Hyldest til Lasse: En ægte guttermand med stor passion for sin by og sin forening
Lasse Nygaard hyldes for sin langvarige indsats i IF Viking Pindstrup. Formanden takker Nygaard for hans uvurderlige bidrag.
Lasse Nygaard, en mand med stor passion for sin by og dens idrætsforening, har gennem 25 år været en central figur i IF Viking Pindstrup.
Fordelt over to perioder har han bidraget med sin tid, energi og entusiasme som frivillig formand for støtteforeningen.
For klubben er hans engagement, gode humør og initiativer intet mindre end guld værd.
Ved en nylig sammenkomst blev Lasse Nygaard hyldet af klubbens ledelse.
Formand Tom Bæk Petersen udtrykte stor taknemmelighed for Lasse Nygaards bidrag og understregede, hvor meget hans indsats har betydet for IF Viking Pindstrup.
Kreativitet under corona
Lasse Nygaard viste blandt andet under tiden med corona, hvordan en kreativ ildsjæl agerer, når samfundet mere eller mindre er lukket ned.
Da store forsamlinger var umulige, organiserede Lasse byens traditionelle sommerfest på en ny måde, hvor borgerne festede i mindre grupper hjemme på privaten.
En partybus kørte rundt fra hus til hus og leverede musikken, og festen blev afsluttet med et stort fyrværkeri fra festpladsen, der lyste byen op. Borgerne kunne stå hjemme på deres matrikler og nyde det smukke syn.
Selvom Lasse Nygaard nu træder tilbage som formand for støtteforeningen i IF Viking Pindstrup, fortsætter han med at være en aktiv del af klubben. Han spiller både badminton og tennis og er nu formand for bestyrelsen i Pindstrup Hallen.
Lasse Nygaard er en ægte guttermand, hvis dedikation og engagement har været en uvurderlig ressource for IF Viking Pindstrup og byen.
Klubben ser frem til mange flere år med hans positive indflydelse og aktive deltagelse i klubbens aktiviteter.