Fortsæt til indhold

Thomas fik ny nyre seks gange - men blev kun 55: Nu hyldes han

Organdonationsforeningen mindes Thomas Helligsø for hans positive livssyn og dedikation til organdonation.

Samfund

Forleden sagde en fyldt Ebeltoft Kirke et sidste farvel til bysbarnet Thomas Helligsø.

Thomas Helligsø var en bemærkelsesværdig person, der gennem sit liv modtog seks nyretransplantationer – tre fra afdøde donorer og tre fra levende donorer, herunder hans mor, far og søster Anne, gennem et nyrebytteprogram.

Han blev kun 55 år, men hans liv og kamp for organdonation har efterladt et dybt indtryk på mange.

Organdonationsforeningen »Organdonation – ja tak« hylder Thomas Helligsø med et rørende indlæg på deres hjemmeside.

Foreningen fortæller om en mand, som var kendt for sin positive tilgang til livet, selv når det ikke altid var let.

»Han var en ivrig fortaler for organdonation og arbejdede utrætteligt for at sætte fokus på emnet. Hans historie og engagement har inspireret mange til at tage stilling til organdonation, og en fyldt kirke vidnede om, hvor vellidt han var og hvor meget han havde betydet og gjort for andre,« lyder det i hyldesten fra Organdonationsforeningen »Organdonation – ja tak«.

Thomas Helligsøs ønske var, at flere skulle tage stilling til organdonation.

I hans ånd har familien oprettet en mindeindsamling for at støtte patientforeningen »Organdonation – ja tak«s arbejde.

Hvis du ønsker at bidrage, kan du gøre det ved at besøge www.mindedonation.dk.