Kommentar: Flemming Knudsen er ked af sit øgenavn, men kan være stolt af det meste

Folkelige Flemming Knudsen var borgmester i en periode i Aarhus, hvor de første linjer til den lokale udgave af det sene moderne gennembrud blev lagt. Kommunen tillod højhuse i byrummet, dog ikke over seks etager. IT-byen Katrinebjerg blev etableret. En masterplan for Østhavnen blev vedtaget, så man kunne modtage verdens største containerskib. Aarhus-professor Jens Chr. Skou modtog Nobelprisen i kemi.

Jens Kaisers bog ”Fra Jakob til Jacob – Aarhus’ borgmestre gennem 100 år” er en rig kilde til at forstå byens udvikling, også den politiske.

Flemming Knudsen tager prisen som den sidste borgmester af sin slags. Han er uddannet lærer, men ikke skolet til politik. For ham var det ikke en planlagt levevej, men den vej livet gik. Han blev borgmester med erhvervserfaring, bl.a. fra FDB’s salatfabrik, og så var han ægte engageret i omverdenen. I byrådssalen hænger portrætter af byens forhenværende borgmestre. Jacob Bundsgaard er endnu ikke kommet på væggen. For dyrt eller forsinket?

På portrættet af Flemming Knudsen kan man ane, at der på hans revers sidder et blåt mærke; beviset på, at han i 1985 blev udnævnt til æresmedlem i guld i AIA-Tranbjerg. En forening, han knoklede for, selv som bestyrer af tombolaen eller opråber til banko. Ikke for at profilere sig, høste popularitet eller være selvgod, men for klubben og fællesskabet.

Som borgmester var Knudsen ægte folkelig og nød at komme ud blandt almindelige aarhusianere. Når han troligt på lokal-tv fortalte om den kommende uges borgmesterkalender, var det med vægt på de arrangementer i byen, han glædede sig til at deltage i; receptioner, åbninger og møder med mennesker – ikke trivialiteterne på rådhuset. Nogle havde problemer med folkeligheden, sikkert fordi de ikke selv ejede den. ”Flemming Fadøl” blev han kaldt; et øgenavn han er ked af, for han foretrækker øl fra flaske, har han fortalt med klædelig selvironi.

Hans eftermæle som borgmester er i høj grad præget af, at han tabte den ellers kroniske socialdemokratiske borgmesterpost til Venstres Louise Gade. Nederlaget var hjulpet godt på vej af De Radikales selvforståelse.

»Vi kan ikke pege på Flemming Knudsen, når vi siger, at vi vil forandring i Aarhus,« sagde den daværende radikale leder Peter Thyssen dengang til JP Aarhus.

Tabet af borgmesterposten er en uomgængelig del af fortællingen om Flemming Knudsen, men har uretfærdigt fået lov at fylde mere end hans politiske engagement. Knudsen var optaget af at forbinde byen med havnen, og ikke mindst optaget af idrætten og kulturen. Som kulturrådmand var han ansvarlig for ombygningen af Aarhus Idrætspark og opførelsen af Arenaen og var en central figur, da visionen om Aros i den tidlige fase skulle omsættes til politisk handling.

Flemming Knudsen blev borgmester i utide, da Poul Nyrup Rasmussen i 1997 hentede Thorkild Simonsen ind som indenrigsminister for at få styr på flygtninge- og indvandrerproblemerne. Det var dengang Nyrup mente, at DF aldrig blev stuerene. Hver tid har sine svar.

På samme måde blev Flemming Knudsen lokket til regionsrådet af daværende regionsrådsformand Bent Hansen (S). Et organ og en plads uden den samme opmærksomhed som byrådet. Men Knudsen insisterede på at blive og blive ved, for han mente, at der var brug for hans slags i det politiske; en person med solid erfaring fra politik, men ikke mindst fra virkeligheden uden for auditorierne på statskundskab.

Men når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg, vil navnet Flemming Knudsen for første gang i 40 år ikke være at finde på stemmesedlen. Et navn, mange aarhusianere kender, og han kender deres. Sådan vil det sikkert blive ved med at være, for Flemming Knudsen dukker fortsat op alle vegne; engagementet og lysten til at møde mennesker er tilsyneladende usvækket.