Ny hundeskov på vej
Landdistriktsudvalget har valgt at støtte projekt, der skal skabe nye, bedre faciliteter i skov.
De lokale, der bor i landsbyerne omkring Floes Skov, der ligger i den sydøstlige udkant af Randers Kommune, har et ønske.
De vil gerne gøre mere brug af skoven, men det kræver nyere, bedre faciliteter.
Derfor har de søgt om støtte fra LAG Randers-Favrskov. Den lokale afdeling af LAG valgte dog i stedet at indstille projektet til kommunal finansiering, og derfor skulle politikerne i Landdistriktsudvalget på deres seneste møde tage stilling til, om de ville støtte projektet.
Det var udvalget enige om, og derfor har projektet nu fået 103.675 kroner i støtte fra Randers Kommunes pulje til medfinansiering af LAG-projekter. Det svarer til halvdelen af projektets samlede sum på 207.350 kroner.
Der er stadig over en million kroner tilbage i den kommunale pulje.
En del af naturparken
Ifølge referatet fra udvalgsmødet er der blandt borgerne i blandt andet Uggelhuse og Langkastrup ønske om at etablere en indhegnet hundeskov i Floes Skov, der er en del af Naturpark Randers Fjord.
Skoven har desuden en primitiv teltplads, der trænger til en opgradering. Man vil derfor gerne udvide pladsen og etablere shelters og et muldtoilet.
Det vides ikke, hvornår hundeskoven åbner, eller hvornår de nye faciliteter vil kunne tages i brug.