Fortsæt til indhold

Aarhus fejrede prinsessen: Musik, dans og modeshow satte stemningen for den royale fejring

Fredag 11. april blev prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag fejret på Aarhus Rådhus, hvor flere unge var udtrukket til at deltage i festen.

Samfund

Solens stråler glitrede ind ad de store vinduer på Aarhus Rådhus, hvor en forventningsfuld summen bredte sig blandt de fremmødte. Flere og flere unge trådte løbende ind i den store sal, hvor der var gjort klar til den kongelige families ankomst.

Udenfor stod flere mennesker og ventede spændt på hovedpersonen, prinsesse Isabella.

18 år fylder hun 21. april, og fredag blev der taget forskud på festen ved et totimers arrangement på Aarhus Rådhus.

Fejre egen fødselsdag med prinsessen

Blandt de 300 deltagere var en del af de unge blevet udtrukket ved tilfældig lodtrækning. Derudover var der blevet udvalgt unge fra ungdomsuddannelser og ungdomsorganisationer. Linea Patricia Buntzen er 17 år gammel og havde selv meldt sig til lodtrækningen, men den havde hun slet ikke behov for. Hun fik nemlig en invitation gennem sin håndboldklub.

»Jeg glæder mig mest til at se prinsessen, og så glæder jeg mig til at se modeshowet lavet af unge,« sagde hun.

Og for Linea Patricia Buntzen er det også en helt særlig dag. Hun havde nemlig fødselsdag fredag 11. april.

Linea Patricia Bundtzen fik lov til at fejre sin egen fødselsdag sammen med fejringen af prinsesse Isabella. Foto: Emma Dalum

»Det er specielt at fejre min fødselsdag på denne måde med så mange mennesker. Det er ikke alle, der kan sige, at de holder fødselsdag med prinsessen.«

Elvira Vinther og Thea Nordager glædede sig til at se prinsessen. Foto: Emma Dalum

Thea Nordager og Elvira Vinther er begge 18 år gamle og dukkede forventningsfulde op i Rådhushallen.

»Jeg opdagede, at jeg var blevet udtrukket, da jeg sad i bussen, hvor jeg blev virkelig glad. Samtidig var jeg også lidt i chok, fordi jeg treode, at det var spam,« sagde Thea Nordager.

De havde set frem til den store dag i et godt stykke tid.

»Vi glæder os til musikken, danseshow og modeshow. Men det vi glæder os mest til er at møde konge familien og se prinsesse Isabella,« sagde Elvira Vinther.

Lauge Vinther Ritzen havde inviteret sin kusine med til den strore fejring. Foto: Emma Dalum

De næste, der trådte ind ad døren til Rådhushallen, var kusine og fætter Aya Lietzen og Lauge Winther Lietzen.

»Jeg glæder mig til at se de indslag, som er planlagt. Og selvfølgelig glæder jeg mig meget til at se prinsessen,« sagde Aya Lietzen.

De glædede sig især til at se de indslag, som var planlagt af andre unge.

»Jeg er spændt på at se modeshow, for jeg har ikke før set modeshowet,« sagde Lauge Winther Lietzen.

Efter fødselsdagen skulle de begge ud og være sammen med nogle venner og fortsætte fejringen. Lauge Winther Lietzen skulle også fejre, at han netop havde afleveret SRP.

Altid velkommen i Aarhus

Den kongelige familie ankom klokken 14.00, hvor alle de fremmødte gæster var klar til at synge fødselsdagssang. I sit lyseblå jakkesæt stod prinsesse Isabella og smilede ud til de mange fremmødte, mens de sang den velkendte fødselsdagssang for prinsessen.

Det blev afsløret i programmet til den store dag, at der ville være en overraskelse udendørs. Overraskelsen var fire unge, der klatrede op på taget af Aarhus Rådhus for at folde et stort banner ud med teksten: »Aarhus ønsker tillykke.«

Kongefamilien blev ved ankomsten mødt af en flok parkour-udøvere, der sprang ned fra rådhusets tag og foldede et velkomstbanner ud over indgangen. Forbipasserende kunne sidste lørdag opleve prøverne til den vilde velkomst. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En helt stille sal ventede i spænding på, at kongefamilien ville træde ind i Rådhushallen. De stod alle klar med flag, så de kunne give den kongelige familie og især fødselaren en varm velkomst. Så snart de trådte ind af det stille rum lød klapsalver og jubel. Det var tydeligt at mærke gæsternes begejstring. Igen dæmpede salen sig, mens borgmester Anders Winnerskjold (S) bød velkommen og ønskede prinsesse Isabella et hjerteligt tillykke med fødselsdagen.

»Vi er meget taknemmelige for, at Aarhus er blevet en del af kongehusets 18 års fødselsdags fejring for Deres kongelige højhed prinsesse Isabella. Vi her i salen og hele byen har glædet os til at fejre dem. I særlig grad er vi glade for, at vi kan give omkring 200 unge mennesker mulighed for denne oplevelse ved at deltage i dag,« sagde han.

Han understegede i talen, at hun altid er velkommen i Aarhus.

»Her i Aarhus kan du måske være mere i fred, end du kan andre steder. Jeg har ladet mig fortælle, at det var Deres fars oplevelse, da han boede og studerede i Aarhus. Vi håber i hvert fald på mange flere besøg her i Aarhus.«

Borgmester Anders Winnerskjold (S) havde spurgt ud til de unge aarhusianere, om de havde nogle særlige beskeder til prinsessen.

»En af beskederne fra en ung aarhusianer lød således: Du er et skønt forbillede og nem at spejle sig i.«

Hun trådte op på scenen for at modtage byens gave, som var et slankt og minimalistisk armbånd med enkelte vedhæng, der repræsenterer dualiteten i det moderne og i det traditionelle. Ligesom prinsessen der lever i et moderne samfund, samtidig med hun lever i et traditionsrigt kongehus. Armbåndet er smedet i 14 karat guld af den lokale guldsmed Trine Wilkens.

Det var borgmester Anders Winnerskjold, der overrakte gaven fra Aarhus. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ung underholdning

Selve programmet for fødselsdagen stod på musik, dans og modeshow. Som flere af de unge gæster kunne fortælle til avisen, var de spændte på at se, andre unge underholde en ung prinsesse og de unge gæster. Der var ingen tvivl om, at underholdningen satte stemningen til fødselsdagsfesten.

Elever fra fra ESAA Dansesport i Risskov stod for en del af underholdningen og undervejs havde Prinsesse Isabella svært ved selv at holde sig i ro. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der var alt fra et stille men koncentreret publikum, da Østen optrådte med sit hit »Regn.« Men der var også massere af klapsalver og musik med gang i, da flere af byens elitedansere optrådte for prinsessen.

Hele konceptet bag fødselsdagen var, at det skulle være unge aarhusianere, som skulle underholde til fødselsdagen.

Der var blandt andet unge fra Aarhus Tech, som havde forberedt kager til den store dag.

Der blev både serveret kager og mad til fødselsdagen. Foto: Bo Amstrup

Da fødselsdagsfejringen var forbi, skrev prinsesse Isabella i rådhusets gæstebog og takkede af for dagen.