Fortsæt til indhold

Uvarslede prisstigninger skaber uro i lokalt varmeværk

Bestyrelsesformand forsvarer prisstigningen: Alle skal bidrage til vores fælles ledningsnet.

Samfund

Der har været en del murren i krogene før, under og efter Auning Fjernvarmes generalforsamling 10. april.

Her blev en ny forsyningsafgift på 100 kroner plus moms - altså 125 kroner - om måneden det store debatemne. Her mente nogle af de fremmødte, at den nye afgift er indført uden varsel og pålægges i øvrigt alle fjernvarmeværkets kunder uanset boligstørrelse.

Den opkræves månedligt i 10 af årets måneder. Den samlede årlige stigning bliver således på 1250 kroner.

Det er dybt urimeligt, mener blandt andre Per Villadsen, som var en af de utilfredse fremmødte på generalforsamlingen.

»Jeg synes ikke, det er særlig demokratisk. Det rammer helt skævt, fordi det kommer til at gå mest ud over dem, hvor det faktisk er en stor udgift at skulle betale mere. Det rammer jo især ældre og enlige og førtidspensionister hårdt,« siger Per Villadsen.

Den nye afgift er indført for at imødekomme prisstigninger fre fjernvarmeværkets leverandører. Altså for at sikre, at værkets faste indtægter kan dække de faste udgifter.

Per Villadsen mener dog, at afgiften i stedet burde reguleres i forhold til kilowatt-prisen, så det var individuelt fra forbruger til forbruger, hvor meget man skal betale.
Det ville medvirke til, at mindre boliger skulle betale mindre end de større.

»1250 kroner om året er jo 10 procent af varmeforbruget for de mindre varmeforbrugere. Det er da faktisk en hel del, synes jeg. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de store forbrugere på den måde slipper billigere for, at der sker prisstigninger på varmen. Det synes jeg ikke, der er rimeligt,« understreger Per Villadsen.

En rød klud

I Auning Fjernvarmeværk forklarer bestyrelsesformand Kaj Dahl Andersen, at det først og fremmest var en fejl fra bestyrelsens side at kalde prisstigningen for ’forsyningsafgift’.

Allerede her ledte det således til misforståelser og forvirring, om det var en afgift, der var blevet pålagt af staten.

»Set i bagklogskabens lys, skulle vi ikke have kaldt det for en afgift, fordi det kan jo næsten være som at holde en rød klud op foran folk, så det skulle vi ikke have gjort. Derfor har vi nu ændret ordet til ’grundtakst’ i vores takstblad, fordi det er det, det er. Det er en stigning for alle for at sikre, at vores faste indtægter kan dække de faste udgifter,« fortæller Kaj Dahl Andersen.

Alle skal bidrage

Han står derfor også ved stigningen og pointerer, at Auning Fjernvarmeværk igennem mange år har været blandt Djurslands billigste, og prisstigninger er ikke noget, der sker hvert år.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at holde prisen nede, og jeg tror også, at dem, der øffer lidt over det her, glemmer, at vi har holdt den samme pris siden 1992. Det kan vi desværre ikke længere, fordi vores faste udgifter har været stigende de senere år,« siger Kaj Dahl Andersen.

Bestyrelsesformanden mener derfor også, at det er helt rimeligt, at alle forbrugere er med til at betale uanset boligstørrelse.

»Jeg synes, tingene er blevet blandet for meget sammen, hvis man siger, at når man har råd til at købe et stort hus, så har man sikkert også mange penge og skal derfor betale mere. Men det er ikke det, det handler om. Det her handler om vores fælles ledningsnet. Det ejer vi alle sammen, og det skal vi alle bidrage til. De store huse betaler også mere i fast afgift og bruger mere varme, som de også betaler for,« understreger Kaj Dahl Andersen.

Han fortæller dog, at bestyrelsen lytter til kritikken. Derfor har de nu skævet lidt til, om der kan opereres med andre modeller, som i højere grad differentierer forbrugernes udgifter.

Dem overvejer Auning Fjernvarmeværk nu, om de kan lære af og muligvis indføre nye takstmodeller.

Tidligt møde

Op til generalforsamlingen 10. april var der også forvirring, om der var indkaldt retmæssigt til generalforsamlingen i henhold til vedtægterne, da der blandt andet kun var indkaldt én gang ved annoncering i denne avis.

Generalforsamlingens dirigent afgjorde dog, at vedtægterne var overholdt.

På torsdag 8. maj klokken 9 er der imidlertid ekstraordinær generalforsamling, hvor en ændring af vedtægterne skal ratificeres.

Tidspunktet klokken 9 på en hverdag har også skabt lidt furore i Auning.

Bestyrelsesformanden anerkender da også, at man nok kunne have valgt et andet tidspunkt, hvor flere havde mulighed for at møde op.

Han afviser dog, at der skulle være spekuleret i tidspunktet.

»Det er egentlig bare en formsag, fordi der allerede har været fuldt flertal for vedtægtsændringen på den ordinære generalforsamling. Vores advokat foreslog klokken 9, fordi det passede lige med ham, og det sagde vi ja til. Men jeg kan da godt se, at det havde været bedre med for eksempel klokken 19, så flere havde mulighed for at troppe op,« siger Kaj Dahl Andersen.

De nye priser i Auning Fjernvarmeværk træder i kraft 1. august.