med brød til de mange deltagere.
Som tak for hjælpen støttede Djurslands Bank desuden de unge fodbolddrenge fra GIF U14 med et sponsorat, der hjælper de to hold på vej, når de skal spille turnering i Holland senere på måneden.