Fortsæt til indhold

Lukker efter 50 år: »Det er slut nu. Og det gør ondt«

Her kan du følge de lokale nyheder, imens de sker.

Samfund

Harlev Framlev Ungdomsklub lukker efter mere end 50 år.

Det oplyser klubben i et opslag på klubbens facebookside.

Lukningen er et resultat af, at Aarhus Kommune har sløjfet tilskuddet til kommunens 17 FO-ungdomsklubber. De skal fremover drives som selvejende institutioner.

Ifølge opslaget på Facebook Harlev Framlev Ungdomsklub er det administrative ansvar og den opgave, der følger med at være en selvejet institution, for omfattende.

Det har ikke været en nem beslutning af lukke ungdomsklubben i det vestlige Aarhus.

»Klubben har i årtier været et trygt og vigtigt mødested for Harlevs unge (...) Her har de kunnet være sammen med venner, spille spil, snakke, lave mad, få ro fra skolen – eller bare være sig selv. Det er slut nu. Og det gør ondt – både på os, der har været en del af det, og på de unge, som mister et vigtigt fristed i deres nærmiljø,« lyder det på Facebook.

Harlev Framlev Ungdomsklubs medlemstab skal have ligget stabilt på omkring 100 unge i de seneste 20 år.

»Vi ved, at klubben har gjort en forskel for mange gennem tiden. Og det er det, vi vælger at tage med os. Tak til alle jer, der har været en del af Harlev Framlev Ungdomsklub gennem årene – og ikke mindst til de unge, der har givet klubben liv,« skriver ungdomsklubben på dens facebookside.

Klubben lukker ved udgangen af maj.