Fra Langå til Manila: Unimec-lærling skal i praktik i Asien
29-årige Thomas-Emil Andersen fra Unimec udstationeres nu i Filippinerne som en del af sin uddannelse.
Thomas-Emil Andersen fra Randers er i lære som industritekniker hos automations- og ingeniørvirksomheden Unimec, der ligger i Langå.
Om et år er han færdiguddannet, men allerede nu venter et helt særligt kapitel i hans lærlingeforløb: fire uger i Manila på Filippinerne, som udvekslingslærling. Det fortæller Unimec i en pressemeddelelse.
»Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan man arbejder med produktion på en anden måde og lære om nye metoder, der måske ikke kræver så avanceret udstyr, som vi bruger herhjemme. Det bliver spændende at se, hvordan de løser tingene uden adgang til de samme ressourcer – det tror jeg, man kan lære rigtig meget af,« siger Thomas-Emil Andersen i pressemeddelelsen.
Under opholdet skal Thomas-Emil Andersen arbejde på en fabrik, der udvikler og producerer plastikkasser. Her bliver han en del af både design- og produktionsprocessen.
»Jeg håber selvfølgelig også, at jeg selv kan bidrage med noget - måske lære lidt fra mig undervejs. Jeg skal være med i hele processen fra design og tegning til programmering og produktion, og det bliver især sjovt og udfordrende at få lov til at prøve kræfter med design-delen. Det giver et helt andet indblik i, hvordan man udvikler et produkt fra bunden,« siger han.
Opholdet i Filippinerne sker som led i en ordning, hvor Dansk Industri og Industriens Uddannelser spiller centrale roller. Sidstnævnte står for kvalitet og udvikling af erhvervsuddannelser herunder PIU-ordningen, Praktik i Udlandet, som gør det muligt at komme i praktik udenfor landets grænser.