Fortsæt til indhold

Derfor laves der flere tiltag: Ølfestival i Randers midtby skal slå rekord

Operaen i Randers satser stort på årets ølfestival med nye investeringer og et æstetisk udtryk.

Samfund

Den kommende ølfestival omkring Kirketorvet den sidste lørdag i august har nu fået et gevaldigt løft, fortæller medarrangør fra Operaen, Christian Bach.

Festivalen, som også er støttet af kommunen, har nu fået opbakning fra byens virksomheder, og især flere banker støtter op.

»Vi har valgt at sige, enten skal vi stoppe det, eller også skal vi investere i det, altså virkelig for at gøre det totalt attraktivt for brugerne at komme, og det er vi så valgt at gøre,« siger Christian Bach til Din Avis.

Under festivalen kan der smages på øl fra mindst 30 bryggerier. Den afholdes 31. august, og det er tredje år i træk, at der er livemusik, madboder og festglade folk på langbænkene rundt om Sct. Mortens Kirke.

Øllet er købt

Arrangørerne er Operaen Randers og Danske Ølentusiaster fra Randers.

De har i år valgt at købe alt øl på forhånd for at tage risikoen væk fra bryggerierne og for at lokke endnu flere bryggerier til, så oplevelsen kan blive endnu bedre.

»Vi løber i hvert fald en stor risiko i år ved at købe øllet på forhånd, men vi tror på, det er den vej, det går for at gøre vores ølfestival attraktiv for både gæster og bryggerier, og det bliver bare super spændende at se, hvordan det bliver taget imod,« forklarer Christian Bach.

Derudover investeres der massivt i standpakker med beachflag og andre elementer for at løfte det æstetiske udtryk.

»På andre festivaler er det jo bare et plastikbord, man knalder op, og så er der øl på bordet. Bryggerne de er gode til at brygge øl, men de er måske ikke de bedste til at præsentere deres øl. De går ofte ikke så meget op i et smukt æstetisk udtryk på standen,« siger Christian Bach, der dermed giver festivalen små nøk opad.

Forventning om rekord

Der kommer også flere oplevelser. Du kan blandt andet slå søm i en træblok, der vil være lykkehjul, boldkast og golf på pladsen. Og ikke mindst livemusik.

Festivalen har oplevet stigende interesse med 800 deltagere det første år, 1.200 sidste år og forventninger om 1.500 deltagere i år. Christian Bach håber, at mange af billetterne er solgt, inden festivalen starter. Mere end 1.600 har på Facebook allerede tilkendegivet, at de er interesseret i at deltage.

Festivalen afholdes udendørs, så meget af succesen og stemningen afhænger af vejret.

Men det har Christian Bach en løsning på.

»Vi holder kun udendørsarrangementer, når det er godt vejr,« lyder det med et smil.