Fortsæt til indhold

Udvalg sender penge efter båd - nu bliver det muligt at booke den

Kanonbåden i Udbyhøj får tilskud til forbedringer. Målet er at gøre den mere brugervenlig og tilgængelig for besøgende.

Samfund

En million kroner modtog Randers Naturcenter kort før jul.

Pengene kom fra Nordea-Fonden, og de skal bruges på at styrke formidlingen i Naturpark Randers Fjord, som siden 1. januar sidste år har hørt under naturcentret.

Og nu er der kommet lidt flere penge til.

På det seneste møde i Landdistriktsudvalget godkendte politikerne nemlig en ansøgning på 52.042 kroner. De skal bruges til at gøre Kanonbåden i Udbyhøj mere brugervenlig.

Muligt at booke båden

Ifølge referatet fra mødet er den nuværende indretning af Kanonbåden »uhensigtsmæssig«. Randers Naturcenter vil i stedet lave flytbare installationer og aflåselige skabe med formidlingsudstyr.

»Så kan Kanonbåden bruges af mange, hvilket tilskuddet skal understøtte. Det bliver muligt at booke og bruge Kanonbåden,« står der blandt andet.

Projektet har en samlet sum på 104.083 kroner, og Landdistriktsudvalget har altså valgt at støtte med halvdelen af det beløb. Pengene kommer fra Randers Kommunes pulje til medfinansiering af LAG-projekter.

Der er stadig over en million kroner tilbage i den pulje.

Naturcentret havde egentlig søgt om støtte fra LAG Randers-Favrskov. Den lokale afdeling af LAG valgte dog i stedet at indstille projektet til kommunal finansiering, hvilket som sagt blev godkendt.