Han har aldrig helt passet ind - men blandt sværd og skjold føler Per sig hjemme
Han arbejder i en bank og lever et helt almindeligt familieliv. Men i fritiden kæmper 44-årige Per Wellendorph Frederiksen med skjold og sværd i Aarhus' lokale vikingeverden omgivet af ild, blå mærker og et tæt fællesskab.
Per Wellendorph Frederiksen, 44 år:
»Jeg sidder til daglig og kigger på mange tal. Afstemmer, afregner, sender mails i Jyske Bank, hvor jeg arbejder som assistent operations & innovations officer. Jeg har desuden en kone og to børn, så er der familieliv, og der er almindeligt arbejdsliv. Men i fritiden er jeg viking.
Det er mit frirum.
Her må jeg tage den pæne skjorte af og gribe et sværd. Her er jeg ikke far eller medarbejder – jeg er bare Per. Jeg må slås. Jeg må råbe. Jeg må forsvare mig, få blå mærker og give nogen et dask med et sværd – og bagefter grine og dele en øl med dem, jeg lige har kæmpet imod.
Det begyndte for over 20 år siden, da jeg faldt over vikingekamp. Det ramte noget i mig – det fysiske, det legende, det sociale. Det gled ud igen i en periode, men efter jeg færdiggjorde min videregående uddannelse, og jeg flyttede til Aarhus, fandt jeg tilbage. Nu kommer jeg i Ask Vikingekampgruppe til vores træningstimer nede ved Godsbanen to gange om ugen.
Jeg bygger selv udstyr: skjolde, sværd, kofter, ting i læder. Så autentisk som det nu kan blive. Jeg er ikke den største nørd i vikingehistorien, men jeg synes, det er spændende, og det er fedt at lave noget kreativt med hænderne. Jeg synes, vi skal være stolte af vikingetiden og den danske og nordiske historie.
Og så er der fællesskabet. Det er ret unikt. Når man kæmper med nogen, skal man kunne stole på dem. Man kan ikke slå halvhjertet – og man skal heller ikke slå for hårdt, så folk kommer ægte til skade. Vi er også ret forskellige. Rundt om bålet efter kamp eller træning er vi alt fra studerende til læger, og alle hjælper hinanden.
Flere gange om året tager vi på markeder. Her bor vi i telte, går i uldtøj og laver mad over bål. Nogle tager på tur i ugevis ad gangen, og nogle gange er det med familien, andre gange uden. Det er lidt som at leve i en parallelverden. En verden uden en masse skærme, uden støj, bare med nærvær og bålet som midtpunkt.
Jeg ved godt, at nogen synes, det er mærkeligt. Jeg må jævnligt fortælle på kontoret, blandt alle dem, som spiller fodbold og håndbold eller går op i løb og cykling, at jeg slår folk med sværd i min fritid. Og så kan de godt blive overraskede og nogle gange undrende. Men det er jeg god til at være ligeglad med. Og selvfølgelig åbent fortælle til dem, der er nysgerrige. Jeg har aldrig passet helt ind i kasserne, og det har jeg det fint med.
Jeg tror, alle har brug for et sted, hvor de må være lidt nørdede, lidt anderledes – og hvor det er helt okay. Det her er mit sted.«