Jublen eksploderede i Aarhus. Midt i det hele stod en ældre dame, som havde oplevet noget lignende før

Mindst to gange i løbet af de seneste 80 år er Danmark blevet lammet af glæde.

En overvældende jubel fik selv forsigtige folk til at deltage i fællessang i gaderne i Smilets by. Torvene og Strøget trak som magneter, da vi fredag den 26. juni 1992 overraskende besejrede Tyskland 2-0 i finalen i Gøteborg og blev europamestre i fodbold.

Titusinder strømmede ud i byrummet og tørlagde værtshus efter værtshus. Og fra mindre byer i oplandet, der slet ikke magtede at rumme euforien, kom flere til.

»Deutschland, Deutschland alles ist vorbei,« lød det, og midt i det hele stod en enlig, ældre dame, som også havde stået der en fredag aften 47 år tidligere, da andre tyskere kapitulerede på Lüneburger Heide, og Besættelsen blev til Befrielsen.

»Normalt går jeg ikke ud, men i aften tør jeg godt. Det er ligesom ved Befrielsen,« sagde den glade kone.

Fællessang på Strøget

Arm i arm bevægede rækker af mennesker sig syngende gennem Strøget. Pokalen blev bragt hjem og siden udstillet på Nationalmuseet.

Men fodboldbegejstringen er flygtig, og da intet hold er bedre end i sin seneste kamp, vendte hverdagen hurtigt tilbage.

Helt anderledes var det i 1945. Her udløste kapitulationen, der trådte i kraft den 5. maj kl. 08.00, dramatiske begivenheder, som fik konsekvenser helt frem til i dag.

Euforien for 80 år siden opstod allerede fredag den 4. maj 1945 klokken 20.36. Opremsningen af skyderier i Danmark i BBC’s danske udsendelse blev afbrudt, en kortere pause fulgte, inden Johannes G. Sørensen stakåndet vendte tilbage til mikrofonen med sit livs scoop:

»Her er London: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Vi gentager …«

Ned med mørklægningsgardinerne. Vinduerne på vid gab. Glæden kunne straks høres.

Folk fejrede friheden på torve, pladser og i gaderne.

Fra under jorden til frihed

De tusinder, der havde deltaget i den illegale kamp og været under jorden, dukkede op med armbind. Det blev anslået, at alene i Aarhus talte modstandsbevægelsen 2.000 aktive, som var organiseret i fem kolonner, hvoraf de fire første var militære ventegrupper, der skulle bistå en allieret invasion i Danmark og beskytte vigtig infrastruktur mod tyske hævntogter, mens den femte gruppe tog sig af sabotagen.

Frihedskæmperne blev mobiliseret den 5. maj kl. 08.00, og kolonnerne stillede rundt om i byen.

Mange borgere søgte mod Bispetorv, hvor Koncertpalæet i Kannikegade var indrettet som en slags kommandocentral for frihedskæmperne.

Her kom det i løbet af formiddagen til en ildkamp mellem kamptrænede tyske soldater og frihedskæmpere. Adskillige blev dræbt, heraf en del nysgerrige, der uden dækning lige skulle se, hvem der skød på hvem. I alt omkom 15 aarhusianere i befrielsesdagene.

Bispetorv var den mest omtalte skueplads, men der forekom også nedskydninger af frihedskæmpere på Kystvejen og foran rådhuset. På Poul Martin Møllers Vej måtte en 12-årig dreng lade livet, da han blev ramt af skud fra en tysk lastvogn.

En livsfarlig måned

Maj 1945 var en livsfarlig måned, fordi så mange våben var i omløb blandt ukyndige. Og fordi adskillige var dumdristige og skulle spille modige uden at ane, hvor farlige skydevåbnene var. Gennem årene er disse våben siden blevet indsamlet af politiet ved talrige frit lejde-aktioner.

Samlet foregik Befrielsen i nogenlunde ro, og modstandsfolkene begyndte at pågribe værnemagere, der havde arbejdet for tyskerne. Fra 1943 var der udarbejdet lister, som talte 1.500 navne.

I løbet af kort tid blev 800 interneret på Marselisborg Gymnasium, og borgmester E. Stecher Christensen appellerede i aviserne til, at man undlod at sladre om, hvem man måtte have set blive hentet af frihedskæmperne. Der var store og små fisk mellem hinanden, skyldige og uskyldige. Falske oplysninger kunne let forårsage ubodelig skade for de pågældende i årene fremover.

Når det trods alt forløb uden alt for mange hævnaktioner, skyldtes det, at 150 betjente fra Aarhus Politi, der kort før Befrielsen var blevet en del af modstandsbevægelsen, sørgede for, at arrestationerne gik ordentligt til.

Udsatte feltmadrasser

Man undgik dog ikke helt hævntogter, hvor de piger, der havde haft omgang med tyske soldater, feltmadrasserne, blev indfanget af pøblen, klippet skaldede og drevet nøgne gennem gaderne.

Søndag den 6. maj var det især pigerne, som blev jagtet, og ellers ventede byen på befrierne, der dukkede op tirsdag den 8. maj.

Briterne fra The Royal Dragoons, en del af Montgomerys berømte Ørkenrotter, havde på forhånd fået at vide, at de kunne glæde sig til modtagelsen i Danmark.

Den var overvældende.

Da de 140 mand i 40 panservogne nåede Aarhus, blev de modtaget af 50.000 borgere, som stod tæt langs landevejen fra Viby Torv til rådhuset, så der knap var plads til vognene. Det var en ankomst med musik, for på toppen på en af vognene sad en dreng og spillede kendte melodier på en cykelpumpe.

På rådhuset ventede borgmester og repræsentanter for modstandsbevægelsen, som bød englænderne velkommen.

Major Fisher og en del af hans mænd blev på balkonen budt velkommen og hyldet med sang og hurraråb.

Siden var der middag på Hotel Royal, hvor der havde samlet sig så mange mennesker for at få et glimt af soldaterne, at de engelske æresgæster måtte løftes ind gennem hotellets vinduer.

Skive befriet den 23. maj

De følgende dage besøgte englænderne en række byer i Østjylland, hvor tusinder også var på gaden for at hylde befrierne. Men det blev snart hverdag, og så var det overladt til private entreprenører at underholde briterne.

Ib Hansen, den senere pressefotograf på Aarhuus Stiftstidende, der gerne optrådte med en stribe medaljer på jakken, øjnede en god forretning, hvis han kunne overtale nogle af de britere, der var begyndt at kede sig, til at køre til Skive og befri barndomsbyen, selv om det godt nok var i sidste øjeblik – den 23. maj.

Den 13. maj 1945 vendte politiet tilbage til tjeneste, og Byvagtens betydning blev reduceret. Vagterne fratrådte officielt den 30. juni med en parade, hvor borgmester Svend Unmack Larsen takkede de frivillige for indsatsen.

Styrkens medlemmer modtog en øl, en kop kaffe samt et stykke wienerbrød for at have forhindret et regulært ragnarok i den politiløse tid i Besættelsens sidste måneder.

Det var hårdt nok endda: Fra oktober 1944 til den 31. juli 1945 blev der skrevet rapporter om 55 drab, 164 overfald og 63 tilfælde af vold i Aarhus foruden tusindvis af tyverier.

Det prægede stemningen ved paraden, at besættelsestidens borgmester, E. Stecher Christensen, ikke kunne deltage.

Borgmester slidt op

Den kun 45-årige borgmester var død den 12. juni 1945 under sin første ferieudflugt efter krigen, der gik til København. Sammen med familien havde han netop besøgt Glyptoteket, da han segnede død om på fortovet.

Stecher Christensen opnåede stor popularitet under krigen. Hans vilje til at holde tyskerne på afstand var stærk, men hans hjerte svagt, og arbejdsbyrden kolossal:

Han var formand for budgetudvalget, havneudvalget, belysningsudvalget, kirkegårdsbestyrelsen og efter politimesterens ufrivillige afrejse for brandkommissionen. Han måtte overtage posten som luftværnschef, formandskabet for købstadskommunernes indkøbsforretning, for teknisk skole samt Socialdemokratiet i Aarhus. Han var næstformand i kontrolkomiteen for Demokraten, medlem af fællesorganisationens forretningsudvalg, turistforeningens bestyrelse plus meget andet og nok så vigtigt byens borgmester, som tog vare på borgerne og fulgte Byvagtens arbejde tæt.

Seks dødsdømte

Retsopgøret var i gang. Det handlede både om dem, der havde kæmpet på tysk side, og forretningsfolk, der ikke kunne sige nej til at tjene på krigen.

I de følgende år blev seks aarhusianere dødsdømt, og heraf blev de fem henrettet.

Aksel Jørgensen, Ove Charles Hermann Petersen og Aksel Godfred Nielsen havde arbejdet i Gestapo-hovedkvarteret og begået drab og bistået med tortur ved forhør. Selv om deres gerninger var afskyelige, var der trods alt tale om mindre fisk. De større var sværere at fange.

Modstandsbevægelsen havde længe været på udkig efter en lille, rødhåret terrorist, der tit blev set ved de store aktioner. Krigen var slut, og nu gemte han sig på Østergades Hotel, hvor tyskerne havde deres Ortskommandantur. Det reddede ham ikke, for et medlem af Gestapo røbede gemmestedet til modstandsbevægelsen.

Andre tyskere ville ikke udlevere Bothildsen Nielsen, så der var ikke andet at gøre end at bede om assistance fra briterne.

Major Fisher løste problemet på sin egen kontante facon. Fredag den 11. maj før middag kørte to panservogne op foran det tyske hovedkvarter i Østergade ledsaget af en politibil fra modstandsbevægelsen.

Sammen gik englænderne og danske politifolk ind, fremgik det af en mindre reportage i Demokraten. Uden større postyr blev de tre, der blev beskrevet som hipomænd, udleveret. To af dem havde nået at tage gift, da de opdagede, at de ikke længere nød tysk beskyttelse.

Bothildsen Nielsen var den ene, og han blev straks kørt til udpumpning på Aarhus Kommunehospital. Dagen efter blev han fængslet bag lukkede døre ved kriminalretten i Aarhus. Afhøringerne kunne for alvor begynde, og først indtog Bothildsen Nielsen en stejl holdning og ville intet sige, men da han erkendte, at spillet var tabt, begyndte han at tale – om sine 55 drab.

Mens aviserne i forbindelse med andre arrestationer skrev, hvem der blev fængslet for samarbejde med tyskerne, var Bothildsen Nielsens sag fra begyndelsen mørkelagt.

I de følgende uger var han rundt til påvisning på gerningsstederne og berettede detaljeret om sine egne handlinger til de chokerede politifolk.

Den forfærdelige far

Robert Lund var også en nød, der var svær at knække for politiet. Var han Den lange?

Det var først, da et vidne, som kendte til medlemmer i gruppen, udpegede ham i cellen, at betjentene var sikre.

Da Robert Lund blev gjort bekendt med de alvorlige sigtelser mod ham, gav han op og fortalte om en forfærdelig barndom med en far, der var fanatisk nazist og i øvrigt også sad fængslet, medlemskab af en nazistisk ungdomsforening, Schalburgkorpset og Petergruppen. 16 drab havde han medvirket til, og som 22-årig blev han dødsdømt og henrettet.

Grethe Bartram blev også arresteret, og hun var en af Besættelsens værste stikkere, der forrådte over 70 modstandsfolk, hvoraf ni døde i tysk varetægt. Selv om hun blev dømt til døden ved tre retsinstanser, blev hun benådet.

Myndighederne havde nemlig ikke henrettet kvinder siden 1861.

Og så var der værnemagerne.

På disse kanter havde Willy Johannsen, kendt som Svejseren, særligt travlt. Han opførte Slottet i Aarslev for penge, han tjente ved at arbejde for tyskerne. Den prægtige villa blev konfiskeret af staten i forbindelse med retsopgøret, og Svejseren blev også idømt halvandet års fængsel.

Hestekræfter i Brabrand

Willy Johannsen fandt dommen urimelig, og da han blev løsladt, begyndte han på en frisk med fabrikation af knallerter. Først de såkaldte røvskubbere, en cykel med motor på bagagebæreren, og siden kom Derby-knallerten, der blev en kolossal succes.

Den blev fremstillet på fabrikken i Aarhus.

Willy Johannsen tjente en ny formue, byggede et stort hus i Langdalen i Brabrand Bakker, hvor der i dag er indrettet et veteranhjem.

Her holdt han travheste, som han selv kørte i løb på Jydsk Væddeløbsbane. Han var blandt de mest vindende amatørkuske, og efter hver sejr var der gratis is til børnene, der overværede løbene på væddeløbsbanen. Populær blev han dog ikke. Mange mente, at han sagtens kunne give is, når han havde tjent så meget under krigen.