Fortsæt til indhold

Fra brætspil til birdies - erfarne restauratører overtager Golfcaféen

Nu skal det være. Restauranten i Grenaa Golfklub skal i højere grad være et spisested, hvor hele lokalområdet har lyst til at spise. Med eller uden køller.

Samfund

Golfcaféen i Grenaa Golfklub har fået nye forpagtere, og det er særdeles erfarne folk, man fremover kan møde i golfklubben restaurant.

Jacob Bruun og René Heinerup driver i forvejen brætspilscaféen Nerd Cave i sportscaféen i Grenaa Idrætscenter ligesom de også indtil for nylig drev Dagens Ret Grenaa på Torvet i midtbyen.

Forpagtningen overtager de i starten af maj, og 13. maj klokken 12 er der åbningsarrangement, hvor alle er velkomne.

Og med alle, menes der alle - uanset om man er nuværende, forhenværende eller slet ikke-værende golfspiller.
Det er nemlig et af de helt store mål for både Grenaa Golfklub og de nye forpagtere, at det endelig skal lykkes at gøre Golfcaféen til et spisested, hvor man har lyst til at komme selv om man ikke har tilknytning til spillet på banen.

Her kommer Jacob Bruuns og René Heinerups erfaring med at åbne i Grenaa Idrætscenter dem til gode, vurderer de.

»Vi ved, hvordan det er at forsøge at trække folk til et sted, som man kan tænke er lidt lukket. I idrætscenteret har folk også tænkt, at de skulle have et ærinde der for at komme ind i caféen. Det er vi ved at aflive og begynder at have større og større succes med at tiltrække kunder, som bare vil besøge os. Det er det samme, vi skal gøre her, for Golfcaféen er også for alle,« lyder det fra Jacob Bruun og René Heinerup.

Afgørende for klubben

Det er blandt andet de evner, som bestyrelsesmedlem og caféansvarlig i Grenaa Golfklub Flemming Larsen målrettet har arbejdet for at bringe ind i golfklubben.

Det er nemlig ham, der tog kontakt til Jacob Bruun og René Heinerup for at få dem til at bringe nyt liv til caféen.

De seneste par år har golfklubben således selv stået for caféen med blandet succes. Det har ført til den erkendelse, at der er brug for folk, der både har den mad- og forretningsmæssige tilgang til projektet.

»Det er helt afgørende for golfklubben, at vi har en café, der fungerer. Når man kommer som greenfee-gæst, bliver man skuffet, hvis man ikke kan få noget ordentligt at spise, men formålet er først og fremmest, at vi har nogle tilfredse medlemmer, som har caféen som deres klubhus. Der er mange små klubber i klubben, og her er caféen også bare samlingspunktet, hvor man mødes og laver nye aftaler,« siger Flemming Larsen.

Unikke muligheder

Netop et godt renommé i caféen er også vigtigt for golfklubben på flere parametre. Her er ønsket, at langt flere får øjnene og ikke mindst smagsløgene op for, at der i ret unikke omgivelser ligger et spisested, hvor alle er velkomne.

»Prøv bare at kigge ud over her,« siger Flemming Larsen og peger ud over de forårsgrønne fairways og greens.

»Det er altså ikke ret mange restauranter, hvor man har sådan en udsigt eller de her muligheder. Vi holder jo også mange fester her - for eksempel konfirmationer - og her går folk tit ned og putter lidt eller går en tur rundt på banen. Fra golfklubbens perspektiv tror vi på, at der kan være gode sideeffekter af at have et spisested, som folk der ikke spiller golf, gerne vil besøge. Når de kommer herud og oplever stedet, kan man jo godt ønske sig, at det er med til at kaste et par nye medlemmer af golfklubben af sig,« noterer han.

Stort potentiale

Hverken Jacob Bruun eller René Heinerup spiller golf. Endnu.
Måske er det derfor, de hurtigt har fået øje på et uudnyttet potentiale.

Først og fremmest ser de store muligheder i at blive mere synlige på sociale medier i forhold til at lokke grenaaenserne fra byen og ud i de grønne omgivelser.

Derudover er golfanlægget kommunalt støttet. Det betyder, at det er offentligt tilgængeligt, og dagligt er der masser af mennesker, der benytter området til gåture.
Der er bare ikke ret meget information eller skiltning ude i området og langs stierne, som fortæller, at der faktisk ligger en restauration, hvor man sagtens kan gå ind og nyde en kop kaffe, en øl eller frokosten, selv om man ikke har golfkøller på slæb.

Det er helt klart vores tanke og ambition, at vi skal omfavne alle. Alle skal have en god service, og alle skal føle sig velkomne, selv om de ikke er golfinteresserede. Er du bare ude at gå tur med din hun, så kom da herop på terrassen og få en øl eller en kop kaffe og hyg dig, mens du kigger ud på den prægtige natur,« lyder opfordringen fra Jacob Bruun og René Heinerup.

Når det nye forpagterpar overtager Golfcaféen 13. maj bliver det med velkendte retter, som de også har erfaring med at servere i Nerd Cave.

Det er blandt andet burgere, grillet foccacia, sandwich og diverse grillretter. Derudover kommer de også til at byde på smørrebrød og dagens ret.