Fortsæt til indhold

Frivilligværket fejrede flytning med gaveregn

Den stod på indvielse af nye lokaler i Slotscentret og kåring af Frivilliginitiativet 2025.

Samfund

Sidste torsdag i april blev Frivilligværkets nye lokaler i Slotscentret officielt indviet,og samtidig blev vinderne af Frivilliginitiativet 2025 kåret. Arrangementet bød på velkomsttale af Frivilligværkets forperson og af Rosa Lykke Yde (SF), der er formand for Socialudvalget. Efter talerne blev der tid til spisning og uformelt netværk.

Frivilligværket arbejder for, at de frivillige sociale foreninger i Randers Kommune får de bedst mulige vilkår for at hjælpe socialt udsatte borgere til et godt og værdigt liv. De har i flere år holdt til på Kirketorvet, men er nu flyttet i nyistandsatte lokaler.

Frivilliginitiativet 2025 har til formål at støtte frivillige sociale initiativer i Randers og omegn ved at dele en del af overskuddet fra Randerskalenderen ud. Salget af kalenderen står Frank Secher for, og han har valgt at donere en stor del af overskuddet til det velgørende formål.

De glade givere og modtagere af Frivilliginitiativet 2025. Foto: Jan Szwed

De fik penge

Årets vindere modtog i alt 25.000 kroner fordelt på fire forskellige projekter.

De nye støttemodtagere er:

Gaia Museums Venner modtager 8.500 kroner til en studietur til Bruunshåb Gl. Papfabrik. Her skal de frivillige få ny inspiration til at lave kunst af pap og papir.

Kirkens Korshærs familietilbud i Randers og Havndal modtager 6.500 kroner til transport, så familier i en udsat position kan komme på sommerferie i Rønbjerg Feriecenter.

Fødekæden modtager 5.000 kroner til drift af foreningen og sociale aktiviteter for de frivillige.

Dansk Blindesamfunds Kreds Kronjylland, omsorgsklub Lindevænget, får 5.000 kroner til en julekoncert eller julefrokost.