18-årig kørte bil til Ukraine: Knap var han over grænsen, før første luftalarm lød

Efter 22 timers nonstopkørsel fra Hadsten til den ukrainske grænse efterfulgt af tre timers søvn på et hotel kan 18-årige Christian Kaae endelig trille fra Polen og ind i Ukraine i den Suzuki Grand Vitara, som senere skal doneres til den ukrainske hær.

Tre biler ad gangen kommer gennem grænsekontrollen.

Næppe er Christian Kaae kommet ind i Ukraine, før den første luftalarm lyder. Den 18-årige unge mand kigger rundt og observerer, hvordan lokalbefolkningen reagerer.

Han har blot været i landet i 20 minutter.

Han forsøger at forholde sig roligt, for det gør de lokale.

»Alle kigger op i luften. De er vant til først at reagere, når de ser noget. Og der sker jo heller ikke noget,« fortæller Christian Kaae.

»Det er ikke, fordi jeg føler mig decideret bange, men alle mine sanser tænder – gange 10. Jeg får da lige et chok.«

Alene i 22 timer

Christian Kaae har opdaget nonprofitorganisationen Biler til Ukraine gennem sociale medier. En organisation, som køber biler, lastbiler og busser og kører dem til Ukraine for at give dem til det ukrainske militær – organisationen har doneret næsten 600 biler. Det er frivillige, som kører dem til det krigshærgede land. De frivillige finder selv en måde at komme hjem.

Christian Kaae blev hurtigt fanget af projektet, som tiltaler ham på flere planer.

»Det gode formål vil jeg gerne støtte op om. Desuden vil jeg gerne prøve noget så intenst som at køre så langt. Jeg er enormt interesseret i at køre lange ture, og på den her måde havde jeg samtidig et godt formål med det. Det var to fluer med ét smæk. Derfor meldte jeg mig til næste tur,« fortæller den unge Hadsten-fyr.

En uge før påske var han og resten af de 16 chauffører til et møde, hvor de forskellige indkøbte biler blev fordelt.

Den 16. april hentede Christian »sin« Suzuki Grand Vitara XL-7 hjem til sig.

Tidligt om morgenen den 17. april trillede han ud ad indkørslen i Hadsten i den store firhjulstrækker og satte kursen mod Ukraine. Alene i bilen på den lange tur.

De 11 biler og 16 chauffører på denne tur havde kun ét fælles stop undervejs, på en tankstation lige nord for Berlin.

Holdet mødtes igen 20 km fra den ukrainske grænse, hvor de sov nogle få timer på et hotel i Lviv i Polen.

Tidligt næste morgen gik turen over grænsen til Ukraine.

Gravplads hver tredje kilometer

Det første stykke vej i Ukraine kalder Christian Kaae for en af de »vildeste oplevelser i landet,« men ikke fordi der er sønderbombede huse.

»Vi kører ad en landevej ind gennem helt små, fattige byer. Sådan nogle steder, hvor hele byen har én cykel, som alle har kørt på i 30 år. Det er meget fattige områder, og så samtidig kører rige ukrainere masser af spritnye BMW’er igennem byen. Det er en mærkelig kontrast,« siger Christian Kaae, som godt nok ikke ser krigshærgede huse, men alligevel ser resultatet af krigens rædsler:

»Hver tredje-fjerde kilometer er der gravpladser. En mark, indhegnet med hvidt stakit, med gravsten. Lige umiddelbart påvirker det mig ikke så meget – det bliver ligesom bare en del af landskabet. Det er først bagefter, det synker ind, hvor mange grave der faktisk er.«

Da holdet ankommer til Kyiv, skal bilerne køres til en hemmelig plads og afleveres til en ukrainsk forening, som sørger for at fikse bilerne, før de bliver overgivet til militæret.

Bilerne er altid helt tanket op som en ekstra gestus.

Tager gerne turen igen

I Kyiv får Christian Kaae endnu et chok, da en luftalarm lyder, mens han og resten af holdet sidder på en restaurant og spiser.

»Men denne gang kan vi høre skudsalver. Det er formentlig, fordi det ukrainske militær har skudt russiske droner ned. De lokale reagerer stadig ikke på det, men jeg får da lige et chok, da der decideret er skudsalver.«

Christian Kaae, der til daglig går i 3. g på Tradium Handelsgymnasium i Randers, når at opleve Kyiv i 24 timer, før han hopper på et nattog til Warszawa, hvor han »gearer ned et par dage,« før han tager et tog hjem til Danmark.

»Jeg står tilbage med en lyst til mere. Derfor er jeg også gået aktivt ind i foreningen. Jeg er bestemt åben for at tage turen igen. Jeg føler, at jeg er med til at gøre en forskel,« siger den 18-årige unge mand.

Men det er jo et land i krig – betyder det slet ikke noget for dig?

»Det fyldte for mig, inden jeg tog afsted. Og mine forældre var da skeptiske. Men det her gavner mere end den risiko, der er.«