Fortsæt til indhold

Mandlig og kvindelig kørelærer flytter sammen

Ertugrul Gultekin har flyttet sin køreskole R2drive fra Råsted til Randers centrum for at være tættere på byens uddannelsessteder. Sammen med Meyers køreskole tilbyder de nu fælles teoriundervisning.

Samfund

38-årige Ertugrul Gultekin fra Randers har igen lavet et markant skifte i karrieren som køreskolelærer.

Efter at have åbnet sin køreskole i nyrenoverede lokaler i Råsted ved årsskiftet er han nu flyttet til Randers centrum. Beslutningen er taget for at være tættere på byens uddannelsessteder som Tradium og Randers Statsskole.

»Jeg tænkte central beliggenhed. Jeg tror, det ville give noget,« siger Ertugrul Gultekin. Han har indgået et samarbejde med Meyers køreskole, som nu deler lokaler med R2drive på Rådmands Boulevard.

Samarbejdet betyder, at de nu tilbyder fælles teoriundervisning.

Meyers køreskole, der har eksisteret i 15-16 år, ejes i dag af Camilla Meyer, der har ansat kørelærer Marianne Heimdal, som har været kørelærer siden 2007. Sammen med Ertugrul Gultekin, der er næsten nyuddannet køreskolelærer, udgør de nu et team.

I det tidligere butikslokale på Rådmands Boulevard er der indrettet teorilokaler. Indsendt foto

Flytningen kommer efter feedback fra kunder og elever, der mente, at den tidligere beliggenhed i Råsted var for langt væk.

»Der var fx nogle stykker, der sagde til mig, at de ville rigtig godt have sendt deres barn ud til mig og taget kørekort, men det var lige udkanten, det var lige langt nok,« forklarer Ertugrul Gultekin.

Den nye beliggenhed gør det nemmere for eleverne at deltage i teoriundervisningen lige efter skoletid.

»Nu vil jeg jo gerne køre det sådan kvart over tre. Eleverne fra ungdomsuddannelserne har senest fri kl. 15. Så idéen er, at de bare kan komme over til os for at få teoriundervisning lige efter,« siger Ertugrul Gultekin.

I det tidligere butikslokale på Rådmands Boulevard er der indrettet teorilokaler. Indsendt foto

Nye planer i Råsted

Ertugrul Gultekin har også planer om at udleje sit hus i Råsted som bolig.

»Jeg er i dialog med kommunen nu her, om om det er i gang med at få det omdannet til bolig fra erhverv,« siger han.

Han åbnede ellers sin egen køreskole i Råsted i starten af 2025 med navnet R2drive, hvor R2 er hans kaldenavn.

Dengang havde han for længst indrettet teorilokaler og kontor i en bungalow fra 1940’erne, der ligger ved siden af tankstationen Go’On. Huset havde han købt for flere år siden af Hanne Halsson, der drev Råsted Dyreklinik fra adressen.

Forinden havde Ertugrul Gultekin drevet autoværkstedet lige ved siden af, og han forpagter stadig ud til tankstationen, der ligger foran værkstedet.

Han er oprindelig udlært mekaniker og drev fra 2011 og mange år frem sit værksted i Råsted med en ansat.

Det hed Multi Car Service.

»Jeg blev træt af mekanikerfaget, og jeg har altid elsket at køre bil. Så i første omgang valgte jeg at uddanne mig til vognmand. Men jeg savnede at snakke med mennesker, og da min familie og venner altid har fortalt mig, at jeg er god til det, så fik jeg ideen til, at jeg skulle være køreskolelærer,« fortalte han i starten af 2025.

Køreskolerne sværmer om Rådmands Boulevard. Nu er endnu to køreskoler flyttet tættere på ungdomsuddannelserne, der ligger centralt i Randers. Indsendt foto