Så du også Winnie i tv? Stod i hus og ulykker til halsen – sådan går det hende i dag
Onsdag 23. april kunne hele Danmark følge arbejdet med at gøre Winnies hus i Ulstrup salgsklart i programmet I hus til halsen. Den vanvittige uge, hvor programmet blev optaget, efterlod Winnie med en accept af, at hun nu har gjort alt, hvad hun kan, for at få huset solgt
Det er som at træde ind i et hus, man har været i før. Kærsangervej 14 i Ulstrup. Her bor Winnie, og her blev hele familien Danmark inviteret indenfor i programmet I hus til halsen på DR.
Tilbage i uge 41 blev huset i Ulstrup invaderet af programmets medarbejdere, håndværkere samt kendte og ukendte frivillige, der bare ville give en hånd med. Huset fik en gedigen overhaling, overmaling og opdatering, mens Winnie taknemmeligt forsøgte at følge de ideer, der sprøjtede ud af især programmets designer, Kalle Thesbjerg.
Og det står her stadig. Præcis som de efterlod huset. Det blå køkken, det lige så blå loft i gangen, spisebordslampen og husets nye indretning. Men Winnies står også stadig på salgsmarkedet. For selvom der blev gjort et kæmpe arbejde, er det endnu ikke lykkedes for Winnie at sælge huset på Kærsangervej 14 i Ulstrup.
Et sted nede i kulkælderen
»Jeg har helt klart oplevet en stor interesse for huset. Jeg har lige snakket med mægleren, og siden programmet blev vist på tv onsdag 23. april, har der været 17.000 inde for at kigge på annoncen, mens seks har downloadet materiale om huset.« fortæller Winnie.
Hun har på ingen måder fortrudt, at hun deltog i programmet, selvom hun aldrig har haft planer om at skulle på tv.
»Det var egentlig noget, vi havde joket lidt med, fordi huset har stået til salg så længe, men jeg skulle dæleme ikke på tv. Men en dag så jeg, at programmet søgte deltagere, og så kastede jeg alligevel et lod i puljen. Jeg havde det ikke godt på det tidspunkt, og det var en eller anden form for sidste strå at klamre mig til,« lyder det fra Winnie, der i tiden op til optagelserne havde været ramt af utallige uheld:
»Jeg havde på relativt kort tid formået at brække fire knogler ved at skvatte ned ad trappen to gange. Den ene gang forsøgte jeg at holde fast i gelænderet, hvilket bare betød, at min skulder også kom til skade. Den døjer jeg stadig med,« siger hun og strækker sin ene arm for at vise, at det gør ondt, når hun bevæger armen.
På en rejse til Alanya begyndte tingene at se lysere ud for Winnie. Hun blev ringet op af DR og fik at vide, at hun var kommet med i programmet. Hun kunne mærke, at alle de negative tanker og de depressionslignende symptomer, hun havde fået efter sine fald, blev erstattet af et håb om en lysere fremtid.
»Men så skete det igen. To dage efter jeg havde fået opkaldet, vrikkede jeg om på min fod. Jeg hørte et knæk i foden, og jeg skreg af smerte. Det viste sig, at jeg havde brækket foden,« fortæller hun.
Winnie er tilbage
»Jeg havde nok fået en depressionsdiagnose, hvis jeg havde fortalt min læge om min psykiske tilstand. Jeg var angst for at gå ud, simpelthen fordi jeg frygtede at komme til skade igen. Det var faktisk uhyggeligt at opleve, for jeg har altid været meget aktiv, og jeg kunne slet ikke kende mig selv,« husker Winnie.
Jeg har lige snakket med mægleren, og siden programmet blev vist på tv onsdag 23. april, har der været 17.000 inde for at kigge på annoncen, mens seks har downloadet materiale om huset.Winnie
Derfor var Winnie også noget bekymret for, hvordan DR valgte at vinkle udsendelsen. Hun fik ikke selv lov til at se programmet før resten af Danmark. Så hun lagde et opslag på Facebook.
»Jeg ville gerne fortælle, at jeg var et andet sted dengang, end jeg er i dag. For jeg var meget rørt gennem hele den vanvittige uge, og DR kunne sagtens have sat et program sammen, hvor jeg næsten tudede hele tiden,« fortæller hun.
Men for de, der ikke kender Winnie, viste programmet ikke en kvinde, der havde det skidt. Winnie fremstod rørt over den store kærlighed, hun mødte i programmet.
»Folk jeg kender, kan godt se, at jeg ikke har det godt. Flere har sagt, at de er glade for, jeg lavede det opslag på Facebook, for der kunne de også læse, at jeg har det godt i dag. Og det har jeg,« Fastslår Winnie, der ikke længere er så presset over det manglende hussalg.
»Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne- Jeg har fået så meget hjælp, jeg kunne bede om, og det har givet mig en accept og en tro på, at tingene nok skal gå. Efter optagelserne begyndte jeg at tabe mig, og jeg mærkede, hvordan angsten forsvandt. I dag er jeg bare et helt andet sted psykisk. Jeg har det faktisk rigtig godt,« siger hun, mens lyset fra Kalle Thesbjergs lampe lyser spisebordet op.