Fortsæt til indhold

Hyggeligt ishus stod tomt: Nu kan det blive sommerens hotspot

Så langes der igen is over disken i det lille ishus på havnen i Ebeltoft.

Samfund
Anette Bonde

Solen skinner denne onsdag før påske - det kalder på is og forfriskninger. I solskinnet udenfor Havnens Ishus på Stockflethtsvej i Ebeltoft har nogle af kunderne slået sig ned på havemøblerne uden for ishuset og nyder deres is. Indenfor er Malene Prang Stenumaard Lind ved at sætte ting på plads, mens en af døtrene betjener en kunde.

Hele familien er med

Malene Prang Stenumaard Lind er rykket ind som ny ejer, efter at ishuset stod tomt sidste år.

Det er et familieprojekt, og hen over sæsonen kan man både møde Malene Prang Stenumaard Lind, de to døtre Christina og Caroline, svigersønnerne Mattias og Nicklas og sikkert også barnebarnet lille Gry. Fra juni vil også hendes mand Anders Stenumgaard Lind træde til.

Til daglig arbejder Malene Prang Stenumaard Lind 32 timer ugentligt i administrationen i Norddjurs Kommune, og hun vil derfor mest være i ishuset i weekender og ferier.

»Vi har i familien tænkt på det i en del år – at det kunne være hyggeligt at være sammen om et fælles sommerprojekt som for eksempel et ishus. Så da ishuset på havnen blev ledig, slog vi til,« smiler Malene Prang Stenumaard Lind.

Hun tilføjer, at både hun og hendes mand kan lide at tage på markeder og sælge, ikke mindst fordi de holder af at snakke med folk. Derfor var et ishus oplagt.

Hele familien har været i sving for at gøre klar til åbningen 11. april. Der er blevet lavet pallemøbler, købt skind og puder til møblerne og lanterner til træet foran ishuset. Døtrene har stået for design af logo til skilte, SoMe og t-shirts samt inspireret til, hvordan de ydre rammer skulle indrettes. Der er endda blevet tænkt på de firbenede, idet der ved en af bænkene står en skål med vand.

Italiensk is

Malene Prang Stenumaard Linds far har flyttet nogle gevaldig store granitsten, der indhegner den lille plads foran ishuset, og han har skåret træstubbe op til siddepladser.

»Vi har forsøgt at holde det i den stil, der allerede er her på havnen,« fortæller Malene Prang Stenumaard Lind.

Hun tilføjer, at familien er blevet taget rigtig godt imod af alle på havnen, lige fra fiskerne, folkene på Beddingen, bådebyggerne, de andre erhvervsdrivende og foreninger og af havnefogeden.

»Alle synes, det er skønt at der kommer Ishus igen.«

Isen er håndlavet is fra et familieejet ismejeri ved Venedig, Italien, som har lavet kvalitets-is i mere end 40 år.

»De fik faktisk en sjetteplads ved verdensmesterskaberne i bedste is i 2020. Og det er virkelig god kvalitet.«

Malene Prang Stenumgaard Lind oplyser, at der i ugerne frem til sommerferien er åbent torsdag til søndag, og i højsæsonen er der åbent alle dage til solen går ned over Mols.

Ishuset lukker for sæsonen efter Ebelfestivalen i uge 42.