Beboere kan ånde lettet op: Løsninger på oversvømmelser undervejs
Efter sidste års oversvømmelser ved Vendehøj arbejder Syddjurs Kommune på en permanent løsning for at sikre vejen fremtidigt.
Vendehøj, vejen der fører indbyggerne i Hornslet til deres hjem i det såkaldte frihedskæmperkvarter, har været hårdt ramt af oversvømmelser det seneste år.
Inden anlægsarbejdet udføres, skal projektet myndighedsbehandles af kommunens miljøafdeling med henblik på at vurdere, om overløbet har konsekvenser for naturområdet
Efter ekstrem regn i foråret 2024 steg vandstanden i den nærliggende sø dramatisk og oversvømmede vejen, hvilket tvang beboerne til at finde alternative ruter. Syddjurs Kommune har siden arbejdet på at finde en permanent løsning på problemet.
I første omgang blev der installeret en stor pumpe, som senere blev erstattet af en mindre el-pumpe.
»Der har været hærværk på pumpen, som derfor er blevet fjernet af entreprenøren. Vi har dog valgt at lade slangerne blive liggende, så vi hurtigt kan montere pumpen igen, hvis vandstanden igen bliver kritisk,« fortæller pressechef Ole Bjarke Nielsen fra Syddjurs Kommune.
Langsigtet løsning undervejs
Syddjurs Kommune har allerede brugt omkring 200.000 kr. på at sikre vejen ved Vendehøj og arbejdet med at finde en langsigtet løsning.
»Administrationen er ved at undersøge forskellige langsigtede løsningsmodeller. Hvilken løsning, der vælges, afhænger af flere forskellige forhold såsom faglige vurderinger, økonomi og tilgængelige ressourcer,« siger Ole Bjarke Nielsen.
Syddjurs Kommune har afsat penge til at etablere et overløb, som via en ledning langs Vendehøj skal lede vandet til Bækdalen, også kendt som Bækdalsåen, på den anden side af rundkørslen.
»Overløbet sikrer, at vandet ikke er til gene for vejen i særlig våde perioder, og kun i et omfang, der sikrer at vejkassen ikke beskadiges,« forklarer Ole Bjarke Nielsen.
I hydrologi refererer overløb til en situation, hvor vandmængden overstiger kapaciteten af en flod, sø, reservoir eller afløbssystem og som traditionelt fører til oversvømmelse.
§3-område
Søen ved Vendehøj er et §3-område.
Et §3-område er et beskyttet naturområde, hvor der er særlige regler for, hvordan man må påvirke naturen. Formålet er at bevare og beskytte naturens mangfoldighed og sikre, at dyre- og planteliv kan trives.
Syddjurs Kommune er derfor opmærksom på, at vandstanden ikke må sænkes til skade for området.
»Inden anlægsarbejdet udføres, skal projektet myndighedsbehandles af kommunens miljøafdeling med henblik på at vurdere, om overløbet har konsekvenser for naturområdet,« siger Ole Bjarke Nielsen.