Fortsæt til indhold

Stanken var slem – men synet var vildt: Pukkelhval blev skåret op ved havnen

Mange flokkedes på kajen, hvor den døde pukkelhval blev skåret op og skeletteret i fredags.

Samfund
Anette Bonde

Kaløvig Bådehavn fredag formiddag.
Den døde pukkelhval ligger på kajen klar til at blive skeletteret, efter at den torsdag blev fragtet hertil fra Følle Strand, hvor den strandede tirsdag 1. april.

Tilskuerne er begyndt at samle sig. Nogle af børnene holder sig for næsten – lugten er stram.

»Nåh ja, jeg kommer fra Esbjerg, så det er ikke så galt. Det lugter så hjemligt,« lyder det fra en af de ventende voksne.

»Ja, og jeg kommer fra Hanstholm. Så det…,« svarer en anden.

Vandtæt tøj og gummistøvler

Medarbejdere fra en række museer myndigheder og universiteter er trukket i arbejdstøjet, det vil sige vandtæt tøj og gummistøvler.

Der småsnakkes, alle er spændte.

Området hvor hvalen ligger er spærret af, blandt andet af helbredshensyn, ifald hvalen skulle fejle noget smitsomt. Rammer med desinficeringsmiddel er placeret, så gummistøvler kan blive skyllet, hvis man har trådt i vand eller sekret fra hvalen.

Fagfolk fra museer, myndigheder og universiteter var med til at skelettere pukkelhvalen i fredags. Til næste år udstilles dens skelet på Fjord&Bælt i Kerteminde. Foto: Anette Bonde

Der ventes længe. Nogle af de medvirkende i opskæringen er forsinket, men tilskuerne venter tålmodigt i den halve time, inden der begynder at ske noget.

Er kommet på afveje

I ventetiden fortæller Ditte Bølle, biolog og formidler fra Fjord&Bælt-museet i Kerteminde, at der er tale om en ung hval, formodentlig halvandet til to år.

Pukkelhvaler fødes i Caribien. De lever af småfisk og krebsdyr, og følger efter dem nordpå. Hun forklarer, at den strandede hval er kommet på afveje.

»Måske har den strejfet og har fulgt efter nogle fisk ind i danske farvande.«

Heiko Buch-Illing, adm. direktør på Fjord&Bælt, går rundt og ser så glad ud.

»Jeg glæder mig som et lille barn til at rode rundt i hvalen sammen med fagfolk. Hjemme på børneværelset havde jeg hvaler hængende på væggen. Det her er en barndomsdrøm. Det bliver stort.«

Han fortæller, at barderne manglede, da hvalen blev trukket ind. Måske ligger de ude i bugten, siger han.

Endelig er alle ankommet

Allerførst måles hvalen op, og der skæres i overfladen for at måle spæklaget.

Derefter åbnes op ind til bugen, og tarme vælter ud. Nu er opskæringen for alvor i gang. Nogle af delene bliver sendt videre til undersøgelse, mens andre sendes til forbrændingen.

Fagfolk fra museer, myndigheder og universiteter var med til at skelettere pukkelhvalen i fredags. Til næste år udstilles dens skelet på Fjord&Bælt i Kerteminde. Foto: Victoria Touveneau, Fjord&Bælt.

Det viser sig, at tarmene indeholder parasitter, og hvalen er formodentlig død af underernæring.

Ved halv fem-tiden fredag eftermiddag er skeletteringen tæt på at være færdig. Så kan man begynde at glæde sig til næste år, hvor dens skelet kan ses i en ny udstilling på Fjord&Bælt i Kerteminde.