Pølser, taler og lirekassemusik: Den Blå Paraply blev fejret med manér
Tirsdag 29. april var omkring 200 gæster med til at fejre Den Blå Paraplys 30-års jubilæum.
Vejret viste sig fra sin bedste side, og udendørsarealet strålede om kap med solen og var flot pyntet med vilde buketter, bøgegrene og dannebrogsflag - en perfekt kulisse til fejringen af Den Blå Paraplys 30-års-jubilæum.
Det fortæller Den Blå Paraply, der er en social aktivitetscafé, i en pressemeddelelse.
Gæsterne blev mødt af et smukt syn: lyden fra Nils Olav Juul Segalts lirekasse og duften fra en pølsevogn. Og så var der ellers budt til fødselsdagsfejring i gode venners lag.
Blandt gæsterne var blandt andet besøg fra de mange samarbejdspartnere, som caféen har fra den lokale detailhandel, foreningsliv, byens øvrige væresteder og de organisationer, der i sin tid var med til at starte stedet.
Det var i 1995, hvor KFUM’s Sociale Arbejde og Blå Kors gik sammen med Randers Kommune om at skabe caféen som et sted, hvor alle slags mennesker kunne komme.
Den Blå Paraplys mange frivillige er med til at skabe liv og omsorg i caféen, hvor der bygges, bages, broderes og mange andre ting ud over det hyggelige samvær. Der arrangeres også ture, foredrag, fester og ferier som en del af samværet. Sidste år havde caféen omkring 13.400 besøgende.
Omsorg og tryghed
Susanne Molbæk, der er daglig leder af Den Blå Paraply, og Morten Kilsholm, der er bestyrelsesformand i Den Blå Paraply, holdt en fin tale.
Susanne Molbæk fortalte om forskellige aktiviteter i caféen, om stedets berettigelse og om den forskel, caféen har gjort for mange mennesker. Hun takkede samarbejdspartnere, de 38 frivillige samt alle dem, der på en eller anden måde støtter op om caféen, og sluttede sin del af talen med at takke for at være en del af et helt særligt fællesskab i Den Blå Paraply.
Morten Kilsholm fortalte lidt af caféens historie og om formålet. Caféens kerneopgave er at være et trygt og positivt omsorgstilbud til mennesker, der af en eller årsag befinder sig i en udsat livssituation. En af caféens fornemste opgaver er at være brobyggere til den kommunale verden samt til sundhedssystemet.
Han kom også med nogle udsagn fra Den Blå Paraplys brugertilfredshedsundersøgelse, der blev foretaget i september 2024. Her sagde gæsterne med følgende om caféen:
Komme væk fra sygdom. Jeg møder andre mennesker. Det er altid dejligt at møde megen kærlighed. Fantastisk menneskesyn. Mad og fællesskab. Godt fællesskab, hygge, samvær, gode aktiviteter og meget mere. Uforpligtende fællesskab. Føle nærvær. Jeg syntes det er rart at komme. Jeg mangler nogle gange nogen at tale med.
»Missionen er at være brobyggere for vores næste i udsatte livssituationer. Visionen er, at vi vil hinanden - og give øjeblikket værdi, også når livet gør ondt. Vi sætter spor i hinandens hjerter,« sagde Morten Kilsholm som afslutning på sin del af talen.
Sang og kage
Klokken 14 fortsatte festlighederne med korsang. Sct. Mortens Vokalensemble slog tonen an og sang danske sange af kendte digtere og komponister såsom H.C. Andersen, Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen.
Gæsterne fik også mulighed for selv at synge med. I Den Blå Paraply har man nemlig sin helt egen fødselsdagssang og kendingssang, og det var helt naturligt at synge disse sange på denne særlige dag.
Efter ørerne var blevet forkælet, og stemmerne var blevet rørt, skulle der kræses for ganen. Der blev serveret kaffe og kage, som kunne nydes i solen stråler og hyggeligt samvær med de andre gæster.
Derefter brød gæsterne op og kunne vende hjem med endnu flere gode oplevelser i Den Blå Paraply.