I en baggård i Aarhus har Ivar bygget sit livs vigtigste rum

Ivar Sørensen, 82 år, pensioneret:

»Jeg har altid bygget huler. Min barndom var ikke særlig tryg, så det havde jeg brug for. Det er også det, jeg har bygget her midt i min barndomsby. Helt selv af alverdens ting jeg gennem årene har samlet sammen. En hule af tryghed, som jeg kalder mit herreværelse.

Den anden del af historien er, at jeg havde købt et flygel på afbetaling, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle sætte det. Heldigvis fik jeg lov at købe lokalet af Aarhus Teater, som på det tidspunkt brugte det som skuespillerskole.

Dengang spillede jeg hver aften som pianist på Jacobs Pianobar. Der var selvfølgelig meget larm og gang i den, så om natten, efter at have spillet op til fest på baren, kom jeg herned og sad lige så stille og trykkede på tangenterne på mit flygel. Rummet blev mit frirum.

Det er det stadig, og det har det været i alle de 40 år, jeg har ejet det. Tonerne er også mit frirum. Jeg har faktisk aldrig lært at spille, og kan ikke læse en node. Jeg gør det bare. Og så taler jeg med det. Flygelet. Det er en form for pædagog for mig, og det skubber mig i den rigtige retning.

Sådan havde det ikke behøvet at være. Min far døde før jeg var seks år, og ingen af mine ni søskende eksisterer længere. Der har været så mange tragedier i mit liv, at jeg kunne nemt have endt i den forkerte retning. Men det har musikken og mit herreværelse været med til at forhindre mig i.

Og så viser det sig, at folk, der kommer herned, synes, det er et helt unikt sted. Det er ældre mennesker, der kommer her til koncerterne, der holdes hver anden onsdag. Koncerterne startede for 13 år siden, da jeg besluttede mig for at åbne herreværelset op for verden udenfor. Jeg ville gerne dele ud af den glæde for det frirum, jeg havde fundet, og min kærlighed til musikken. Så kontaktede jeg kommunen, og sagde, at jeg havde det her sted, som jeg gerne ville dele med nogen, som godt kunne have svært ved at komme ud.

Kommunen begyndte at hjælpe med at få syge og demente ældre fra lokale plejecentre herned med kørestole og det hele. Der var ikke meget plads, men det lykkedes, og en gruppe af frivillige blev formet til at hjælpe med at brygge kaffe, servere kage og ikke mindst synge soloer til mine toner fra flygelet.

Selvom kommunen ikke længere har ressourcer til at følge plejehjemsbeboerne herned, er mit herreværelse stadig fristed for mange ældre i Aarhus. Rummet omfavner dem. Ligesom det omfavner mig. Her går tiden i stå. Byens pulserende liv forsvinder for en stund, og roen indtræffer.

Jeg er 82 år nu – på vej mod de 83. Jeg har ledt efter nogen til at overtage stedet, når jeg ikke er her længere. Det må ikke blive et revisorkontor eller en bank. Det skal blive ved med at være et kreativt rum herinde i midtbyen. Det skal blive ved med at være et frirum.«