Niårige Ebba har Aspergers og kæmper med stress og angst – men særligt ét sted finder hun ro

Ebba Højen Riis Thorsen, 9 år

»Hestene kan jeg fortælle hemmeligheder til. De siger det ikke til nogen. Og hvis de gør, kan ingen forstå, hvad de siger.

Jeg føler at de forstår mig, hestene. Jeg kan snakke med dem, og så føler jeg, at de svarer tilbage med et lille vrinsk.

Det er rart, for jeg er normalt ret ensom. Jeg går ikke så meget i skole for tiden, så jeg sidder meget derhjemme og har ikke mange at snakke med.

Men i stalden har jeg mit eget rum. Der er ro. Og plads.

Hestene der vrinsker. Hovene der klikker over det hårde betongulv i en dejlig rytme. Et lille prust. Jeg lægger meget mærke til lydene. Det er fordi jeg har Aspergers. Det betyder, at jeg kan høre mere end andre.

Det er både en fordel og en ulempe. Derhjemme bliver lydene af min lillebror, der gamer, min lillesøster, der skriger og min lille hund Mimi, der gør, til et orkester. Og ikke på den gode måde.

Men i stalden er lydene anderledes. Her gør lydene mig som regel rolig. Og duften. Den er helt speciel, helt særlig. Duften af hest. Mange vil sige at det lugter, men jeg vil sige, at det dufter.

Fordi hestene er rolige, bliver jeg rolig. Det smitter.

En af mine yndlingsheste, Ljosi, er den roligste hest, jeg kender. Eller det var han. Han døde i går. Min mor og jeg opdagede det, da vi skulle strigle ham. Han havde ondt. Vi trak ham rundt i flere timer, men det hjalp ikke. Dyrlægen kom, men det var for sent. Det var kolik.

Så det er en svær dag i dag. Men det er stadig godt at komme herud. Som altid.

Det hjælper på min stress og angst også. De ting fylder meget i min hverdag, og gør, at der er mange ting, jeg ikke kan. Så på dårlige dage må jeg plage min mor om at komme i stalden, selvom vi i forvejen kommer herud tre-fire gange om ugen. Her føler jeg mig fri.

Jeg rider næsten hver gang vi er her. Mest på Snjöll eller Heiti. Jeg er ret stolt af, at jeg tør sætte mig op på dem, selvom jeg ikke ved, hvad der sker. Det kan godt være svært nogle gange, men at være sammen med hestene lærer mig noget.

Jeg lærer, at man en gang imellem skal træffe nogle valg, hvor man ikke ved, hvad der sker. Hvad der kommer ud af det valg.

Jeg har besluttet, at selvom jeg bliver bange, vil jeg blive siddende på hesten. Og hvis jeg stiger af eller falder af, så skal jeg komme op i sadlen igen.

For ellers bliver jeg bange for hesten. Og så er der mindre chance for, at jeg kommer til at ride igen.

Men det går ikke. Jeg kan ikke undvære ridningen og hestene. Så jeg er nødt til at komme op igen.«