Oplever solid vækst: Flytter ud af garagen og ind i historiske rammer
Pladsen er blevet for trang for konsulentvirksomhed – især eftersom der er udsigt til endnu flere ansættelser i år.
Søren Pedersen og Rasmus Kaae rykker sig selv og deres fem medarbejdere ind i den gamle banegård i Hadsten. Der er tale om konsulentvirksomheden BuildingBetterSoftware.
Virksomheden har hidtil holdt til i en garage på Rækkevej i Hadsten, men fremover gælder det altså nyrenoverede historiske rammer i den gamle banegård, skriver firmaet i en pressemeddelelse.
BuildingBetterSoftware, der har seks år på bagen, har i de senere år oplevet en solid vækst og er gået fra at være et to-mandsprojekt til altså at tælle syv fuldtidskonsulenter i dag.
Og ejerne drømmer om mere vækst allerede i år: Målet er at runde 10 fuldtidskonsulenter.
De nye lokaler i den gamle banegård skal understøtte den fortsatte vækst og skabe de bedst mulige rammer for både samarbejde og udvikling.
»Vi har haft nogle fantastiske år med god vækst og stærke relationer til vores kunder, men vi er vokset ud af garagen. De nye lokaler i Hadsten Banegård giver os ikke bare mere plads – de giver os også en særlig atmosfære og inspiration, som vi glæder os til at dele med både kolleger og kunder,« siger medejer Rasmus Kaae i pressemeddelelsen.