Her skal hverdagen give mening for udviklingshæmmede borgere: »Jeg gider ikke holde pause. Jeg vil bare lave noget«
I anledning af 20-års jubilæet inviterer AC Auning til åbent hus og håber, at flere i lokalområdet vil få øjnene op for det meningsfulde arbejde, der hver dag udføres med stolthed og omtanke.
Heidi Overgaard trækker høreværnet ned over ørerne, og nu lader hun fermt stiksaven glide igennem træet.
Der dufter af savsmuld, mens hun skærer de gamle europapaller ud i mindre stykker. De bliver løbende kastet over i en bunke på lastbilens lad, så de senere kan bruges til alle mulige forskellige brugsting. Alt efter hvad de nu finder på her hos AC Auning.
Aktivitetscentret for udviklingshæmmede borgere i Norddjurs Kommune fejrer på torsdag 8. maj sit 20 års jubilæum.
I de seneste to år har AC Auning arbejdet målrettet på at omdanne tilbuddene til borgerne, så de i langt højere grad giver mening for det enkelte menneske. Og som ikke mindst skal være med til at gøre centret til en endnu større del af lokalsamfundet i byen.
Faktisk giver det for Heidi Overgaard så meget mening, at det den anden dag først var da hun nærmest blev tvunget til at holde pause, hun opdagede, at hun faktisk var umådeligt træt i armene.
»Jeg gider ikke holde pause. Jeg vil bare lave noget,« fastslår Heidi Overgaard med et grin.
Masser af motivation
Ved siden af hende står pædagog Sune Thorndal Kraglund og holder øje med, om værktøjet bliver behandlet efter de sikkerhedsmæssige forskrifter.
Igennem mange år tog han og borgerne i AC Auning blandt andet ud og lavede havearbejde og løste andre forefaldende opgaver for særligt områdets ældre borgere.
AC Auning har blandt andet også været med til at etablere byens disc golf-bane. Det har imidlertid været fysisk krævende arbejde. Og ensformigt.
Derfor besluttede de i AC Auning at ændre i aktiviteterne og spurgte borgerne, hvad de egentlig har lyst til at lave.
»Vi kan ikke lave én opgave, der giver mening for alle. Vi må differentiere og finde dét, der motiverer den enkelte,« fortæller Sune Thorndal Kraglund.
»Man skal ikke så mange år tilbage i tiden, før den her brugergruppe blev gemt lidt væk. Det gavner altså ikke nogen. Vi vil gerne bidrage og på den måde være en mere synlig del af lokalsamfundet på de vilkår, vi kan,« fastslår han.
Ifølge Sune Thorndal Kraglund har ændringen i aktiviteterne været med til at give positiv udvikling og masser af motivation hos flere af borgerne.
Lokalt bidrag
I det lille træværksted står der derfor nu stakke af fuglekasser - dem har kirken allerede købt for at tiltrække stærene - der står kapilærkasser, som er klar til at blive solgt, og der står strandstole i lyst træ.
I et hjørne af AC Aunings primære lokale er der indrettet en interimistisk butik, og her er alle velkomne til at komme forbi og kigge og gerne købe fra udvalget af de hjemmelavede produkter, som tæller alle mulige ting fra lysestager fremstillet af drivtømmer, malerier, potteplanter, dekorationer og lamper.
Mange af tingene er fremstillet af genbrugte materialer. For eksempel fuglekasserne og kapilærkasserne, som har taget form fra de gamle europapaller, som Heidi Overgaard har skåret til.
En stor del af aktiviteterne i AC Auning har dermed også været at finde ud af, hvor de kan indsamle ting, der kan genbruges. På den måde får centeret både nye materialer, og de kan hjælpe de lokale virksomheder med at komme af med nogle af deres rester.
»Det er ikke et must for os, men tanken om bæredygtighed er begyndt at fylde mere og mere, og det giver bare mening for både borgerne og for virksomhederne. Vi fjerner træet for dem, og de slipper for at betale for bortskaffelse. Samtidig får vi noget, vi kan bruge. Der er noget helt særligt ved at lave noget, der så også bliver brugt i lokalsamfundet som for eksempel fuglekasserne til kirken,« forklarer Sune Thorndal Kraglund.
Arbejder med hjertet
Han lægger et stykke af det afskårne træ fra europapallerne foran sig, hvor der med sprittusch er tegnet en hjerteformet skabelon at skære efter med stiksaven.
Tanken er begynde at lave små hjerteformede dekorationer, som forhåbentlig kan pryde nogle af de lokale vinduer eller væghylder.
»Sådan nogle koster jo rask væk et par hundrede kroner i Bahne inde i Aarhus. Det gør de altså ikke her,« noterer han med et grin.
»Vi laver dem måske ikke tingene så hurtigt her, men vi laver dem med hjerte.«
I forbindelse med AC Aunings 20 års jubilæum inviterer aktivitetscentret til åbent hus på torsdag 8. maj fra klokken 12-16.
Her bydes der på kaffe og kage og ikke mindst mulighed for at få et større indblik i, hvad AC Auning er for et sted samt en snak om, hvilke aktiviteter, der foregår i huset og på arealerne udenfor.
»Alle er velkomne, så kom og få kaffe og en sludder, og se, hvad vi laver. Det er enormt vigtigt for os, at flere kender til AC Auning, og vi vil så gerne være en endnu større del af lokalmiljøet,« opfordrer Sune Thorndal Kraglund.