Kendt kæde lukker ned hele weekenden: Alle skal til fest - inklusiv overraskelse
Alle medarbejderne fra Louis Nielsens 79 butikker kan holde fri og tage til seminar og fest med flere end 800 kolleger på lørdag. Optikerkæden lukker butikkerne den 3. og 4. maj, så alle kan være med til det årlige seminar og fest.
Du skal ikke gå til Louis Nielsen hverken 3. eller 4. maj.
For uanset hvor gode dine øjne – eller briller – er, så vil du ikke spotte en eneste medarbejder i en af kædens butikker.
Alle 800 i koncernen er nemlig til både medarbejderfest og seminar i den kommende weekend.
Det oplyser optikerkæden i en pressemeddelelse.
Medabejderne er inviteret til Herning for at mødes med over 800 kolleger fra hele landet.
»Vi lukker butikkerne en enkelt weekend, så alle os i Louis Nielsen har mulighed for at mødes til seminar og fejre vores priser sammen. Den årlige begivenhed er noget, de unge især er glade for, så vi giver dem en ekstra god oplevelse i år,« siger direktør i Louis Nielsen, Mads Nygaard
Programmet og underholdningen er dog hemmelige, så direktøren vil ikke afsløre mere.
Flere end 800 medarbejdere vil deltage i seminaret og festen den 3. maj. Det er en tradition, som betyder meget for sammenholdet, fortæller Mads Nygaard:
»Vores medarbejdere er glade for, at vi kan dyrke fællesskabet sammen. Derfor prioriterer vi, at alle får mulighed for at komme med den ene dag om året,« siger Mads Nygaard.
Louis Nielsens butikker åbner igen mandag den 5. maj.