12 killinger kan blive til 4.802 katte - på fire år: »De har alle odds imod sig«
Udsigten til en sæson med tusindvis af efterladte og indleverede kattekillinger får Dyrenes Beskyttelse til at efterlyse plejefamilier, der kan være med til at sikre killingernes overlevelse.
Allerede i begyndelsen af marts kunne Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde meddele, at årets første flaskekilling var ankommet.
En flaskekilling er en killing, der er så lille, at den har brug for konstant pleje for at overleve. Siden er flere killinger kommet til. Med en tidlig start er kattekilling-sæsonen således skudt i gang, og det vækker bekymring hos Dyrenes Beskyttelses internatleder, Karina Fisker.
»Når vi siden marts har fået indleveret meget små killinger, tyder alt på, at vi igen i år kan se frem til en sæson med mange efterladte killinger, der har brug for pleje 24 timer i døgnet,« fortæller hun i en pressemeddelelse.
Læs også: Her ser Mille sin ejer for første gang i 8 måneder: Facebook er gået amok
Overlever ikke uden hjælp
Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelse tusindvis af killinger, der enten bliver indleveret eller er blevet efterladt, for eksempel i naturen.
Dyrenes Beskyttelse i Tranbjerg modtog 1035 katte i 2024. Indtil videre er 226 katte indleveret i 2025.
Killingerne ankommer ofte til dyreinternaterne dehydrerede, underernærede og nedkølede, fordi de er blevet forladt uden deres mor og ude af stand til at klare sig selv. Ofte er killingerne kun få uger gamle, når de bliver efterladt, og i nogle tilfælde er de så små, at de stadig har deres navlestreng.
»De små killinger kan typisk stadig ikke spise selv og skal derfor have mad hver anden eller tredje time for at overleve. De har med andre ord alle odds imod sig,« forklarer Karina Fisker og fortsætter:
»Killinger er meget skrøbelige og har brug for konstant pleje for at klare sig. På internaterne har vi ikke bemanding til at kunne pleje de mange flaskekillinger hele døgnet, og derfor er de frivillige plejefamiliers indsats afgørende for de mange killingers overlevelse.«
Karina Fisker opfordrer alle, der har tid og mulighed for det, til at blive plejefamilie for et kuld flaskekillinger.