Han var den eneste med navnet Bennix: Efter kort tids sygdom er byens 'mad-far' gået bort
Viktualiehandler Bennix Berg Mikkelsen, Grenaa, er død i en alder af 93 år.
Familien fortæller, at han var den eneste i Danmark med fornavnet Bennix. Født i Sønderbæk ved Hammershøj og voksede op i Randers ud af en søskendeflok på seks, men det var i Grenaa, han slog sine folder og sørgede som viktualiehandler for mad til tusindvis af frokoster.
Nu er Bennix Berg Mikkelsen død på Plejecenter Violskrænten i en alder af 93 år.
Han fik sin læreplads som kok på den gamle skydepavillon Skovbakken i Randers, og blev udlært i 1950, hvorefter han fik arbejde på Saxildhus i Kolding. Herfra gik turen heldigvis for ham til Sydfyn. Her mødte han nemlig Grethe fra Svendborg, som var i lære som frisør.
Som par flyttede de til Grenaa i 1960, hvor Bennix Mikkelsen havde fået arbejde som køkkenchef på Grenaa-Varberg færgen. Siden fortsatte han som køkkenchef på Hotel du Nord, hvor han var med til at bygge hotellets renommé op, og han var i Finland for at gøre finske kollegaer interesseret i dansk mad
Blev selvstændig
I 1962 blev han selvstændig i Østergade 12 i Grenaa som viktualiehandler med bogstaverne ”Charcuterie” sirligt skrevet på facaden, og han har gennem årene stået for tilberedningen af et stort udvalg af hjemmelavede madvarer, smørrebrød og specialiteter. Først forpagtede han ejendommen, men siden købte han den. Især var han kendt for sin ”Grenaamad” - et stykke smørrebrød med rullepølse, rejer og karrysalat. Det var dengang, at der var mange flere arbejdspladser i det indre Grenaa - og rigtig mange havde den daglige vane at hente frokosten hos ham. Tre-fire halve pakket ind i hvidt papir og en elastik til at holde på det. Eller måske en af de lune retter, som blev frisk tilberedt hver dag.
Bennix havde den lykke i forretningen, at han og Grethe gik utrolig godt i spænd. Hun stod trofast ved hans side i det daglige – og tog ansvar – også da forretningen blev udvidet med chokoladebutikken, der lå dør om dør med viktualieforretningen.
I 1993 lukkede de ned for at nyde deres otium, men for 30 år siden mistede han Grethe. Seks år senere fandt han sammen med Jytte, som han har dannet par med siden.
Han efterlader tre børn - Annette, Claus og Lene - fire børnebørn samt fem oldebørn.
Tryllede i køkkenet
De husker ham som en rigtig madkunster, der var god til at trylle i et køkken – og mange af hans opskrifter er gået videre i familien, ligesom passionen for at lave og spise god mad heldigvis er gået i arv til børn og børnebørn
Bennix Mikkelsen blev syg for godt tre måneder siden, men han var indtil sin sygdom aktiv med bagning, bowling og madlavning, for han lod sig ikke begrænse.
Han var reel, og hans liv var præget af ordentlighed og hæderlighed, og de værdier, satte han også pris på i den Odd Fellow-loge i Randers, som han var medlem af i over 60 år.
Han var desuden en driftig mand – hans motto var ”hvorfor udsætte noget til i morgen, som du kan gøre i dag?”.
Grenaa betød meget for ham, og han kan glæde sig over at have været fuglekonge to gange i Grenaa Fugleskydningsselskab.