Pensionisthaverne i Randers: Her er plads til din helt egen måde at dyrke fællesskabet på

Tager du til pensionisthaverne i det nordlige Randers, opdager du, hvor forskelligt du kan få noget til at gro, og hvor mange idéer der er til at leve det gode haveliv.

På Blommevej, tæt på Tradium, ligger 36 pensionisthaver, som alle førtidspensionister og pensionister i Randers Kommune kan låne - helt gratis.

Anna Lise Carlsen på 82 er stort set i sin have hver dag og har flotte tulipaner og et blomsterflor i den ene side af havegangen, mens der dyrkes grønsager på den venstre side. Bagerst er bygget et lille læhegn op med en parasol, der kan skærme for sol og regn, og hvor der altid er snolder, sodavand og kaffe på kanden.

»Mine børn ved godt, hvor jeg befinder mig, så hvis de skal have fat i mig derhjemme, er det før klokken 10,« storgriner hun.

Hun er en af dem, der har haft en have i flest år, 18-20 år lyder buddet fra hende selv.

»Jeg nyder at dyrke noget, se det vokse, og så har jeg noget kønt at se på,« siger hun og nipper et stykke ukrudt væk fra tulipanerne, der gavmildt har spredt kronbladene ud.

»Der er altid nogen at snakke med heroppe. Og du kan vælge, om du vil være social og gå over i containeren, eller om du vil nusse i din have. Det kan jeg godt lide.«

Kagen i køkkenet

En særlig detalje ved pensionisthaverne er de to containere i midten af området, der fungerer som opholdssted og redskabsskur.

Den ene container er indrettet med et lille køkkenbord, hvor du kan koge vand, samt bord og stole. Den anden container bruges til opbevaring af redskaber. På bordet i det lille køkken finder du næsten altid hjemmebagt kage, som en af havens brugere har stillet frem til fri nydelse.

På den anden side af containerne finder du Erik Skals i sin have. Den tidligere underviser på Randers Specialskole bor i Vorup, men er kørt lige forbi haverne på vej til arbejdet i flere år. Så derfor vidste han godt, at de fandtes. Han deler tiden mellem haven hjemme i Vorup og sin permahave.

Haven uden fræser

Jorden bliver ikke fræset eller bearbejdet på samme måde som i de andre haver på Blommevej.

»Når det regner heftigt, så ligger der vandpytter i de andres haver. For de er revet og fræset i dybden. Vandet står ikke højt i min have. Kun i mellemgangene, hvor jeg har trådt jorden ned. Det er, fordi jeg behandler jorden anderledes,« forklarer han.

Han er inspireret af dyrkningsmetoden permakultur. Det betyder, at han har lagt et tykt lag hønsemøg og halm på jorden. Han vender kun det øverste lag med haveredskaber og luger selvfølgelig. Men jorden nedenunder rører han ikke. Tanken er, at det tager mange år for jorden at etablere sig igen, hvis du roder i den.

Desuden er det vigtigt for ham, at den næringsrige gødning og halmen kan hentes tæt på. Derfor er det oftest resthalm, som hestene har nydt godt af, som han henter i nærheden af haven, og hønsemøg fra hans høns i Vorup, der bliver brugt.

Erik Skals kalder resultaterne overraskende gode. Især hvidløgene, der står på rad og række, bliver fortæret hver dag med stor nydelse.

Han peger op mod Eva Larsens have tættere på det levende hegn over mod køreteknisk anlæg.

»Prøv at spørge Eva, hvordan hun dyrker sin have. Hun gør det på en helt anden måde.«

Og det gør vi så.

Rabarber-snigeren

Eva Larsens have står med snorlige rækker med flere hegn, der afgrænser de forskellige afgrøder fra hinanden.

Savoykålene står sikkert under et net. Hun peger rundt på selleri, grønkål, løg, porrer og kartofler.

Rabarberen i bunden af haven er tæt på at snige sig over til nabohaven, der dyrkes af en bosnisk mand.

»Den bredte sig faktisk over til ham. Det var heldigvis fint nok, og jeg havde foreslået, at jeg skulle fjerne det,« fortæller Eva Larsen som et eksempel på, at man respekterer andre brugeres tanker om at drive sin have på.

»Det er en helt anden kultur, han kommer fra. Det er lærerigt at se, hvordan han sår og passer sine bede på den måde, han mener, det skal gøres. Sådan ville jeg aldrig selv have gjort det. Men vi blander os ikke i de andres metoder,« siger hun.

Selv kommer den førtidspensionerede Eva i haven, når kroppens tilstand tillader det. Hendes skulder, bækken og kraveben har det ikke godt, så haven er et helle.

»Jeg nyder at nusse rundt. Plante nye bede og få det til at gro. Og jeg elsker at forære mine grønsager væk og se glæden hos dem, der modtager dem. Der er ikke noget som hjemmedyrkede grønsager. Det smager bare bedre,« smiler hun bredt.

Ledige haver

For fem år siden blev pensionisthaverne i Randers flyttet fra deres oprindelige placering, da kommunen ønskede at bygge lejligheder og etablere byggegrunde i området, der før husede Kærsmindebadet og pensionisthaverne, der dengang havde eksisteret i mange år.

Flytningen skabte en del negativ omtale, men Edel Marie Stjernvik, der i en periode var formand for pensionisthaverne, mens de lå ved Kærsmindebadet, og som efter en pause nu igen er formand, mener, at kommunen gjorde en stor indsats for at få projektet op at stå.

»Randers Kommune fik så dårlig en omtale dengang, og det var faktisk ikke rigtigt, fordi de gjorde virkelig meget for, at det skulle komme i gang herude,« siger Edel Marie Stjernvik.

Pensionisthaverne består af 36 haver, hvoraf de seks er ledige. Dem vil hun gerne slå et slag for. Man kan bare henvende sig til hende, hvis man er interesseret og enten er pensionist eller førtidspensionist. Nummeret står på en tavle på den overdækkede terrasse mellem containerne.

Haven koster 250 kroner om året udover et bidrag til strøm og vand og et depositum, hvis man ønsker en nøgle til redskabsrummet og køkkenet.

»Der kommer altid nogle ledige her, fordi det udelukkende er for pensionister,« fortæller Edel Marie Stjernvik.

Haverne er små og betegnes som daghaver. Så man må ikke bygge huse på dem.

»De største haver ligger på cirka 140 kvadratmeter, og så har vi fire af dem delt op, så de er kun halvt så store,« siger hun.

Kommunen har lagt jord til haverne og hjulpet med etableringen, der skete på bar mark. Der er blandt andet gravet dræn, så jorden kan bruges til at dyrke blomster og grønsager.

»Der er også mange pensionister, som bor i hus, og som ikke kan blive ved med at overkomme hus, og så flytter de i lejlighed, og så savner de alligevel lidt jorden under neglene,« siger hun.